Sammen om Rødovre – men ikke for alle
debat Fra 1999 til 2015 har Rødovre Kommune inddrevet 687 mio. kr. i ekstra grundskyld ved opskrivning af grundskyldpromillen ved budgetforliget i 1998.

Forliget mellem S, SF og Radikale skulle indbringe kommunen en ekstraindtægt til ældreforsorg og især nye plejehjemspladser. ’Pengene vil altså ikke indgå i kommunens daglige drift, men låst på en såkaldt anlægskonto og kan kun frigives efter beslutning i kommunalbestyrelsen’, udtalte borgmester Erik Nielsen til Rødovre Avis den 23. september 1998.
Ønsket om en udbygning af plejehjemmet Ørbygård blev her nævnt. Jeg spurgte i Rødovre Lokal Nyt den 27. september (”Ingen nedsættelse af grundskylden”) om, hvad der er sket med de mange mio. kr. og hvad den høje grundskyld i Rødovre egentlig har gjort godt for? Men det står stadig hen i det uvisse.
Forleden holdt Sammenslutningen af Grundejerforeninger i Rødovre det årlige møde med Rødovre kommune om bl.a. budgettet for 2018 med deltagelse af borgmesteren samt økonomi- og personaledirektør Nikolaj Weyser Mortensen. I forbindelse med anlægsbudgettet for udbygningen af plejehjemmet Ørbygård optages der nu yderligere lån i 2018 og 2019 på 97 mio. kr., forklarede økonomidirektøren. Det var derfor nærliggende at spørge ind til, hvorfor man ikke først og fremmest brugte af den såkaldte lukkede kasse med grundskyldspenge. Nikolaj Weyser kendte dog intet til eksistensen af en sådan kasse. Borgmesteren indrømmede, at have læst mit avisindlæg, men nægtede at svare på det. Så kassen eksisterer altså simpelthen ikke og pengene er brugt til alle hånde formål?

Utrygge pensionister
I 2018 skal ejere og lejere i Rødovre til sammen betale 5,3 mio. kr. mere i grundskyld. Det bliver 1.650 kr. for en gennemsnitlig grundejer. Rødovre er den absolut dyreste skattekommune på Vestegnen, hvor grundskylden på 30,8 promille og kommuneskatten på 25,7% især tynger hårdt på grundejere og lejere i rækkehuse. Det er derfor ikke uden betydning at tale om nedsættelse af grundskylden, især over for pensionister. I otte ud af de ti kommuner, hvor ældre boligejere har indefrosset mest i grundskyld, er borgmesteren socialdemokrat. Hertil hører Rødovre med 145 mio. kr. Det underlige er, at S har pustet grundskylden op af hensyn til ældreomsorg og plejehjem, men derved har været med til at gøre tilværelsen utryg for pensionister i egen bolig. Det er derfor ikke uden grund, at Det Konservative Folkeparti ved årets budgetforhandlinger atter stillede ønske om en nedsættelse af grundskylden, som det trods alt er sket i en lang række Vestegnskommuner gennem de sidste mange år.

Annonce
Top