Vandtårnet får kunst-belysning
Vandtårnet-belyst.jpg
Hvis tidsplanen holder vil Vandtårnet lyse op på Tårnvej i december måned. Foto: Rødovre Kommune
vandtårnet Vartegn skal der værnes om. Derfor har Kommunalbestyrelsen besluttet af afsætte 700.000 kroner til kunstnerisk belysning af Vandtårnet.

Rødovre Kommune vil gerne skabe opmærksomhed omkring Vandtårnet. Inden årets udgang skal LED-belysning derfor sørge for, at tårnet træder frem på afstand på en stilfuld og kunstnerisk måde. Det besluttede en enig kommunalbestyrelse tirsdag aften.
Med LED-belysningen er det kommunens håb, at det oplyste tårn vil skabe en smukkere og mere attraktiv by og give Rødovre mere identitet.
”Det er ikke alle bygninger det er smart at belyse, men i dette tilfælde tror jeg, at vi kommer til at få et vartegn der vil fremstå smukt med belysning. Vandtårnet er jo lige blevet malet, og jeg tror at lyset vil få tårnet til at fremstå på en stilfuld måde,” fortæller borgmester Erik Nielsen (S) om tiltaget, der forventes at koste Rødovre Kommune 700.000 kroner.  

Ikke et blinkende tivoli
Rødovre Kommune har fået afprøvet flere belysningsforslag, og har valgt en model, der i forhold til i dag, i langt højere grad vil understrege og fremhæve tårnets unikke form og udtryk. Vandtårnet vil blive pakket ind i LED-lyskilder fra top til tå, og kommunen har valgt, at byens gamle vandtårn skal lyses op af en ’varm hvid’ farve.

Annonce

Den kommende LED-belysning kan skifte farve som Rødovre Kommune ønsker det, og det er ikke utænkeligt at tårnet får en rød glød, når kommunen næste år inviterer til ’Rødovredagen’ i september. Borgerne skal dog ikke forvente farveskift og blinkende lys på ugentlig basis.
”Meningen er ikke, at vi skal lave et tivoli, der skal stå og blinke. Tårnet kan skifte farve, men det vil kun blive i særlige tilfælde. For os er det vigtigste, at Vandtårnet kommer til at fremstå stilfuldt og enkelt, for tårnet er smukt i sig selv,” siger Erik Nielsen.

Hvis tidsplanen holder vil Vandtårnet lyse op på Tårnvej i december måned.

Top