Annonce


Hvem var Damhusmorderen?
WEB_damhusmordet-2.jpg
Taxavognmand Christian Marius Jensen blev fundet mandag morgen den 8. maj 1922 på den endnu ikke bebyggede del af Annexgårdsvej. Han var dræbt med tre revolverskud i højre side af ansigtet. Foto: Lokal Historisksamling
historie På tirsdag er det præcis 90 år siden, at det første pistolskud lød i en af Danmarkshistoriens største kriminalgåder. Her 90 år efter, er Damhusmordet stadig ikke fuldt opklaret og spørgsmålet er om det nogensinde bliver det.

Klokken var lidt i seks om morgenen den 8. maj 1922, da gartnerimedhjælper Jeppe Jepsen så noget mistænkeligt på Annexgårdsvej tæt ved Damhuskroen.
På den øde markvej fik han øje på en taxa, der holdt med lygterne tændt. Jeppe Jepsen cyklede helt tæt på og opdagede til sin skræk, at taxachaufføren ikke tog sig en lur bag rettet efter en lang arbejdsdag, men derimod var dræbt med koldt blod. Likvideret med tre skud i hovedet fra klods hold.
Mordet på den 27-årige taxavognmand Christian Marius Jensen satte for alvor Rødovre på Danmarkskortet. Den døsige forstadsby var lige pludselig blevet omdrejningspunkt i en bestialsk mordsag, hvor gerningsmand og motiv endnu var ukendt.

Stor interesse Poul Fjeldgård fortæller i bogen ‘Gamle danske kriminalsager’ lidt om, hvor stor interessen var for ‘Damhusmordet’ som det blev døbt i pressen.
“Historien om drabet på den 27-årige taxavognmand Christian Marius Jensen den 8. maj 1922 er et eksempel på, at tiderne har skiftet, når det drejer sig om offentlighedens interesse for så alvorlige forbrydelser som mord eller drab. Den sag blev der skrevet om i årevis i aviserne – i dag kan vi opleve, at en drabssag bliver henvist til en en-spaltet artikel på side fire,” skriver han i bogen om ‘Damhusmordet.’

Annonce

Rygterne svirrede
Politiets undersøgelser viste, at Christian Martinus Jensen, var blevet ramt af tre skud alle affyret på tæt hold. Et af projektilerne var gået ind i hjernen og havde dræbt ham på stedet. Politiets teknikere indsamlede flere tekniske spor fra gerningsstedet – heriblandt et cigaretskod, et cerutskod og en bylt med tøj. Denne tøjbylt skulle senere få stor betydning for efterforsknin- gen. Pressen berettede om sagen dagligt i aviserne, men alligevel var det småt med henvendelser til politiet.
“I takt med, at politiet måtte neddrosle indsatsen med opklaringen af forbrydelsen, gik det nærmest hen og blev en folkeforlystelse at sidde rundt på byens værtshuse og enten tilstå Damhusmordet eller antyde, at man i hvert fald vidste, hvem der havde gjort det,” udtaler Poul Fjeldgård i bogen ‘Gamle danske kriminalsager’.

Gang i sagen
 Selvom interessen for Damhusmordet var enorm, skulle der alligevel gå flere år før der for alvor kom gang i sagen. En mand henvendte sig til politiet og fortalte, at han havde været sammen med en prostitueret, der af uransagelige årsager fortalte ham, at hun havde været passager i Christian Marius Jensens taxa den 8. maj 1922, og dermed vidste, hvem der havde skudt og dræbt vognmanden.
Kvinden nægtede alt kendskab til Damhusmordet, da hun blev anholdt et par dage senere. Sagen var dog genåbnet på ny, og der skulle ikke gå lang til før sagen for alvor begyndte at rulle.

