Annonce

Erhvervsforening har vokseværk
formand-roedovreerhvervsforening_01_180413_BP.jpg
Netværksmøder og faglig sparring er to af grundene til, at Rødovre Erhvervsforening i øjeblikket oplever medlemsfremgang. På billedet ses formand Carsten Corinth. Foto: Arkiv
Rødovre erhvervsforening Rødovre Erhvervsforening har det seneste år haft fokus på vidensdeling, sparring og faglige aktiviteter, det kan ses på medlemstallet, der er støt stigende.

Der er godt gang i Rødovre Erhvervsforening, der i løbet af det sidste år har fået godt 10 procent flere medlemmer, så foreningen i dag tæller 114 medlemsvirksomheder.
Ifølge erhvervsforeningens formand, Carsten Corinth, der til dagligt driver Benconi Vinimport, skyldes medlemstilvæksten, at erhvervsforeningen har etableret erhvervsnetværk og generelt er blevet bedre til at lytte til medlemmernes ønsker.
”Tidligere har vi mest haft fokus på sociale arrangementer, hvor vores medlemmer kunne mødes og netværke til den årlige sommerfest og til nytårsgalla på Rødovregaard. Det er altid store succeser, når medlemmerne mødes uformelt og der er blevet lavet mange gode aftaler, når der hyggesnakkes over et glas vin,” forsikrer Carsten Corinth, der dog fandt ud af, at medlemmerne også efterspurgte andre ting.
Sidste år gennemførte Rødovre Erhvervsforening nemlig en medlemsundersøgelse for at finde ud af, hvad foreningen kunne gøre anderledes og her var der et stort ønske om flere netværksmøder og mere faglig sparring.
”De ønsker tog vi til os og efterfølgende er der blevet startet et lokalt netværk, hvor medlemmerne 10 gange årligt kan mødes og sparre med hinanden. Der bliver drøftet forskellige emner og det er alt lige fra, hvordan man håndterer SKAT til hvordan man afvikler gode jobsamtaler,” siger Carsten Corinth, inden han tilføjer:
”Vi har mange mindre erhvervsdrivende, der har behov for at tale med andre erhvervsdrivende om de problemer og udfordringer de har i dagligdagen og vi oplever at disse netværksmøder er meget populære,” siger han.

Det gode netværk
Ambitionen er at nå 150 medlemmer indenfor to år. Et mål som Carsten Corinth bestemt mener er realistisk.
”Jo flere vi er, jo stærkere vægter vores stemme og derfor håber jeg at endnu flere virksomheder vil blive en del af vores forening,” siger formanden, der senere på måneden inviterer alle borgere på Rødovregaard, når Rødovre Erhvervsforening og Rødovre Erhvervsråd den 25. oktober inviterer til dialogmøde og den årlige uddeling af ’Rødovre Erhvervspris’ der bliver tildelt en lokal virksomhed, der har udmærket sig det forgangne år.
Allerede i næste uge har medlemmerne dog mulighed for møde andre virksomhedsejere og få et indblik i arbejdsgangen på Christiansborg, når et erhvervsnetværk for virksomheder i Københavns Omegn inviterer til middag og debat om det vækstboost, som den kommende letbane forventes at medføre. Arrangementet finder sted den 10. oktober fra klokken 17.45 og er organiseret af den lokale folketingspolitiker Morten Bødskov (S), der også er er formand for Erhvervs-, Vækst- og eksportudvalget.

Annonce

Tømrervirksomheden HSR Tømrer og Partner blev sidste år hædret med titlen ‘Rødovre Erhvervspris 2016’. På billedet ses virksomhedens stifter Henrik Skriver Rasmussen. I næste uge præsenterer vi årets nominerede.

kommentarer

Top