Sommerferie for CK Fix
WEB_CK-Fix_Dominans_U17.jpg
CK Fix har domineret U17 klassen i denne sæson, og det sidste løb før sommerpausen var ingen undtagelse, som bevises af præmiepodiet. Foto: Privat
cykelløb I weekenden blev de sidste licensløb kørt på de danske landeveje, og igen var klubbens U17 med i front, da finalerne blev afviklet.

CK Fix stærke U17 trup viste igen sin styrke i weekenden, da der blev kørt både på Fyn, i Jylland samt i og omkring Sengeløse på Sjælland.

I Middelfart deltog fem U17-ryttere fra CK Fix i det 34 ryttere store felt, som blev vundet af rødovrerytteren Tobias Lund Andresen, der kom i udbrud med en rytter fra Holbæk og Esbjerg hele 45 kilometer fra mål, men de holdt hjem. Blandt de tre udbrydere var Tobias hurtigst.
På 7. og 8. pladsen kom holdkammeraterne Joshua Gudnitz og Benjamin Hertz i mål.

Annonce

Tobias Lund Andresen ses stående i midten som bevis på sin sejr i Middelfart.

Søndag blev der kørt løb i og omkring Sengeløse på en 68 kilometer lang rute med Hvidovre Cykle Klub som arrangører. Her deltog CK Fix deltog med ¼-del af rytterne i U17 klassen, nemlig syv ud af 28 ryttere.
Rødovrerytterne var da også suveræne, men tog dog ikke førstepladsen, som blev kørt hjem af svenskeren Anton Dahlblom. Han vandt spurten over Benjamin Hertz, da de to kom alene til mål efter at have kørt med en gennemsnitshastighed på godt 40 km/t.
36 sekunder efter dem kom CK Fix rytteren Thorolf Rønhede alene i mål, så CK Fix tog anden- og tredjepladsen. Femte-, sjette-, og ottendepladsen tilfaldt også rødovreryttere, nemlig Joshua Gudnitz, Anton Herrmann og Sebastian Andreasson.

Benjamin Hertz, nummer to, og Thorolf Rønhede, nummer 3, gjorde en fin figur i Sengeløse, hvor Hvidovre Cykle Klub afholdt deres årlige løb.

I U15 klassen har Gustav Wang været utrolig stærk gennem foråret med utallige top 3 placeringer, men i weekenden blev det ’kun’ til en sjetteplads, da det 34 kilometer lange løb endte i en massespurt.

Tobias Lund Andresen var eneste CK Fix rytter, som deltog i søndagens jyske løb i Fredericia. Han fik ikke fulgt op på lørdagens flotte sejr, da han kom i mål som nummer ni.

Top