Annonce


Hvordan fungerer demokrati
WEB_demokratri-kursus1.jpg
20 somaliske kvinder fik på det sidste kommunalbestyrelsesmøde overrakt diplomer i demokrati, som et led i et større kursus om inklusion og medborgerskab. Foto: Anders Søgaard
BAG OM BYRÅDET 20 somaliske kvinder indtog forleden rådhuset i Rødovre. Ikke for at protestere eller råbe politikerne op, men for at se, hvordan det danske demokrati fungerer i praksis.

20 somaliske kvinder fik forleden overrakt hædersdiplomer på rådhuset for en bedrift de fleste danskere kunne have gjort dem efter med bind for øjnene. Og dog.
Når det kommer til stykket, er det måske alligevel de færreste borgere, der uanset, hvor mange ek- stratimer de fik i folkeskolen, ved, hvordan en politisk beslutning egentlig rejser gennem det offentlige system og diskuteres på kryds og tværs i kommunernes udvalg, før politikerne skal stemme om en endelig løsning på samfundets problemer.
Men det ved 20 somaliske kvinder fra Rødovre nu bedre end de fleste. Uanset, hvor de fleste måtte komme fra. Som et led i kurset ‘Inklusion og medborgerskab’ har de nemlig siddet med ved forhandlingsbordene fra start til slut.
“Og du kan ellers tro, at de havde svært ved at forstå, hvordan politiske partier der var så uenige til sidst kan ende med at stemme for den samme sag. Men det er præcis sådan demokratiet fungerer her i Rødovre. Vi arbejde sammen om problemerne, fordi vi sammen kommer længst med løsningerne,” siger Ahmed Dhaquane. Han kan selv huske, hvor svært det danske demokrati var at begribe, når man er flygtet fra et sted, hvor folk må frygte for deres liv, hvis de har den ‘forkerte’ mening.

Ekstremisme
Det er Mohammed Gelle, som står bag kurset, der også har haft en masse andre temaer, der alle kan være med til at forebygge radikalisering. Han er overvældet over, kvindernes positive reaktioner, og vil nu overføre erfaringerne til andre kommuner.
“Når man kommer til Danmark er det vigtigt at finde ud af, hvad det vil sige at være en del af samfundet. Viden og oplysning er den eneste måde, vi kan forebygge radikalisering på, og det er vigtigt at lære om, hvor farligt ekstremisme er,” siger han.
Projektet startede den første oktober og løber frem til den 1. september, hvor man håber, at kvinderne vil være med til at sprede budskabet om inklusion og medborgerskab som ringe i vandet.
“Vi kalder det for ‘træn en trainee’. Målet er, at kvinderne her vil lære fra sig til deres veninder og familier, men derfor kan det godt være, at vi fortsætter med et nyt kursus, for det har været en kæmpe succes,” siger Muhammed Gelle.

Annonce

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top