Annonce

90’er festen rykker til Espelunden
90er-fest_IN-63.jpg
Til næste år flytter den store musikfest fra rådhusplænen til fodboldbanerne i Espelunden. Foto: Arkiv
90'er fest Det er en gammel tanke, som arrangørerne af ’Vi Elsker 90’erne’ nu fører ud i livet. Til næste år flytter den store musikfest fra rådhusplænen til fodboldbanerne i Espelunden.

Det er slut med 90’er fester på rådhusplænen, men ikke slut med 90’er musik i Rødovre. Koncertarrangørerne bag den uhyre populære musikfest offentliggjorde mandag, at festen flytter til de grønne fodboldbaner i Espelunden.  

”Hvis vi skal afholde en fest som vi gerne vil, er der kun et sted i Rødovre, hvor det kan lade sig gøre,” siger stifter af 90’er festerne, Riffi Haddaoui, der skævede til Damhusengen og Rebæk Søpark, men i sidste ende ikke var i tvivl om, at Espelunden var eneste reelle mulighed.

Annonce

Pladsmangel på rådhusplænen har de senere år været et åbenlyst problem og det drager arrangørerne nu konsekvensen af.  

Rødovre Kommune har nikket ja til planerne og Riffi Haddaoui ser frem til at kunne invitere musikfest, hvor der er mere albuerum, end publikum har været vant til på rådhusplænen.
”Det har været vigtigt for os at blive i Rødovre, for det er her festen skal starte. Espelunden ligger i smukke omgivelser og har en størrelse, der gør det helt oplagt at flytte festen,” siger Riffi Haddaoui om planerne.

Plads til 25.000 

Der står ingen fredningsmæssige hindringer i vejen for, at en koncert kan afvikles på banerne ved Vestvolden.
I Espelunden får holdet bag ’Vi Elsker 90’erne’ lagt mere plads at boltre sig på, når der skal bygges scene og gøres plads til salgsboder og hvad der ellers hører en festival til

”Man skal ikke stå som sild i en tønde til en musikfest som vores. Det oplevede for mange desværre i år på Rådhusplænen. I Espelunden bliver der flere ståpladser og større områder, hvor man kan sidde på sit tæppe. Vi leverer en 13-timers fest, så man skal have et sted, hvor man kan plante sig i løbet af dagen,” siger Riffi, der spår at de nye opgivelser ved Vestvolden vil give plads til op mod 25.000 mennesker.
Helt så mange forventer arrangørerne dog ikke at samle.
”Vi havde publikumsrekord i Aarhus, hvor vi var 15.000 samlet. Den rekord vil vi gerne slå,” siger Riffi. Hvis mere end 15.000 mennesker til foråret skal synge med på 90’er sange i Espelunden kræver det et slagkraftigt line-up og Riffi Haddaoui forsikrer at plakaten nok skal blive fyldt med prominente navne, uden at afsløre, hvilke bands og artister, som de forsøger at lokke til Rødovre i 2018.
”Vi skruer op for festen i Rødovre til næste år på alle parametre. Det kan jeg godt love. Rødovre har et større budget end de andre byer og der vil komme artister i Rødovre, som der ikke kommer til at spille i de øvrige byer,” siger han.

Det er endnu ikke fastlagt, hvor festen præcist vil skyde op til næste år, men området ved banerne for enden af Rødovre Parkvej nævnes af Rødovre Kommune som en oplagt mulighed.

kommentarer

Top