Annonce


Arbejdstilsynet undersøger brand
Brand_I_Irmabyen_060717_IN-19-of-22.jpg
Arbejdstilsynet forventer at kunne fortælle nærmere i rapporten i løbet af ugen. Vi følger op på sagen i næste uges avis. Foto: Ian Nielsen
sikkerhed Arbejdstilsynet er i øjeblikket i gang med at klarlægge, om sikkerheden var i orden, da to tagdækkere blev fanget i meterhøje flammer på toppen af en bygning i IrmaByen.

De to håndværkere, der kom til skade ved sidste uges voldsomme brand i IrmaByen, har det, efter omstændighederne, godt. Det fortæller en ansat fra Multi Tag Entreprise ApS fra Lille Skensved, hvor de to tagdækkere er ansat.
”De har det godt og skaderne er rimelig begrænsede. Ellers har vi ingen kommentarer,” lyder det fra firmaet.

Flugtveje
Den dramatiske redningsvideo fra IrmaByen viser, hvordan den ene tagdækker er fanget på taget uden mulighed for at komme væk. Flere kilder har, uafhængigt af hinanden, fortalt Lokal Nyt, at der manglede en flugtvej. I øjeblikket undersøger Arbejdstilsynet, om der var styr på sikkerheden.
”Jeg kan bekræfte, vi har været ude ved brandstedet og undersøgt ulykken,” bekræfter en pressemedarbejder i Arbejdstilsynet.
Det er Glindorf & Partnere A/S, der står for sikkerheden i IrmaByen og direktør Jens Glindorf mener umiddelbart ikke, at der skulle have været sikkerhedssvigt i forbindelse med branden på taget af den fem etager høje bygning i IrmaByen.
”Nej, det kender jeg ikke noget til,” siger han til Rødovre Lokal Nyt.
På spørgsmålet om, hvorvidt der har manglet en flugtvej, svarer han:
”Vi har et professionelt arbejdstilsyn og det er nu deres opgave at vurdere de her ting,” siger han.

Annonce
Top