Annonce


Elevernes indeklima i næste valgperiode
debat Den 6. december 2016 bragte Lokalnyt en artikel om, hvor dårligt det står til med indeklimaet på folkeskolerne i Danmark.

Udover at dårligt indeklima er et regelbrud, betyder det også øget sygdom og dårligere læring. Nyheden blev bragt, fordi Danmarks Tekniske Universitet havde påvist, at luften er dårligere end det tilladte (CO2 niveau) i over halvdelen af landets klasser.
Hans Houmøller (Ø) stilte som forslag at undersøge, hvordan indeklimaet er på Rødovres skoler. Flemming Lunde Østergaard Hansen (S) var ”ikke afvisende for at igangsætte en lokal pendant til undersøgelsen.”

Kan ikke få luft
Der er nu snart gået et år og der er endnu ikke sket noget. Der er tre perspektiver på dårlig luft:
1) Det dårlige indeklima forringer markant den læring eleverne får i undervisningen. Der er simpelthen ikke nok ilt i luften og det går markant ud over elevers og underviseres koncentration. Det er en enorm belastning for eksempel for en 10-årig, der skal være i skole 33 timer pr uge.
2) Den manglende udskiftning af luft betyder, at der er markant flere bakterier og vira, som betyder flere sygedage for børn og voksne.
3) Dårligt indeklima er et regelbrud, som skal overholdes og som fører til påbud og nye undersøgelser, hvis det konstateres af Arbejdstilsynet.
Flemming Lunde spørger retorisk videre ”Men så bliver det næste spørgsmål: Hvad skal vi gøre ved de problemer, vi finder?”
Det korte svar er – dem skal I løse.
Der findes i dag meget lette metoder til at måle og konstatere om luft, temperatur og støj overstiger de gældende grænser. Udfordringen er, at det koster penge at løse. For det kan sagtens løses. Men det koster også penge at lade være. Den manglende læring, det større sygefravær og regelbrud koster også mange penge – særligt på lang sigt.
Jeg håber derfor, at formand, såvel som Børne- og skoleudvalget, vil påtage sig deres ansvar og undersøge samt udbedre problemer. Rødovre kommunes budskab er ’Sammen om Rødovre’. Hvis ordentlige forhold for børn og unge ikke er en kerneforudsætning for at sikre sammenhold, så ved jeg ikke, hvad er.

Annonce
Top