Annonce


Eller skaber begejstring
Montreal-offday_11_130112_BP.jpg
Lars Eller har med sin fightervilje og enorme hjerte fået mange fans i Montreal. Foto: Brian Poulsen
NHL Hvad får en mand på 50 år til at skrive et brev til Lars Eller’s far, ved at sende en mail til Rødovre Kommune i håb om at den når frem til den rette person, for at fortælle hvor stor en glæde en 22 årig Rødovredreng har givet ham? Det satte Rødovre Lokal Nyt sig til at finde ud af i Montreal.

Jean-Pierre Asselin er en 50 årig canadier, bosiddende 150km fra Montreal Canadiens’ hjemmebane. Han har fulgt de blå, røde og hvide i hele sit liv og har i sine yngre dage oplevet den gang hvor Montreal Canadiens dominerede NHL. Den gang holdet var en magtfaktor i ishockey, som de mange bannere der hænger under loftet – et for hver Stanley Cup sejr – er et tydeligt bevis på. Et såkaldt dynasti. Den tid med begejstring og glæde, skal de trofaste Montreal fans dog kigge langt efter nu. Sidste gang holdet kunne hæve det ultimative trofæ i ishockey, var i 92/93 sæsonen. Så det er mange år siden for et hold, der ellers har vundet mesterskabet hele 23 gange.

Men hvad har det så med Lars Eller at gøre? Ud over at han scorede 4 mål og blev også noteret for en enkelt assist i samme kamp.

Annonce

”At score 3 mål i en kamp er bestemt ikke dårligt. Men at score 4 det er altså noget af en bedrift. Det er ikke noget man ser så tit,” fortæller Jean-Pierre.

“Måske en eller to gange i løbet af en sæson, spredt ud på alle hold. Men det imponerede mig. Jeg har altid synes godt om Lars’ attitude. En hårdt arbejdende spiller, der aldrig brokker sig, selvom vi alle ved hvor svært det er at være rookie i Montreal. I Montreal gør man stadig tingene som i ’den gamle skole’. Man gør det svært for de unge spillere for at give dem karakter. Det virker bare ikke altid. Kun de mentalt stærke overlever,” uddyber Jean-Pierre.

Klappede med fra stuen
”Jeg blev glad på Lars’ vegne (over de 4 mål, red), men da han blev kåret til kampens bedste spiller af fansene selv og skulle ud på den traditionelle sejrsrunde, var det forfriskende at se ham omfavne øjeblikket. Hans ansigt lyste af begejstring. De fleste spillere sender bare den der attitude ud som nok bedst kan beskrives som ’endnu en dag på kontoret’. Ikke Lars. Knægten nød det virkelig. Og det gjorde fansene også. Ja selv mig i hjemme i stuen. Jeg overraskede mig selv ved at jeg sad der alene i stuen og klappede med som om jeg sad i hallen.”

”I det øjeblik gik det op for mig, at hvis jeg havde en søn der forsøgte at skabe sig en karriere i et land langt væk hjemmefra, i en fremmed kultur, blandt fremmede mennesker og toppen af det hele, i en hockey by hvor hockey er mere end en religion, så er jeg sikker på at jeg også ville vide at min søn gjorde det helt ok og dele denne milepæl. Så jeg synes det var vigtigt at fortælle hans far, at nu ved vi også at han er en god knægt og at han er værdsat af fansene herovre, som man tydeligt kunne se, da han fik stående bifald efter kampen. De er meget sjældne. Sidste gang det skete er nogle år siden, da Saku Koivu var tilbage i truppen efter en år lang kamp mod kræft.”

Halak og Eller
Da Lars Eller blev tradet til Montreal forrige sommer som sendte målmanden Jaroslav Halak den anden vej, var der stor uforståelse overfor det. Målmanden havde stået forrygende og nu gav man slip på ham. Noget der åbenbart er blevet normalt for Montreal i den senere tid og noget der måske kan forklare de manglende resultater.

”For at kunne forstå vores forhold til det trade, er det vigtigt lige at gå lidt tilbage i historiebøgerne,” fortæller Jean-Pierre.

”Vi har været vant til 80 år med enestående resultater. 23 Stanley Cup sejre. Det er alligevel noget. Det er i snit ca. én hvert 3. år. Montreal har altid været en storklub som de mange bannere og trøjer under loftet i Bell Centre er bevis på.  Men de sidste 20 år har været en lang række af dårlige beslutninger og ikke mindst trades. Det engang så fantastiske hold eksisterer ikke længere. Ældre fans som mig husker de år og hungrer efter at opleve dem igen. Så da den succesfulde målmand Jaroslav Halak blev tradet for et ukendt talent, var vores umiddelbare reaktion, at vi var vidne til endnu et dårligt trade. Halak var sat som taber på forhånd i sin kamp mod Carey Price om pladsen i nettet. Price havde ikke bevist noget endnu. Han havde masser af talent men ikke rigtigt hjertet med sig og havde en arrogant attitude. På den anden side var Halak meget diskret, havde talent lige over gennemsnittet men vigtigst af alt, havde han et hjerte på størrelse med Bell Centre.”

”Alle kan godt lide at se den undertippede som vinder. Halak var ret populær. Men vi vidste godt at Canadiens ikke kunne beholde to målmænd som egentlig er gode nok til førstevalget i mål. Og det var tydeligt at det blev Carey Price pga. sit talent. Men efter Halaks sæson havde vi alle forventet at der kom et stort navn retur. Men vi fik Lars Hvem?”

“En ting jeg ved er, at Montral fans altid foretrækker en lavprofil spiller, der har mindre talent men altid giver sig 110% på isen, end en højt profileret spiller med masser af talent, der spiller godt hver 3. kamp. Lars er den første type. Vi hører aldrig noget dårligt om Lars og gud ved at journalisterne her hele tiden prøver at finde noget på ham. På isen arbejder han altid hårdt. Nogle gange sætter træneren ham af  holdet helt ufortjent. Igen pga. den gamle måde at gøre tingene på her. De næste par kampe kommer han tilbage og spiller endnu hårdere. Men i takt med at hans selvtillid stiger, kan vi se hans færdigheder udfolde sig. Knægten har enormt meget potentiale og vi venter spændt på at se hvor langt han kan nå. Så der er ikke noget at sige til at han er blevet en populær spiller her.”

”Nu hvor Halak ikke gør det specielt godt i St. Louis, samtidigt med at Lars Eller er ved at udvikle sig til en fantastisk ishockeyspiller, ser det endelig ud til at Canadiens’ talentspejdere har ramt plet med deres valg,” slutter Jean-Pierre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top