Børn skal tage fat i de gode voksne omkring dem når de har det svært
lisbeth-zornig.jpg
Kvinder med Kant Da jeg var barn på det yderste af Vestlolland, fik jeg ikke tanken om at bede om hjælp. Når min mor ikke kom hjem om natten, fordi hun var blevet alt for fuld på værtshuset, eller når min stedfar krøb ind under dynen til mig, faldt det mig ikke ind, at jeg kunne række ud til andre voksne.
Fakta

Lisbeth Malene Zornig Andersen (født 12. februar 1968 i Vanløse), er en dansk økonom, forfatter, tidligere formand for Børnerådet og debattør med fokus på udsatte mennesker.

Kvinder med Kant er: Lizette Risgaard, Lisbeth Zornig, Nilofer Abbasi og Trine Schierning

Når jeg fik min mor indlagt for 117. gang på Nakskov sygehus, fordi hun enten havde forsøgt selvmord eller var blevet gennembanket af en af sine mænd havde jeg ingen ide om, at jeg kunne bede sygeplejerskerne om hjælp til at få stoppet den vold eller fjernet mig fra den. En enkelt gang, da jeg midt om natten fik mor indlagt med ambulance, var der en sygeplejerske der spurgte til mig. Der var jeg omkring de 13-14 år. Jeg svarede, at der ikke var noget, hun kunne gøre. Og jeg er ikke enestående. Jeg har talt med et hav af mennesker, der er vokset op i meget udsatte familier, som ikke har rakt ud eller taget imod en udstrakt hånd. Som for eksempel Rolf, min partner i Huset Zornig, der som 12-årig sov på trappeafsatsen i et af husene i Kærrerne, fordi hans mor var taget til Roskilde og havde låst døren. Han fik ikke tanken om at banke på hos naboen og fortælle, at han var låst ude. Da han ikke kunne bryde døren op, endte han med at indrette sig der på afsatsen med en jævnaldrende kammerat.

 Jeg har tænkt rigtig meget over, hvorfor børn ikke rækker ud. Kontakter voksne og beder om hjælp. Er det fordi, de prøver at skjule, hvad der foregår? At de prøver at holde det hemmeligt? Eller får de bare ikke tanken om, at der findes andre mennesker end deres familie og forældre, der kan gøre noget for dem? Jeg tror på, at alle tre forklaringer gælder. Jeg personligt fik ganske enkelt ikke tanken om, at jeg kunne involvere for eksempel lærere eller pædagoger i, hvordan jeg havde det. Hvad jeg oplevede. Og jeg havde ingen anelse om, hvad forældre måtte gøre med deres børn, og hvad de ikke måtte.

Annonce

Jeg har de sidste fem år formidlet rigtig meget socialstof for at gøre voksne mere opmærksomme på at spotte udsatte børn. Det har været skønt og vist også nyttigt. Men jeg har også måttet konstatere, at  nogle børn bare er så gode til ikke at udvise de klassiske tegn på omsorgssvigt, at vi ikke ”kan spotte dem”. Vi kan jo kun spotte dem, der signalerer noget. Hvis vi vil have fat i alle børn, der mistrives, skal vi undervise børnene i, hvad voksne må gøre, og hvad de ikke må gøre. Vi skal fortælle børnene, at de skal tage fat i de gode voksne omkring dem, når de har det svært. De skal ikke gå med det selv. Ligesom at de ikke skal gå alene med svære hemmeligheder, der er blevet betroet af venner. Gør hemmelighederne ondt i maven, skal man sige det til en voksen. Er det hemmeligheder, der kilder i maven, behøver man ikke sige det videre. Hvor tidligt kan man undervise børn? Tidligt, vil jeg mene. Derfor har jeg netop udgivet en børnebog ”Hemmeligheder” til børnehavebørn sammen med min datter Freja, min gode veninde og billedkunstner Bolette og Red Barnet. Bogen handler om bjørneungerne Samson og Nanna, der går i bjørnehave. Samson har det godt derhjemme. Det har Nanna ikke. Nanna betror Samson en hemmelighed, som han får ondt i maven over. Dilemmaet for Samson er, om hvorvidt han skal sige det til de voksne. Om han gør det eller ej, skal jeg ikke afsløre, men han gør det rigtige. Bogen er blevet testet i en række institutioner i Vejen kommune, og den virker. Børnene deler det, der gør ondt i maven med de voksne. Man behøver ikke nødvendigvis læse vores børnebog – men du kan godt fra i morgen af fortælle børn, at der er gode voksne, der gerne lytter. Og at der er hjælp at hente. Måske får du reddet et barn – ligesom Samson og hans far gør – ved bare at minde børn om, at man rent faktisk godt kan sige noget. Og at det er helt okay.  

Top