Annonce


Et spændende landshold
landsholds-traening_10_300412_BP.jpg
VM-OPTAKT Danmark tager til VM i Sverige med et spændende landshold, som jeg har store forventninger til. Personligt er jeg ikke helt enig med landstræner Per Bäckmanns kædesammensætninger, men det behøver man jo heller ikke at være, og det er jo en frit for at sætte sin egne kæder og gætte Danmarks vej gennem VM helt uforpligtende. Du, kære læser, er også velkommen til at give din mening, eller bare kommentere mit indlæg.

For pokker hvor jeg glæder mig til på fredag, når VM går i gang og vi skal se landsholdet i aktion mod Tjekkiet. Som hos mange andre er mine forventninger også høje, og det er nu engang sjovere at tro på en kvartfinale end at håbe på, danskerne igen undgår nedrykning.

Jeg har tidligere været heldig med mine spådomme, og denne gang vover jeg igen pelsen og lægger dermed op til debat.

Annonce

Men først til holdet, som ser vildt spændende ud og som landstræner Per Bäckmann kalder for positive problemer, at virkelig dygtige internationale spillere ryger ned i 3. kæden.

Jeg så holdet til træning i dag, mandag. Så jeg har en stærk formodning om Bäckmanns kædesammensætninger, som jeg i øvrigt ikke er helt enig i. Allerede i 1. kæden er jeg uenig, da han har Eller og Frans sammen. Desuden har Bäckmann valgt at sætte Jesper Jensen og Philip Larsen sammen som backpar. Det er jeg heller ikke enig i, da jeg hellere ser en defensiv og en offensiv back sammen.

Målmanden giver sig selv: Frederik Andersen

Min 1. kæde ser sådan ud:
Backer: Philip Larsen og Daniel Nielsen
Center: Frans Nielsen
Forwards: Mads Christensen og Nichlas Hardt

I 2. kæden har jeg:
Backer: Jesper Jensen og Mads Bødker
Center: Lars Eller
Forwards: Jannik Hansen og Morten Madsen

En stærk 3. kæde kan se således ud:
Backer: Stefan Lassen og Kasper Jensen
Center: Morten Green
Forwards: Julian Jakobsen og Morten Poulsen

Den bedste danske 4. kæde nogensinde
Center: Jesper Jensen
Forwards: Bjarke Møller og Kim Lykkeskov

Jeg mener, at Philip Larsen og Daniel Nielsen er oplagte til at spille bag Frans Nielsen og dermed danne base for et super stærkt defensivt udgangspunkt. Altså en kæde som skal kunne matche og stoppe modstandernes ’first line’.

Jeg ved godt, at Mads Christensen er center hos isbjørnene, men det er Lars Eller altså også hos Montreal Canadiens i NHL. Skal en af de to spillere splittes, mener jeg, at Mads må ofres. Samtidig er han blev vant til det høje tempo i tysk ishockey, der er fysisk præget og minder om den canadiske spillestil. Derfor er han den ene wing, mens ’Hardt-hitteren’ er oplagt til kæden via sit fysisk stærke spil, disciplin, høje tempo og gode blik for spillet.

Hardt vil i en hurtig kontrafase kunne følge med i Frans tankegang, og samtidig være garant for trafik foran modstandernes mål. En virkelig god defensiv kæde, som også vil være sindssyg giftig i omstillingsspillet. De vil også kunne etablere sig i modstandernes zone især mod de mindre stærke nationer.
Men hvorfor lige Daniel og Philip som backer. Begge er dygtige pasningsspillere, hurtige i tankegang og kan derfor være med i det hurtige spil frem i banen, hvor den skøjtestærke Philip kan bidrage offensivt, mens Daniel bør tænke mere tilbage i banen.

Kæde nummer to er jo en ren Rødovrekæde, og det er ikke tilfældigt. Lidt lokal må man vel godt have lov at være som lokaljournalist! Samtidig mener jeg, at kædesammensætningen sagtens kan forsvares.

Lars Eller gør det virkelig godt som center i Montreal. Han har forstået, at den defensive rolle skal prioriteres først. Det er vigtigt, for også 2. kæden vil møde virkelig dygtige modstandere mod især de stærke nationer. Lars tænker ishockey, og er nærmest genial på banen i tankegang.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvor farlig han vil være i selskab med to lynhurtige spillere som Jannik Hansen og Morten Madsen, som også kan tackle ud. Desuden arbejder de begge arbejder som vanvittige, og vil give plads til hinanden og Eller.
De har begge lært, at defensiven skal prioriteres først, og så skal man slå til, når muligheden viser sig og så går det stærkt – rigtig stærkt. Det vil være en kæde, som vil kunne afgøre kampe. Det vil være en kæde, som kan blive en af VMs bedste, hvis de tre Rødovredrenge får det til at fungere optimalt.

Bag sig har de Mads Bødker og Jesper Jensen. Førstnævnte er snart en af landsholdets mest rutinerede backer. Mads er skøjtestærk, tænker ishockey og har hovedsageligt defensiven som første prioritet. Han kan mangle noget fysisk, når det for alvor går løs foran målet, men i så skøjtestærk kæde, vil han sjældnere skulle i slagsmål foran Frederik Andersen end i nogle af de andre kæder. Derfor vil han komme til sin ret her.

