Annonce


Nu kommer larmen
NY-ERIK-aabning-motorring3_.jpg
Erik Nielsen ved åbningen af første etape af Frederikssundmotorvejen Foto: Brian Poulsen
støj Borgmester Erik Nielsen og formanden for Naturfredningsforeningen i Rødovre, Jann Larsen, er begge bekymrede for mængden af støj, som den nye motorvej vil kaste ind i Rødovre.

ndvielsen af første etape af Frederikssundmotorvejen vil resultere i færre biler på Jyllingevej, men ikke nødvendigvis i mindre støj. Snarere tværtimod. Borgmester Erik Nielsen og formanden for Naturfredningsforeningen i Rødovre, Jann Larsen, er begge bekymrede for de støjgener som den nu nyåbnede motorvejsstrækning vil skabe i Rødovre.
I forbindelse med opførelsen af den nye motorvej, har Rødovre kæmpet indædt for at få afsat penge til støjskærme. Et trafikforlig resulterede sidste år i, at Rødovre fik 10 millioner kroner til støjværn, men de mange millioner rækker ikke langt.
 
Støjen vandrer
Ifølge Jann Larsen koster én kilometer støjværn i omegnen af de antal millioner man allerede har fået tildelt, og dermed mangler der stadig mange millioner kroner, hvis der skal opsættes støjskærme på hele strækningen i Rødovre, der ifølge Vejdirektoratet er 3,1 kilometer lang.
“Det har hjulpet meget, at man har gravet noget af motorvejen ned, men vi kommer til at mangle støjskærmene,” forklarer Jann Larsen. Han forudser også, at støjen nogle steder vil vandre lige ind over trætoppene.
Ved Jyllingevej er den nye motorvejsstrækning nemlig hævet langt over jorden og det kan få konsekvenser.
“Vestvolden er et gammelt forsvarsanlæg og ikke en støjvold. Når man hæver motorvejen på den strækning, så vil støjen komme lige ind i Rødovre,” lyder det fra formanden fra Naturfredningsforeningen.

De sidste millioner
Støjproblematikken bekymrer også borgmester Erik Nielsen. Han ærgrer sig først og fremmest over, at man i et motorvejsbyggeri i milliardklassen ikke kan finde de sidste penge til støjværn.
“Det drejer sig om få kilometers støjværn og derfor undrer det mig, at man ikke har penge til at lave den sidste del færdig,” forklarede han ved indvielsen.
Den nye motorvej har fået støjdæmpende asfalt og selvom det unægteligt er med til at reducere støjen yderligere, så var der ikke udpræget begejstring at spore hos borgmesteren, da han som en af de første var med til at gå en tur på motorvejen i sidste uge.
“Vi kender ikke effekten af støjdæmpende asfalt. Vi har ingen erfaring og kender dermed heller ikke holdbarheden af den,” slutter han.

Annonce

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top