Annonce
Tricktyvene hærger fortsat
politi_007_190516.jpg

En bølge af tricktyverier hærger ind over Rødovre denne sommer

En bølge af tricktyverier hærger ind over Rødovre denne sommer Foto: Brian Poulsen
Tricktyveri Aldrig før har vi her i avisen måttet advare om så mange tricktyverier i Rødovre, som i de sidste to uger. Lørdag den 29. juli gik det ud over en 82-årig dame foran hendes hjem på Medelbyvej. Nu efterlyser politiet vidner og gerningsmænd. 
Vær skeptisk


Trick- og gadetyve er snu og finder på mange påskud for at stjæle på gaden eller i hjemmet. Københavns Vestegns Politi opfordrer borgerne til at følge nogle enkle råd for at beskytte sig mod de langfingrede:

  • Vær skeptisk, når ukendte personer henvender sig – hjemme og på gaden. 
  • Åben kun døren for folk, du kender. Brug dørspion eller spørg til ærinde uden at åbne. Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere mv. – spørg gerne efter legitimation. Skilt ikke med, du bor alene – skriv kun forbogstav og efternavn på dørskiltet. 
  • Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved indkøb mv. og hold pungen tæt til kroppen. Skjul altid din pinkode og opbevar den aldrig med dit kort. 
  • Gå ikke rundt med store værdier – og lad dem ikke ligge fremme hjemme. 

 

Én ting er sikkert. Tricktyvene holder ikke ferie, og Rødovre er ét af de steder, som er hårdest ramt af de skruppelløse tyverier. Nu advarer politiet alle, især ældre, om at være på vagt. 

Samtidig efterlyser man vidner, der kan hjælpe med at finde frem til den mand, der snød en 82-årig kvinde foran hendes hjem på Medelbyvej den 29. juli. 

“Damen blev opsøgt af en mand, som spurgte, om damen ville have hjælp til at bære sine varer indenfor. Da manden var gået, kunne damen konstatere, at hun havde fået stjålet sit dankort og sin mobiltelefon. Da damen ringede til sin bank for at spærre kortet, var der allerede foretaget en større kontanthævning,” oplyser Københavns Vestegns Politi. 

Manden beskrives som en dansk mand på 180 centimeter. Han er mellem 30 og 35 år, skaldet og havde mørke øjne. Han var iført en sort, langærmet bluse med rund hals samt sorte bukser. Han kørte på en sort damecykel uden logo/mærke og uden cykelkurv.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse i dagtimer eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

 

 

Ring hurtigt til politiet, hvis du oplever noget mistænkeligt: 43 86 14 48 eller 114. Ring Alarm 1-1-2 hvis det sker akut.

 

kommentarer

Top