Annonce


Dag 4 – En plads ved glasset og alt det andet
fotooversigt.jpg
Man får pænt udleveret sådan et stykke papir sammen med sin akkreditering så man kan se hvor man skal sidde. Foto: Brian Poulsen
Blog - Bag kameraet Så fik jeg en plads helt nede ved isen til kampen mellem Montreal og New York Rangers. Den viste sig dog at være totalt ubrugelig.

Som jeg pænt skrev om i min opdatering fra lørdagens kamp, var jeg placeret et stykke oppe. Jeg ville meget gerne have siddet helt nede ved isen, da det er der man får de bedste billeder. I hvert fald de bedste close-up billeder.

Så i går morges skrev jeg til den presseansvarlige, for at høre om det kunne lade sig gøre, da jeg på oversigten havde set, at der var ubrugte pladser langs glasset.

Annonce

Den presseansvarlige gav mig en plads ved glasset, men bemærkede overfor mig, at der altså ikke var hul i glasset der hvor jeg kom til at sidde. ”Åh herregud,” tænkte jeg. Det er jeg jo vant til hjemme i Rødovre så hvor slemt kan det være?

Nu vil jeg ikke kalde mig selv for Pulitzer pris kandidat for mine billeder, men omvendt synes jeg nu selv at jeg er rimelig godt hjemme i en skøjtehal, så da jeg havde skudt 15 billeder under opvarmningen og ikke ET ENESTE billede var skarpt eller i fokus opgav jeg lynhurtigt den plan og måtte fordufte op til min plads fra kampen før!


Så skarpe bliver billeder skudt igennem glasset i Bell Centre!

I modsætning til lørdag, havde jeg dog fået adgang til omklædningsrummet efter kampen, så jeg kunne få en kommentar af Lars til mit slideshow. Da jeg kommer ind ad bagindgangen hvor pressen skal ind, var flere af Montreal’s spillere i gang med deres ”fodbold opvarmning” hvor Lars også var med, så fik lige diskret fortalt ham at jeg kiggede ned efter kampen denne gang.

Det var en fed kamp. Rene Bourque (ny spiller) satte en kæmpe tackling i sit første eller andet skift og fik lynhurtigt hele hallen med sig. Den bølgede frem og tilbage men som kampen skred frem, sad Canadiens mere og mere på det hele. En velfortjent 4-1 sejr og et tilfreds hjemmepublikum.

Det har virkelig været en kæmpe oplevelse. Helt som jeg havde regnet med! Og nok også lidt mere til. På trods af det ellers så hockeyelskende publikum, kommer det dog stadig bag på mig, at der i længere perioder af kampen var utroligt stille i hallen. Der var lige kort på et tidspunkt hvor olé olé olé kørte, men det var så kort at jeg ikke engang nåede at hive min optager frem og fange noget stemning!

Efter kampen skulle jeg så ned og have en kommentar fra Lars. Der stod ivrigt en ordentlig horde af pressefolk og ventede på at komme ind i omklædningsrummet. Jeg hørte en bag mig stå og forklare at de kaldte den dør journalisterne gik ind ad,  for ”Star Trek døren” fordi den åbner ligesom dørene åbenbart gør i Star Trek. Og så løber journalisterne nærmest ind i omklædningsrummet, hvorefter dørene pænt lukker igen!


Pressen der pænt venter udenfor ‘Star Trek døren’.

Hallen er utrolig fed, men lyden kunne være bedre. Rogers Arena i Vancouver er flere længder foran på det punkt. Men alt er altså bare flere længder foran alt hjemme i Danmark. Jeg ved godt man ikke kan sammenligne det, men bare fordi en hal kun har 3500 pladser, kan man da godt kæle lidt for finish’et. Det gør man altså bare herovre og det er sgu fedt.


Bell Centre

Alt det andet
Jeg fandt en optiker i går efter at være gået forgæves første gang, da butikkerne først åbner kl. 12 om søndagen. Så jeg måtte tilbage på hotellet og vente. Da klokken så nærmede så 12 begav jeg mig igen ud i den bidende kulde og fandt en optiker. Jeg gik pænt ind og forklarede at jeg havde smadret mine briller og at jeg havde glemt kontaktlinser derhjemme, om de havde  nogle endagslinser i henholdsvis -0.75 og -1.0.

Ekspedienten begynder at forklare en masse om at man skal have abonnement hos butikken og det koster $70 CAN om året og desuden skal man altså have en recept, og de kan ikke sælge en kontaktlinser uden at man har prøvet dem først. Ja det sidste er da det mindste problem. Stik mig et par linser og jeg skal sgu proppe dem i øjnene for dig da!

Nå men sådan er reglerne altså i Quebec. Så jeg måtte finde mig noget super lim og give det en chance at lime glasset sammen i mine briller. Utroligt nok så holder det sgu endnu! Men når jeg i morgen flyver til Minneapolis håber jeg på at kunne få nogle kontaktlinser der. For det er sgu lidt irreterende at gå rundt med et flækket brilleglas, selvom det heldigvis ikke sidder lige i synsfeltet.


Lidt Krazy Glue og mine briller er i et stykke igen

Vaseline
Jeg fik så en løsning på mit problem med mine udtørrede næsebor. Vaseline! Det forklarede ekspedienten i den lille souvenir butik på hotellet mig. Hun havde samme problem så hun proppede vaseline i næseborene.. Det er heldigvis ikke lige så koldt i dag, så jeg føler ikke et større behov for at teste om det virker!

Set i Montreal
Og så har jeg i øvrigt set en burger til $100! Den har så alt .. gange 3 eller 4 plus bagt kartoffel og fritter og løgringe og en masse andet ved siden af! Man skal altså have en appetit over gennemsnittet for at kyle sådan et måltid ned!

I går da jeg var på vej ned med elevatoren i hotellet, kom der en gut gående med en Volbeat trøje. Han havde været til 3 eller 4 af deres koncerter og var vildt begejstrede for dem. Og skulle bestemt til koncert med dem igen når de inden længe var i Canada igen.

Hundene herovre går også med sko! Så en mops med røde sokker/sko på alle poter og tilhørende rødt kropstæppe af en art. Nuttet hund!

Selvom det er -25 grader og sne holder det ikke kvinderne herovre fra at gå i stiletter og kort nederdel!

Taxachaufførene kan ikke gøre bil herovre! De kører med hovedet under armen. Så det er jo næsten som at være i Danmark jo.

Der er WI-FI i alle cafeer og barer herovre. Det er sgu en sand fornøjelse. Jeg forstår ikke hvorfor det ikke er ligeså udbredt hjemme i Danmark.

 

Nu vil jeg ellers begive mig ud i Montreal og lege turist. Mont Royal og den gamle by skulle gerne ses inden turen i morgen går videre til Minneapolis.. I dag er det kun ca. -10 grader så det er jo nærmest varmt i forhold til de andre på dage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top