Skal det forsvares at man redder menneskeliv?
nilofer.jpg
Kvinder med Kant Tænk at det skal være nødvendigt at forsvare hvorfor man redder mennesker fra at drukne på middelhavet.
Fakta

Nilofer Abbasi 24 år, studerer på RUC, er med i Venligboerne og KATIB - en afghansk kultur forening,
samt medlem af Dansk Flygtningehjælps advisory board.

Kvinder med Kant er: Lizette Risgaard, Lisbeth Zornig, Nilofer Abbasi og Trine Schierning

For blot to år siden gik billedet af den druknede, treårige Aylan Kurdi gik verden rundt. Billederne af Aylan, liggende i vandkanten med ansigtet nedad på den tyrkisk vandkant, blev symbolet på en verden, der havde fejlet. En verden, der lige siden har svigtet at redde over 10.000 menneske fra at drukne på vej over Middelhavet.

Trods for Aylan Kurdis død fik politikerne til at sige “aldrig igen”, har verden været vidne til en stigende antal druknet børn på Middelhavet.

Annonce

Med den stigende dødstal og en handlingslammet EU, kritisere nu flere NGO’er for at redde menneskeliv fra druknedøden på Middelhavet.

Kritikken er kommet i forlængelse af Det Europæiske Grænseagentur, Frontex, vurdering af NGO’ers tilstedeværelse på Middelhavet. Frontexs vurdering har fået Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, til at genoverveje støtten til de humanitære NGO’er. NGO’er der ellers udføre EU’s medlemsstaters opgave. En opgave som både EU og Denmark har svigtet og forholdt sig passivt til.

Hvor bliver moralen af?
Den stigende kritik fra højrefløjen, samt Venstres trussel om tilbagetrækning af statsbevilling til NGO’er, har fået Red Barnet til at forsvare deres livreddende arbejde.

Tænkt sig, at vi anno 2017 er nået til et punkt, at dét at redde et barn fra at drukne på Middelhavet, skal forsvares overfor højre populismens kynismen. Det kan vel næppe være Denmarks og regerings holdning at lade uskyldige og sårbare mennesker drukne på middelhavet?

Selvom vi som udgangspunkt er moralsk forpligtede til at hjælpe mennesker i nød, lader det til, at nogle politikere er mere interesseret i grænser end mennesker. Men disse symbolske kortsigtede og symbolske uholdbare løsninger, vil betyde, at flere mennesker – herunder børn og kvinder – vil drukne på Middelhavet.

Derfor er det intet mindre end skrammende, at vi i dag befinder os i en situation, hvor det er blevet legitimt at skælde ud på NGO’er, der med livet som indsats redder nogle af verdens mest sårbare mennesker på Middelhavet.

Imidlertid kan næppe nogen være uenig i flytningen krisens kompleksitet. Og der findes ingen lette løsning. Derfor kraver det en indsats af civilsamfundet –med støtte fra regering – at redde krigens ofre, mens EU og dets medlemsstater finde reelle løsninger.

Ingen børn fortjener at blive svigtet af omverden igen. Dette skylder vi Aylan Kurdi.

Top