Den uskyldige sømand
Politiet begyndte at efterforske værtshusmiljøet på Vesterbro, og inden længe blev kvinden, der havde råbt at hun vidste hvem morderen var, igen anholdt. Denne gang sammen med en kvinde der også var glædespige.
Den anden kvinde erkendte ligeledes, at hun var passager i taxaen den skæbnesvanger nat i maj 1922. Hun nægtede at have begået drabet og forklarede i stedet, at det var en mand der havde affyret skuddene. En mand som hun i øvrigt ikke vidste hvem var.
Politiets efterforskninger kørte igen på fuldt blus. Billedet af den tøjbylt der blev fundet i taxaen på mordnatten blev trykt på plakater og hængt op i lygtepæle. Det gav overraskende nogle helt nye oplysninger. En tolder med en utrolig hukommelse henvendte sig til politiet og fortalte, at tøjbylten tilhørte en sømand der i øjeblikket opholdt sig i New York. Politiet skaffede et billede af sømanden Svend Aage Matell, som de viste til en af de prostituerede kvinder, der havde indrømmet at have været i taxaen. Hun var ikke i tvivl om, at sømanden Svend Aage Matell var manden der havde skudt taxachauffør Christian Marius Jensen.

Anholdt i New York
Svend Aage Matell blev anholdt i New York og sejlet til København, hvor han fra havnekajen blev kørt direkte til retten. Her erkendte han, at tøjet var hans, men, at han ikke havde nogen idé om, hvordan det var havnet i hyrevognen.
Han havde været i København en uge før drabet i maj 1922 og han kunne ikke udelukke, at han havde glemt sin tøjbylt hos en af de to prostituerede.
På trods at den ærlige beretning fra Svend Aage Matell, sad han unægtelig i saksen og stod faktisk til at blive døbt for mordet.
“Ved et rent held undgik sømanden at blive dømt for en forbrydelse, han ikke havde begået. Det var to breve der reddede ham,” skriver Poul Fjeldgård i bogen ‘Gamle danske kriminalsager’.
Svend Aage Matells tante fra Frederikshavn havde i flere breve til sine børn skrevet, at sømanden havde været besøg hele ugen og været til middag i Frederikshavn på drabsnatten i 1922.
Svend Aage Matell blev dermed løsladt i 1925 og renset for al mistanke.

Anholdt og dømt
Hvor mistanken nu ikke længere klæbede sig til sømanden Svend Aage Matell, kunne de to prostituerede kvinder ikke sige sig fri. De var begge under mistanke, og i den videre efterforskning dukkede der nu et nyt navn op. Mouritz Andersen havde gennem længere tid været kæreste med Karen Andersen, der var en af de to kvinder. Han færdedes i det samme miljø omkring Vesterbro, og da politiet ville tage en sludder med ham omkring Damhusmordet, tilstod han drabet i fuldskab. Dagen efter trak han dog tilståelsen tilbage.
I løbet af det næste år brugte Mouritz Andersen, Karen Andersen og den sidste implicerede kvinde meget tid på at beskylde hinanden for mordet. Det blev aldrig helt præcist klarlagt, hvem der affyrede de dræbende skud, men politiet havde nu nok belastende materiale mod de tre, til at man kunne føre retssag mod dem. Den 3. marts 1926 blev Mourtz Andersen dømt 16 års tugthusarbejde og Karen Andersen modtog 10 års togthusarbejde, mens den sidste kvinde blev løsladt.

Kæmpede for sin uskyld
Mouritz Andersen blev prøveløsladt i 1936 og prøvede forgæves at få taget sin sag genoptaget. Han udgav bl.a. en bog om Damhusmordet, hvori han hårdnakket bedyre sin uskyld. I bogen fra 1943 skriver landsretssagfører Arne Kaae således i forordet i bogen.
“Personligt har jeg altid været af den opfattelse, at Mauritz Andersen ikke er gerningsmanden,” skrev landsretssagfører Arne Kaae således tilbage i 1943.
Mouritz Andersens bog ‘Damhusmordet’ kan lånes på Rødovre Bibliotek.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top