Annonce


Kom under huden på Jens Otto Krag
WEB_teater_KRAG-3.jpg
Instruktør Thomas Trier har altid været fascineret af politikeren og mennesket Jens Otto Krag. Se forestillingen om den tidligere statsminister Jens Otto Krag i Viften på onsdag. Foto: Presse
teater Den tidligere socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag er på onsdag midtpunkt i Viften, når Teaterkompagniet fremfører forestillingen 'KRAG'

Jens Otto Krag blev i 1966 citeret for at sige: “Man har et standpunkt, til man tager et nyt,”. Citatet er siden blevet legendarisk og bliver i dag flittigt brugt, ikke bare på den politiske scene, men også hen over middagsbordet i de danske hjem.   
Citatet er også godt i denne sammenhæng, for selvom man ikke nødvendigvis er teatergænger, så skulle det være man skulle revurdere og udvide sin kulturelle horisont med et besøg i Viften på onsdag.

Under huden
 I stykket ‘KRAG’ kommer man helt ind under huden på mennesket og statsministeren Jens Otto Krag.  Instruktør Thomas Trier har altid været fascineret af politikeren og mennesket Jens Otto Krag. Thomas Trier går endda så vidt, at han kalder Jens Otto Krag for Danmarks svar på John F. Kennedy.
Forestillingen høstede flotte anmeldelser, da den i efteråret 2009 spillede på Jomfru Ane Teatret i Aalborg.     
Det er Teaterkompagniet der står bag opførelsen, og producenten tager nu på turné rundt i Danmark. På onsdag gør de holdt i Viften, hvor Thomas Trier med forestillingen om manden, der af mange betragtes som arkitekten bag det danske velfærdssamfund, vil rejse spørgsmålet: ‘Hvad er det for et samfund, Krag beredte for os? Er vi i virkeligheden endt i et ansvarsløst samfund, hvor vi er os selv nærmest?’  
Det er Rødovre Teaterforening der har forestillingen på plakaten onsdag den 11. januar kl. 19.30 i Viften. Billetter kan købes via viften.dk

Annonce

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top