Annonce


Ungt liv på plejehjemmet
dagpleje-dorthemariehjemmetl05_111011_BP.jpg
Mennesker fra plejehjem og dagpleje finder hinanden hver anden tirsdag til sang og leg. Foto: Brian Poulsen
Liv En aldersspredning på 90 år kan ikke stoppe livsglæden i at sprede sig, når børnene fra dagpleje Nord hver anden tirsdag besøger Dorthe Marie Hjemmet.

“Det går begge veje.” De ansatte på Dorthe Marie Hjemmet er ikke i tvivl om, at meget unge børn kan have det sjovt sammen med meget gamle pensionister. Og de har noget at have det i.

Hver anden tirsdag lyder der nemlig helt nye toner fra plejehjemmets fællesrum. Her har purunge børn med buksebleer for længst indtaget deres favoritpladser i den noget ukurante cirkel midt på gulvet. Mellem dem er der hulahopringe og små sandsække, der hver for sig måske ikke er særlig sjove, men som sammen kan blive til en ganske fortrinlig leg.

Annonce

Men hvad er en god leg uden publikum. Og hvad er et godt publikum uden muligheden for at deltage aktivt i både sang og leg. Rundt om børnene sidder plejehjemmets faste beboere, og selvom de må- ske ikke lige klapper i takt, så bliver der alligevel sunget med på nogle af de mest kendte børnesange. Ikke mindst til børnenes store tilfredsstillelse. De får trods alt lov til både at komme på tur, lege og være små stjerner for en lille stund.

“Det er tydeligt, at både børn og beboere synes rigtig godt om de her faste besøg. Børnene øver sig motorisk, og de ældre smelter jo nærmest, når de ser små hoppe og danse. Det kan også godt være, at nogle af beboerne ikke kan huske så meget, men så varmer det desto meget mere, når de så kan huske en enkelt børnesang, eller være med i en lille leg, og se, at det gør børnene glade. Vi har alle sammen brug for at være noget for nogen,” siger gruppeleder, Annette Bollhorn.

Hun glæder sig utrolig meget over det nye legefællesskab, som startede på initiativ fra nogle lokale dagplejemødre, og som hvis det står til plejehjemmet, aldrig nogensinde skal slutte igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top