Annonce
Danmarks stærkeste mand ville fylde 100 år i dag
carlo.jpg
Carlo Bentsen har stået model til flere skulpturer. Foto: Privat
model Han har gået på hænder op i Rundetårn. Og ned igen. Han har løftet en elefant op af grøften i Zoologisk Have, men havde stadig kræfter til at bære sine fire børn. Han er bryggeriarbejderen, der næsten aldrig drak. Han er atleten på Genforeningspladsen og i dag ville Danmarks stærkeste mand være fyldt 100 år.

Min far er stærkere end din far,” siger børnene altid til hinanden i skolen. Carlo Bentsen fra det sidste lille rækkehus i Carlso måtte med jævne mellemrum cykle forbi skolen og bevise de mange kræfter ved lige at hoppe fra bord til bord i klasseværelset – på sine hænder.
Engang – eller faktisk flere gange – var han dansk mester i vægtløftning, men det var aldrig rigtig noget han snakkede om.
Når man går ud af 3. klasse, og må klare sig selv, er det ikke så vigtigt, hvad man laver, bare man sørger for at blive god til det.
“Man skal være medlem af et fællesskab og dygtiggøre sig for noget man kan lide,” sagde han altid.
Selv var han dygtig til det meste, hvis man måske lige ser bort fra madlavning og kortspil. Der var det Gerda, der var Verdensmester.
Carlo selv var dog altid i hopla, hvad enten det var de mange forskellige idrætsgrene han kastede sig over, eller de mange skolehjem-samtaler, der følger med at opfostre et kuld børn i efterkrigstidens Rødovre.
Han hadede John Wayne og ville helst ikke være med på for mange fotografier. Til gengæld er han foreviget som modellen til en række flotte danske statuer.
Heltene Skipper Clement og Søren Kanne er bare nogle af dem, der fik en lidt bedre krop at blive husket for, da Carlo stod model til deres skulpturelle forevigelse. Atleten på Genforeningspladsen – et lille hurtig sprint fra Rødovre – er en anden.
Skulpturen fra 1945 skulle oprindeligt have heddet Den tungsindige Atlet, men dengang lige efter tyskernes overgivelse, og ét år før modellens første mesterskab, var der ikke meget tungsindigt at spore i de markante ansigtstræk.
Det var der måske, da en rygskade betød 10 års pause fra de tunge vægte, til Danmarks stærkeste mand, men når viljen er stærkere, end selv landets stærkeste muskler, kan man da bare komme tilbage 10 år senere og generobre titlen.
For sådan var det med Carlo, der ville være fyldt 100 år den 10. august 2017. Selv da han blev gammel, og faldt på sin cykel igen og igen, blev han ved med at cykle til Langhuset efter avisen, et formbrød og et rosenbrød. Ved festlige lejligheder blev det også til en borgmesterstang, selvom politik ikke rigtig var noget de gamle snakkede højt om. “Vi stemmer på A, for det har vi altid gjort,” sagde Gerda altid, når Carlo snakkede uden om. Og så gik morfar ud i haven og slog et par kraftspring. Af en mand, der hele tiden stod på hænder på byens hustage, havde han nemlig altid fødderne solidt plantet på jorden.

kommentarer

Top