Det er jo helt ude i hampen!
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Når man bliver blitzet af en fotovogn på Rødovrevej for at køre 53 km/t, så kommer der en bøde til bilens ejer. Selvom man ikke selv kørte bilen, så er det ejerens ansvar at betale bøden.

Når bandemedlemmer fra Loyal to Familia render rundt og skyder – og dræber – i gaderne, så kan man ikke bare sådan lige forbyde ‘foreningen’. ”Man kan jo ikke bare forbyde en forening, UDEN først at have sikret sig, at de er kriminelle. Det er jo trods alt en retsstat, vi lever i!”
Jov, men forlange, at JEG skal betale min kones fartbøde, fordi hun kørte for stærkt i MIN bil – det er der overhovedet ikke noget juridisk problem i. Nu har min kone så – for en god ordens skyld – ikke kørt for hurtigt på Rødovrevej. Det var faktisk på Jyllingevej og i hendes egen bil…
Hvor fanden er den sunde fornuft blevet af?
Det er jo ikke ligefrem Dansk Vandrelaug eller Dansk Naturfredningsforening, vi er ved at ulovliggøre. Det er vel for fanden en flok kriminelle, som har taget deres lorte hash-krig ud på vores gader?
Nu er Islev en del af visitationszone. Islev? det fredelige kvarter (ikke på nogen måde at forveksle med et kedeligt kvarter i starten af udkants-Danmark). Skal man nu passe på ikke at låne naboens hækkesaks, af frygt for at politiet konfiskerer den på vej tilbage til din matrikel.
Nu har Justitsministeriet så udtalt, man regner med, man om 6 måneder (SEKS MÅNEDER) er klar med et forbud mod Loyal to Familia. Deres medlemmer ryger ind og ud af fængsler, de har ramt almindelige borgere i kugleregn og dræbt rivaler – og stadig skal Justitsministeriet bruge 6 måneder på, lige at være sikre på, at LTF nu er en kriminel forening.
Jeg bliver altså heller ikke rørt over at se, rockergruppen Bandidos donation på 60.000 kroner til ”Knæk Cancer”. Jeg ved godt, at Bandidos jo ikke er en kriminel forening, men blot en motorcykel-forening, hvor en masse mennesker på overførelsesindkomst og med hang til læderveste og tatoveringer, blot hygger sig med deres fælles interesse for motorcykler i 500.000 kroners klassen. Tænk en gang, så har de siddet der i deres faldefærdige klubhus og drukket lunkne Netto-
bajere og set ”Knæk Cancer” og alligevel har de formået at skillinge sammen af deres sparsomme kontanthjælp for at kunne donere 60.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse.
Så sidder man der – som lovlydig borger med et eneste medlemskab som er Samvirke – i sofaen lørdag aften med familien og slikskålen og ser, hvordan en flok kriminelle lige skaffer sig et skattefradrag på 30.000 kroner. Hvidvaskning på statsfinansieret TV i
Prime-Time. Flot.
Nu tror jeg, at i stedet for at gå på arbejde og betale min SKAT, så planter jeg sgu Marihuana i hele køkken-
haven, som jeg så sælger på P-pladsen bag Valhøj Skole. Men inden da, skal jeg lige danne en forening – jeg kunne jo kalde den for ”Loyal to Børn på Stoffer”, ”Banditten” eller ”Helles Engle”, for så er det faktisk helt legitimt at drive kriminel virksomhed i Danmark.
OK jeg har så ÉN udfordring. Det er at jage de hashhandlere væk som allerede nu driver forretning fra Valhøj Skoles P-plads om aftenen. Men hey, det er jo helt legitimt at skyde dem – så længe man blot er en forening. Det skal nok gå fint.
Man kunne jo også bare
bede politiet kigge på P-pladsen ved Valhøj Skole – men de har sikkert travlt med at endevende foreningsvedtægterne for Loyal to Familia.

Top