Annonce

Russisk sportskanal besøgte Rødovre
WEB_russisk-Mariya-roedovre_011_061017_BP.jpg
Mariya Bass fortæller, at dokumentarprogrammet om Danmark bliver yderst positivt. Foto: Brian Poulsen
ishockey Fordi Danmark er værter for VM i ishockey, var Ruslands største sportskanal på besøg i VM-hovedstaden, hvor de blandt andet kom forbi Valery Bragins tidligere klub, Rødovre.

 

Mariya Bass og Nikita Borodin fra Ruslands største sportskanal Match TV var i sidste uge på besøg i Danmark, hvor de så nærmere på værterne for det kommende VM i ishockey i maj 2018.
”Vi har været i København i en uge. Selvom Danmark er et forholdsvist lille land, er det altså ikke så lille, at man kan få alt med på en uge. Vi kunne sagtens bruge mere tid, hvis vi ville have mere med,” er de to reportere enige om.
Udsendelsen er en dokumenter, som de forventer bliver set af 8 millioner seere, som trofast følger sportskanalen.
”Dokumentprogrammet er til vores millioner af ishockeyfans, og vi forventer at flere tusinde vil rejse til Danmark, når der spilles VM til maj,” siger Mariya Bass. Hun fortsætter:
”Dokumentaren er en service til de fans, som vil til Danmark og se VM. Vi fortæller om de mange spændende kulturelle muligheder, maden og steder, som de ellers bør besøge, når de er i København.”
De to journalister har haft en hektisk uge, men samtidig en god oplevelse.
”Det er et smukt land, men her er virkelig dyrt. Vi har mødt mange søde mennesker, som har vist København fra sin bedste side, så vi kan godt love, det bliver et positivt og inspirerende indslag,” siger Mariya, mens Nick supplerer:
”… og koldt.”
”Det er rigtigt,” siger Mariya Bass:
”Men jeg har studeret i Sankt Petersborg og det er tilsvarende koldt der, så det er ikke så slemt for mig,” siger hun og griner.

Annonce

Nikita Borodin går tæt på en af Rødovres mesterskabspokaler. Foto: Brian Poulsen

Bragin roste Rødovre 
Ruslands U20 landstræner og tidligere spiller samt træner i Rødovre, Valery Bragin, er årsagen til, at journalisterne er kommet til Rødovre Skøjte Arena.
”Både Bragin og Kulagin er to store ishockeypersonligheder i Rusland og de har begge været i Rødovre. Inden vi tog til Danmark, talte vi med Bragin og han roste ishockey-kulturen i Rødovre, som også har opfostret flere dygtige ishockeyspillere, blandt andet nogle til NHL. Det er der stor respekt for i Rusland,” forklarer Mariya Bass, som blandt andet har styr på, at Lars Eller spiller sammen med russernes mest populære ishockeyspiller Alexander Ovechkin.
”Ja, vi har også interviewet Olaf Eller, som Bragin har anbefalet. Vi forsøger nemlig også at sammenligne dansk og russisk ishockey, for det er utroligt, Danmark kan være med i verdenseliten, når landet er så lille og den sammenligning er interessant,” siger Mariya Bass og Nikita Borodin, der håber, deres chef sender dem tilbage til Danmark, når der spilles ishockey VM til maj.
“Så håber vi, at vi får mere tid til at komme ud i naturen og se mere på jeres smukke land,” siger de to russiske journalister, som ikke ved, hvornår dokumentarprogrammet bliver vist på sportskanalen.
Når det sker, kan man se det på matchtv.ru

kommentarer

Top