Annonce
Fra Rødovre til flygtningelejr
flytningelejr1.jpg
20-årige Rasmus Lauge Hansen fra Rødovre besøgte i foråret en flygtningelejr i Jordan. "På trods af, hvor hyggelig jeg syntes, at lejren var, så må denne usikkerhed være ubærlig. Jeg har efter denne tur lært, at det at have noget at vende tilbage til er noget, som jeg tog alt for givet," skriver Rasmus Lauge Hansen. Foto: Omar Chatriwal
indblik Rødovreborgeren Rasmus Lauge Hansen har besøgt en palæstinensisk flygtningelejr i Jordan. Det fik tankerne på gled.

Jeg står i en palæstinensisk flygtningelejr i Jordan. Den er ikke, som jeg havde forestillet mig. Jeg havde forestillet mig telte med dårlige forhold, men der er bygget huse. Husene er den klassiske sandfarve, som også kendetegner resten af jordanernes boliger. Der er endda butikker i flygtningelejren, og det er ejeren af en tøjbutik, som sælger herretøj, jeg skal snakke med. Han hedder Sulaiman Saleh Hualwa. Han er palæstinensisk flygtning og bor i flygtningelejren. Jeg er nervøs, fordi det er nogle følsomme spørgsmål om Palæstina og den krise palæstinenserne oplever, når de ikke må rejse hjem, jeg skal stille. Jeg tager en dyb indånding og begynder interviewet. Allerede andet spørgsmål skyder han ned:
“Hvordan har du det med, at Jordan er blevet en mere permanent løsning i stedet for en midlertidig løsning?” – Sådan lød spørgsmålet.
“Spørgsmålet er ikke fair. Jordan er ikke den permanente løsning for palæstinenserne og har aldrig været det. Du skulle have lavet bedre research,” svarede han.
Dette var starten på min rejse i den palæstinensiske flygtningelejr. Gennem Vallekilde Højskole fik jeg, sammen med resten af journalistholdet, mulighed for at besøge flygtningelejren. Den er som en lille by. Der er mange smalle gader, som slynger sig ned gennem flygtningelejren, hvor det er svært, hvis ikke umuligt, at gå tre på række. Husene er slidte, men det gør lejren hyggeligere, fordi stedet virkelig har personlighed. Men på vejen gennem de smalle gader, ser jeg, at der er en skole. Børnene spiller noget, som minder om basketball i skolegården. Det er en skolegård, som ligner alle andre skolegårde. Vi bliver vist ind i et klasseværelse, hvor der er undervisning for en pigeklasse. Da vi kom ind var opmærksomheden fra de smilende børn med det samme rettet mod os. Vi spurgte ind til, hvad de gerne vil lave i fremtiden, og svarene var de klassiske, som man også får fra danske skolebørn: Læge, skolelærer, ingeniør. Det hele virkede godt, og de virkede glade.

Butikker og gader
Men noget der begyndte at undre mig var, at det var en flygtningelejr, hvilket får det til at lyde meget midlertidigt. Men der var bygget huse, og der var butikker, så det virkede ikke spor som en tempo- rær løsning, men nærmere som en permanent en af slagsen. På trods af, at flygtningelejren virker som en permanent løsning, så er det beundringsværdigt, hvordan palæstinensere holder fast i håbet om, at de på et tidspunkt vender tilbage til Palæstina. De palæstinensere, som jeg snakkede med, var alle fast besluttede på, at de lever i Jordan midlertidigt, og at de nok skal vende hjem til Palæstina en dag. Der var flere af de palæstinensere, som jeg snakkede med, som aldrig havde været i Palæstina, men håbet for dem er der stadig.

Lever med usikkerhed
Men livet i den lille by, som er flygtningelejren, må også indeholde en masse usikkerhed. På trods af, hvor hyggelig jeg syntes, at lejren var, så må denne usikkerhed være ubærlig. Jeg har efter denne tur lært, at det at have noget at vende tilbage til er noget, som jeg tog alt for givet. De må leve med usikkerheden med, at de ikke ved, hvornår eller om de overhovedet kan vende tilbage. Det er også noget, som jeg derfor sætter mere pris på nu. Jeg vidste, at når jeg kom hjem fra Jordan eller hvilket som helst andet land, så ville jeg have trygge rammer i Rødovre at vende tilbage til. Hvorimod, at palæstinenserne må leve med, at de ikke ved, om eller hvornår de kan vende tilbage.

kommentarer

Top