Annonce

Dansk Folkeparti: “Muslimer er ødelæggende for den vestlige Verden
valgmoede-nyagerskole_087_061017_RED.jpg
SÅ ER VALGKAMPEN IGANG: Der var god ro og orden i starten af valgmødet på Nyager Skole, men det endte ret kaotisk, da elever provokerede Dansk Folkepartis kandidat til at sige, at muslimer ødelægger den vestlige verden. Foto: Red
Kommunalvalg Dansk Folkepartis kandidat fik små skoleelever til at forlade valgdebat i tårer, efter at han inddirekte havde sagt, at de smadrede den vestlige Verden. "Det var ikke det jeg mente," understreger Kim Hammer, der er ked af episoden.

Det endte i ren kaos, da Nyager Skole i fredags kickstartede valgkampen med en paneldebat blandt udvalgte lokalpolitikere.
Bølgerne gik til sidst så højt, at skolen efterfølgende undskylde til forældrene i de ældste klasser.
“Vi har i dag haft vælgermøde på skolen for hele udskolingen. På dette vælgermøde fik en af kandidaterne, sagt, at muslimer er ødelæggende for den vestlige Verden. Denne kommentar påvirkede naturligvis mange af vore elever,” skriver skolen på Forældreintra.
Og det er måske så meget sagt.
En mor til en elev i 7. klasse er mildest talt rystet over, at et politisk arrangement, kan ende med, at hendes datter kommer hjem og fortæller, at hun har set mange andre elever forlade mødet grædende.
“Det er super flot af skolen, at de opfordrer børnene til, og giver dem mulighed for, at blive aktive deltagere i demokratiet. Bare ærgerligt, at en af byrådskandidaterne fra Dansk Folkeparti i panelet åbenbart ikke respekterede, at det var børn, som ikke bør gå grædende fra sådan en oplevelse,” siger Gunver Sommer til Rødovre Lokal Nyt.
Selv føler Kim Hammer, som var årsag til det følelsmæssige oprør, at han er blevet misforstået.
“Jeg har ikke sagt, at det var muslimer, som ødelagde den vestlige Verden. Jeg sagde, at det var Islam,” starter han.

Vi havde en udsending til stede i salen, som har citeret dig for at sige, at det var muslimer?
“Det er i hvert fald ikke det, jeg har ment,” undskylder Kim Hammer og forklarer:
“Jeg er ked af, at det endte sådan, og der manglede styr på hele arrangementet. De blev ved med at spørge og spørge til nationale emner i stedet for kommunale, og jeg mener, at religionen Islam er farlig for vesten med den indvandring, der er i øjeblikket.”

Annonce

Hvorfor er den det?
“De der imamer, der prædiker i friskolerne. De hadprædker over det danske samfund. Det er farligt for det vestlige samfund. De vil overtage…De kender ikke til sort og hvidt. Vi som er såkaldte kristne, lever ikke efter en bog, som de gør med eksempelvis Sharia. De lever efter koranen. Vi bruger vores sunde fornuft og lever et almindeligt liv. Der er mange mennesker, som lever efter koranen, og det er farligt for det danske samfund, fordi det er kvindeundertrykkende og ikke demokratisk,” understreger Kim Hammer.

Er det ikke racisme?
Rødovre Lokal Nyts praktikant, Andreas Bendtsen, var til stede under hele forløbet og skrev flere gange til redaktionen, at det var ren kaos og skænderi i salen.
“Og så sagde han, at muslimer er ødelæggende for den vestlige Verden. Er det ikke rascisme,” var det første praktikanten spurgte om, da han satte sig til rette foran computeren.
Kim Hammer synes selv, at man skal se svaret som en del af den kontekst det blev givet i.
“Jeg har det selvfølgelig ikke godt med, at nogle af eleverne er blevet kede af det, og jeg vil tænke mere over, hvad jeg siger næste gang. Især hvis der er børn til stede, men jeg føler også, at jeg personligt blev angrebet og, at lærerne lod det handle om landspolitik. Det sagt, så er jeg stadig ked af, hvis nogen blev stødt,” slutter han.

kommentarer

Top