Annonce


Vild udsalgsdag satte ny rekord
blackfriday_004_241117.jpg
Den store handelsdag 'Black Friday' satte igen i år besøgsrekord i Rødovre Centrum. 60.408 kunder besøgte centeret den 24. november. Foto: Tina Damidaviciute
sort rekord 60.408 kunder besøgte Rødovre Centrum på ’Black Friday’ og det er det højeste besøgstal i centerets historie.

Den store shoppingdag ’Black Friday’ har de senere år taget danskerne med storm. Landets butikker er for længst hoppet om bord i den amerikanske tradition, der altid ligger dagen efter Thanksgiving, og årets sorte fredag blev endnu engang en handelsdag, der sprængte rammerne for besøgende i Rødovre Centrum. For tredje år i træk var ’Black Friday’ med til at slå centerrekorden for flest besøgende på én dag.
”Black Friday’ var med til at slå rekord igen igen og vi kunne tydeligt mærke at vi har fået mange nye parkeringspladser. De ekstra parkeringspladser kan vi virkelig mærke på de helt store dage og i år oplevede vi ikke at kunderne, på samme måde som tidligere, havde problemer med at finde ledige parkeringspladser,” siger marketingdirektør i Rødovre Centrum, Charlotte Andersen.

Hygge eller kaos
Allerede tidligt fra morgenstunden var der trængsel i centerets handelsgader. Gode tilbud og nedsatte varer er omdrejningspunktet på ’Black Friday’, men Charlotte Andersen oplevede i år, i modsætning til de foregående år, at der fra kundernes side ikke kun var fokus på at shoppe amok, men at dagen også blev brugt på hygge.
”Det er helt klart min oplevelse. Det er ikke kun den her kaosdag, som alle taler om, men en dag, hvor man mødes og hygger sig. Det virkede som om, at kunderne gav sig bedre tid til at shoppe i år og det blev derfor en hyggelig dag og aften,” siger Charlotte Andersen om forrige fredags shoppedag, der altså satte ny besøgsrekord i centeret.

Annonce
Top