Annonce


Drømmen om Islev får nyt liv
WEB_islev_.jpg
islev Islev skal fornyes gennem styrkelse af alle forstadens særlige attraktioner: Grønne områder, trygge offentlige rum, en god skole, idrætsfaciliteter, fællesskab og foreningsliv.

Arkitektkonkurrencen om fornyelsen af Islev blev afgjort i december. I torsdags blev vinderprojektet præsenteret for offentligheden på Rødovre Bibliotek. 
   Islev ligger som en collage af adskilte enklaver af parcelhuse, arbejdspladser, butikscenter og skole. 
 Bydelen ligger parallelt med de store indfaldsveje Slotsherrensvej og Islevbrovej og en ny akse, der går langs bydelen, skal nu være den røde tråd i det nye lineære byrum: Islev-ID.
   I torsdag blev de mange forslag afsløret på Hovedbiblioteket, og arkitekterne bag vinderprojektet forklarede om de planer, der skal samle områdets gode kræfter langs en identitetsskabende allé.
“Man skal zoome ud for at forstå hvad der foregår lokalt,” lød det bl.a. fra Søren Leth, partner i arkitektfirmaet SLETH, da han præsenterede projektet, inden han viste et luftfoto af området og udpegede den såkaldte ID-linie.
“Konkurrenceområdet fokuserer på en øst-vestgående linie langs Slotsherrensvej og Islevbrovej, og projekt Islev ID består af mange små ‘punktindgreb’ langs denne linie. Ideen er at trække centret ud over linien ved at bygge på boliger, sport, rekreation, uddannelse og erhverv. Vores forslag vil ikke etablere en ny bydel, men derimod lægge rammerne for en fornyelsesproces der skal foregå over en årrække,” forklarede han.
Projektets vision er at gentænke Islev som en aktiv bydel, hvor der skabes nye parkområder i forbindelse med en letbane, hvor belysning af offentlige områder anvendes til både at give fokus og interesse, samt skabe tryghed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top