Annonce


Stem på én, som kæmper for velfærd i din hverdag!
lizette.jpg
Kvinder med Kant På tirsdag er en festdag! Demokratiets dag. Vi skal alle sammen sætte et vigtigt kryds. Vi skal bestemme og beslutte, hvem der skal sidde i byrådet her i Rødovre, og hvem der skal repræsentere os i Regionsrådet.
Fakta

Lizette Risgaard. Formand for LO i Danmark, mor med bopæl i Islev, Rødovre

Kvinder med Kant er: Lizette Risgaard, Lisbeth Zornig, Nilofer Abbasi og Trine Schierning

Det giver dig muligheden for at stemme på en kandidat, som kender din hverdag og dit arbejdsliv. Én, som vil kæmpe for flere praktikpladser, bedre normeringer og ordentlige arbejdsvilkår – og i en god balance, så pengene passer. 

Rødovre kommune har seks forskellige valgsteder. Og det er nærmest symbolsk, at vi skal sætte vores kryds enten på en skole, i hallen eller på plejehjemmet. For det er jo i høj grad de steder, vi har indflydelse på, når vi sætter krydset i morgen. 

Annonce

Vil din kandidat lytte til medarbejderne på skolerne, plejehjemmene og andre offentlige arbejdspladser? De er jo hverdagens eksperter! Derfor skal politikerne folde ørene ud, så fokus bliver på kernevelfærd frem for kontrolskemaer. Er det vigtigt for dig, at der både er tid til pleje OG en hyggelig snak hos vores gamle forældre på plejehjemmet? Så sæt dit kryds ved et parti, som kæmper for en mere værdig alderdom.

På landsplan mangler 12.000 lærlinge en praktikplads. Her i Rødovre ser det heller ikke for godt ud. Der er desværre slet ikke nok praktikpladser til de unge. Det skal gøres bedre. Det er så godt, at avisen her har startet et ”lokalt lærlingeløfte”, der skal få flere lokale virksomheder til at overveje, om de kan have en (ekstra) lærling/elev. Men det kræver også handling fra politisk side. Stem på en kandidat, som bekymrer sig om at skaffe flere pladser, så de unge kan komme videre med deres uddannelse. Vi ved, at vi kommer til at mangle flere end 75.000 faglærte om 10-15 år. Ja, inden for flere brancher mangler vi dem allerede nu! Praktikpladserne betyder selvfølgelig alverden for de unge og erhvervslivet, men bestemt også for vores by. Vi skal kunne tilbyde de unge en attraktiv læreplads her i området, så de har lyst til at blive og slå sig ned.

Uanset hvor vi er i livet, så påvirker valget vores lokale velfærd. Vi har brug for gode folkeskoler, så børnene klarer sig godt, og vores ældre skal have den hjælp, de behøver. Hvis vi er så uheldige, at vi mister vores job – eller endnu værre – slet ikke er kommet ind på arbejdsmarkedet – så er det helt afgørende, at vi har nogle politikere i kommunalbestyrelserne, som prioriterer, at jobcentrene tilbyder de arbejdsløse borgere hjælp til at komme i job. Det kan være gennem et relevant kursus eller uddannelse. Nogle gange er det det sidste, der skal til for at få nyt arbejde – at man får opdateret sin viden eller måske helt skifter spor.

Ja, der hviler et stort ansvar på vores lokalpolitikeres skuldre. Vi lægger vores lokale velfærd i hænderne på dem, og derfor er det vigtigt, at vi stiller krav. Men de skal ikke ‘bare’ overbyde hinanden. De skal realistisk ville sikre politisk fremdrift i vores kommune, med de kompromisser, det kræver. Urealistiske løfter kan vi ikke bruge til noget. Derfor skal min opfordring lyde: Stem på en kandidat eller et parti, der vil kæmpe for din hverdag, dit arbejdsliv og dine børns fremtid. Rigtig god valgdag!

Top