Annonce
På patrulje for unges arbejdsforhold
HK-1.jpg

Der var styr på sagerne i Rødovres butikker. Her er det Netto, der får et tjek.

Der var styr på sagerne i Rødovres butikker. Her er det Netto, der får et tjek. Foto: Privat
LOs Jobpatruljen fandt ingen alvorlige forhold hos de ansatte under 18 år, men der er stadigvæk mange forhold, der ikke går efter bogen.

 

For 38. år i træk besøgte fagbevægelsens Jobpatruljen unge medarbejdere i Rødovre Kommune, som blev spurgt ind til deres løn- og arbejdsforhold.
”Når man er under 18 år, gælder der særlige regler for hvornår og hvor meget man må arbejde samt hvor meget man må løfte. Det er der mange arbejdsgivere, som ikke overholder,” siger HK Hovedstadens ungdomskonsulent Jonathan Tümmler, der er koordinator for Jobpatruljen.
Bag Jobpatruljen står Lo-forbundene og især fagforeningerne HK og 3F, da det er som regel er disse faggrupper, hvor unge under 18 år er ansat.
Jonathan Tümmler oplever, at det særligt er hos de sæsonbetonede forretninger, at de har svært ved at leve op til reglerne på arbejdsmarkedet, og han mener at det i de fleste tilfælde skyldes et manglende kendskab til funktionærloven, der gælder for alle som har arbejdet 74 timer inden for de seneste 8 uger, uanset hvad der står på ansættelseskontrakten.
”Generelt set kan man sige at overenskomstdækkede virksomheder har bedre styr på det. Når det så er sagt, så er det ingen garanti, for vi oplever også at nogle af supermarkederne ikke betaler løn under sygdom.”
Sidste år besøgte Jobpatruljen ca. 10.000 virksomheder og talte med 3081 unge fritidsjobbere på landsplan. I år besøgte Jobpatruljen over 50 virksomheder i Rødovre, hvori de fandt 20 unge medarbejder i og omkring Rødovre Centrum.
”Vi havde ingen anmeldelser til politiet eller arbejdstilsynet i Rødovre,” siger Jonathan Tümmler, der tidligere på sommeren har indberettet at en folkeskoleelev arbejdede i et lokale, hvor der blev serveret alkohol.

Arbejdsmarked på skoleskemaet?
Det går fremad for de unge medarbejderes forhold, og ifølge Jonathan Tümmler er det dobbelt så mange unge, der har ansættelseskontrakter, som for ti år siden, men han mener stadigvæk at der er utilfredsstillende forhold, blandt andet får 25 procent af de unge ikke lov til at holde de pauser, som de har ret til.
”Jeg tror, at vi skal sætte arbejdsmarkedet på skoleskemaet, så de unge lærer hvad de må og ikke må. Det er vigtigt, at man ved hvordan arbejdsmarkedet fungerer,” lyder det fra Jonathan Tümmler.

FAKTABOKS

Rettigheder for fritidsjobbere

• En ansættelseskontrakt har du ret til, når du har været ansat mere end én måned og arbejder mere end otte timer om ugen.
• Løn afhænger af din alder, hvad du laver, og hvornår du arbejder. Som ekspedient i en bagerbutik skal din løn fx ligge mellem 60 og 144 kr. i timen.
• Feriepenge skal du have, og de udgør 12,5% af det, du tjener.
• Fyring må ikke ske uden grund. Sørg altid for at få en begrundelse på papir. Derefter kan HK, 3F eller en tredje fagforening tjekke, om fyringen er i orden.
• Fuld løn under sygdom har du ret til, hvis du har været ansat i mere end otte uger og arbejdet mindst 74 timer i de seneste otte uger. Du har ikke pligt til selv at finde en afløser.
• Løft må max være på 12 kg, hvis du er under 18 år. Er du over 18 år, må du løfte op til 25 kg.
• At stå alene i butik må du ikke mellem kl. 18.00-06.00 på hverdage og mellem kl. 14.00 og 06.00 i weekenden, hvis du er under 18 år.

kommentarer

Top