Annonce


Nytårsderby i Rødovre Skøjte Arena
michael-smidt-RMB-herlev11_.jpg
Der bliver helt sikkert drøn på når naboerne Rødovre og Herlev tørner sammen til nytårshockey Foto: Brian Poulsen (Arkiv)
Ishockey Årets sidste kamp bliver en duel mellem lokalrivalerne Rødovre og Herlev. Rødovre fører 2-1 i kampe i sæsonen og blot syv point adskiller holdene i tabellen. ”Vi skal være fokuseret og vinde en mod en-duellerne,” siger cheftræner Brad Gratton. Emil Bigler er fortsat tvivlsom grundet sygdom.

År 2011 bliver sluttet af med et vaskeægte lokalderby mellem Rødovre og Herlev. Rødovre fører 2-1 i indbyrdes kampe, men Herlev vandt senest 3-1 på egen is.

Herlev puster tyrene i nakken, når man kaster et blik på tabellen. Ørnene har 37 point på femtepladsen – syv point mindre end Rødovre på fjerdepladsen.

Annonce

Mikkel Nielsen omtaler kort onsdagens nederlag til AaB, hvor tyrene stillede med et lidt decimeret mandskab.

”Vi var ikke helt der, hvor vi skal være. Vi var ikke skarpe nok, og AaB havde mere tur i den,” siger han og fortsætter.

”Men vi er frem til kampen mod Herlev, som vi har haft nogle tætte kampe med i år. Vi har noget at revanchere, men det kræver en betydelig arbejdsindsats fra vores side.”

Sjovt mod Herlev
Resultaterne holdene imellem har også vores med en ét- eller tomålssejr. Umiddelbart ligger de to københavner-klubber godt til hinanden.

”Jeg synes, vi ligger godt til hinanden. Det kommer meget an på dagsformen, hvor der tager sejren. Det har også været i straffeslagsafgørelse. Der bliver kæmpet om det, og det er altid sjovt at spille mod Herlev,” udtaler Nielsen.

Det er primært blevet til spilletid i tredje- og fjerdekæden, og produktionen lyder på 5 (1+4) point. En forholdsvis lav produktion, og han har da også et nytårsforsæt.

”Mit nytårsforsæt er at bidrage mere til produktionen. Jeg må oppe mig lidt,” slutter Mikkel Nielsen.

Tobias Ruelykke kom ikke med U20-landsholdet i denne omgang, så den talentfulde back er til rådighed for RMB.

”Vi kigger ikke kun på at lægge afstand til Herlev, men også på at tilkæmpe tredjepladsen. I forhold til AaB-kampen så skal vi spille mere som et hold og gøre det simpelt. Der skal arbejdes hårdere,” siger han og fortsætter.

”I Aalborg dannede jeg backpar med Patrick Rasmussen, og det var jo ret nyt for ham. Men jeg synes egentlig, det fungerede meget fint. Men det er klart, der er lidt mere ansvar til os andre, når vi mangler flere backer.”

Rødovre vil tage tre point tilbage
Backen har også – ligesom Mikkel Nielsen – et nytårsforsæt, som han agter at spille efter.

”Jeg vil gerne score nogle flere mål,” slutter Tobias Ruelykke til rnn.dk.

Rødovre cheftræner, Brad Gratton, fortæller, at holdet har evalueret på nederlaget i Aalborg.

”Det var ikke vores kamp mod AaB, men vi kigger fremad mod Herlev-kampen og til træning vil vi gennemgå de fejl, som vi lavede mod AaB,” siger han og fortsætter.

”Drengene har spillet godt hidtil i sæsonen, og nogle gange vil der være kampe som den i går. Men mod Herlev vil vi igen være klar. Herlev er et sjovt hold, som man ikke må undervurdere, og fejlene skal minimeres mod dem.”

Flere taler om, at Herlev har ligaens bedste målmand i Joel Martin.

”De er et svært hold at slå, og de har en rigtig god målmand og gode danske spillere. Så vi skal være fokuseret og vinde en mod en-duellerne. Vi skal tage de tre point tilbage, som vi gav til AaB onsdag aften. Jeg forventer, at spillerne går ud med stor sult og kæmper hele kampen,” slutter Brad Gratton.

Rødovre er fortsat uden Tobias Hansen og Mathias Bau, der begge er i Canada med U20-landsholdet. Derudover er Emil Bigler fortsat tvivlsom på grund af influenza.

Rødovre Mighty Bulls imod Herlev Eagles begynder kl. 19 i Rødovre Skøjte Arena. Kampens hoveddommere bliver Jan Bigum og Jens Christian Gregersen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top