Annonce

Nyt forskningsprojekt for et røgfrit Rødovre
rygning01_301110_BP.jpg
Rødovre deltager i stort forskningsprojekt om rygestop Foto: Arkiv
rygning Er kolde kontanter motivation nok til at få rygere til at kvitte smøgerne? Det skal et nyt forskningsprojekt nu undersøge.
Fakta

Den seneste sundhedsprofil viser, at tre ud af fire borgere i Rødovre ønsker at holde op med at ryge.

Rødovre Kommune har i mange år tilbudt borgerne gratis rygestopkurser med god succes, men antallet af rygere falder ikke så stærkt mere.

Samme udvikling ses i resten af landet og derfor deltager en række af landets kommuner i forskningsprojektet ”Rigere uden røg”, hvor det undersøges, om en økonomisk gulerod kan få flere borgere til at blive røgfri.

Inspirationen til projektet stammer fra udlandet. Blandt andet har ansatte i amerikanske virksomheder fået, hvad der svarer til 10.000 kroner for at stoppe med at ryge.

Frederiksberg, Helsingør og Halsnæs Kommune afprøver at belønne borgere i form af gavekort, som kan gennemføre et rygestopkursus og være røgfri i seks uger, mens Rødovre, Odense og Gladsaxe fører oplysningskampagne.

TrygFonden sponsorerer projektet med 2.188.102 kr., som begynder i januar 2018. Projektet ledes af Charlotta Pisinger, forskningsoverlæge ved Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Region Hovedstaden.

Sammen med fem andre kommuner er Rødovre Kommune en del af et nyt forskningsprojekt, der skal forsøge at bevare spørgsmålet; Kan man få flere til at stoppe med at ryge ved at give dem penge i hånden?

Projektet er støttet af TrygFonden og involverer i alt rygere fra seks kommuner. Mens tre kommuner giver rygerne en kontant belønning for at stoppe, fortsætter Rødovre Kommune og to andre kommuner med at oplyse borgerne om fordelen ved de gratis rygestoptilbud.    

Annonce

Kommunernes resultatersammenlignes efter et år og bruges til at vurdere, om den økonomiske belønning er vejen frem til et røgfrit liv. Og der er gode grunde til: Rygning slår hvert år knap 14.000 danskere ihjel, hvilket svarer til hvert fjerde dødsfald.

Formanden for Social og Sundhedsudvalget, Britt Jensen (S), glæder sig over Rødovres deltagelse i forskningsprojektet.
”Den sociale ulighed i sundhed er særlig tydelig på tobaksområdet og derfor ser vi frem til at kunne bidrage til forskningen. Selvom vi ikke giver borgerne en direkte økonomisk belønning, så vil borgerne efter et rygestop få råd til meget mere”, siger Britt Jensen, og tilføjer: ”Vi ved, at der er fem gange større chance for at blive røgfri med professionel rådgivning. Vi håber, at vores oplysningskampagne kan inspirere flere rygere til at benytte kommunens gratis rygestoptilbud,” siger hun i en pressemeddelelse.

Første gang i Danmark
Det er første gang, at rygere i Danmark tilbydes en økonomisk belønning, hvis de dropper røgen.
” Vi ved, at rygning stadig er den største udfordring for folkesundheden. Derfor bliver vi nødt til at blive ved med at undersøge, hvordan vi hjælper med at nedbringe antallet af rygere, og især dem der har sværest ved at stoppe. Derfor er jeg glad for, at vi nu bevæger os ned af endnu en ny sti, som forhåbentlig kan få flere til at stoppe med at ryge,” udtaler forskningsoverlæge Charlotta Pisinger, Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed.

Rødovre-borgere der gerne vil stoppe med at ryge, kan kontakte Rødovre Sundhedscenter på tlf. 36 37 81 90 eller tilmelde sig et rygestopforløb på rk.dk/sundhedscenter.

kommentarer

Top