Bedste mand ved siden af Mads vil være den tidligere klubkammerat fra Rögle Jesper Jensen. De kender hinanden, men i denne sæson har Jesper rykket eksplosivt i sit spil. Han får over 20 minutters effektivt spilletid i hver kamp er med, når kampene spidser til og har overskud til at læse spillets offensive facetter, så han bliver en trussel i modstandernes zone. Det kan han gøre med god samvittighed, for han ved, at Mads Bødker nok skal rydde op bagude.
Det er en nærmest sindssyg skøjtestærk 2. kæde, som vil kunne drive en hvilken som helst modstander til vanvid. De vil nemlig aldrig få ro nogen steder på isen.

Den tredje kæde er en Allsvenskan-kæde. Jeg har set rigtig mange kampe i Allsvenskan i denne sæson, da vi i Rødovre er så heldige at have Malmø tre kvarter fra os, mens Rögle er en god times kørsel væk. Lad mig slå fast med det samme at Sveriges næstbedste række holder et højt niveau.

Der er godt nok flere unge spillere, men de gør spillet mere sjovt at se på sammenlignet med Elitserien, der er taktisk på et højere niveau. Men fysisk og tempomæssigt er Allsvenskan virkelig underholdende.
Derfor frygter jeg ikke disse fem spillere kan være med på VM-niveau. Man må heller ikke glemme, at både Stefan Lassen, Julian Jacobsen og Morten Green har erfaring fra Elitserien.
Jeg har set Malmø syv gange i denne sæson, og helt ærlig så har Green ikke været en oplevelse af de positive. Han har ligefrem virket uengageret i nogle kampe. Men han har erfaring, og han løfter altid sit spil i Danmarkstrøjen. Han bliver kædens ubetinget ankermand, og kan så meget med den puck, at han også kan afgøre kampe. Lad os håbe han brager igennem i Stockholm efter en mindre god sæson.
Omkring sig har han Julian Jakobsen, der har spillet center i denne sæson, men ligeså vel kan spille wing. Julian har bevist sine kvaliteter ved tidligere VM, hvor han har vist en god målnæse. Jeg har altid holdt af Morten Poulsen, som er en stærk teknisk spiller, som typemæssigt vil faldt god ind med Green og Julian.
Bag sig har de Stefan Lassen, som var svær at ’smide ud’ af top 4. Igennem sæsonen har han løftet sit spil hos Malmö, og jeg mener, han toppede i den sidste hjemmekamp mod Rögle, hvor han var banens bedste. Lassen er virkelig stærk, og har igen fået masser af selvtillid. En superback i en 3. kæde. Jeg tror aldrig, at Danmark har haft så stærk en back i en 3. kæde. Herligt.

Kasper Jensen har jeg ikke set i denne sæson, men den fysisk stærke spiller er med garanti ikke blevet dårligere af en sæson i Allsvenskan. Jeg tror, at Lassen og Jensen vil være et stærkt back-up til de tre offensive spillere foran dem. For pokker en interessant 3. kæde.

Den sidste kæde har jeg virkelig svært ved at finde frem til. Jesper Jensen er, for mig, eneste sikre kort i denne kæde. Kim Lykkeskov er oplagt i en kæde, som hovedsageligt skal give luft til de tre første kæder, og derfor ’bare’ skal holde nullet.

Bjarke Møller har været en positiv og rigtig god overraskelse i denne sæson. Han fortjener en chance og spilletid til VM, og med sin power vil han kunne være løfte den opgave, som det er for en 4. kæde til et VM. Og så er kæden faktisk så skarp, at den også vil kunne skabe chancer, selvom det kommer i anden række for denne kæde.

Nogle vil måske spørge, hvorfor jeg ikke har Starkov med. Det skyldes, at han ikke er en 3. eller 4. kæde spiller. Han er top 6 forward, og skal have et par dygtige og defensivt orienteret spillere omkring sig. Det betyder, at han bliver vraget herfra, men skal være klar til at springe på isen, for han vil være en fuldgod erstatning til de seks bedste winger i de tre første kæder.

Hvordan går det?
Mine spådomme er altid positive, så jeg holder mig til den stil igen i år, for det plejer at holde stik. Jeg var vist en af få, som spåede Danmark i en kvartfinale for to år siden, så det tør jeg godt igen.

Forskellen fra dengang til i dag er, at vi mangler Regin til sine vilde solo-præstationer. Modsat har vi fået flere spillere med international erfaring, så Bäckmann kan spille mere bredt. Dermed er danskerne forhåbentlig ikke ligeså trætte inde i turneringen, som danskerne virkelig så ud til i 2010

Jeg kender ikke trupperne fra de andre lande, så det er virkelig gætværk i dag.

I den første kamp mod Tjekkiet kommer Danmark med fuld skrue mod et tjekkisk hold, der med garanti vil undervurdere os. Jeg ser en lige kamp, der meget vel kan ende uafgjort. Tjekkerne har det med at starte VM-turneringen sløvt, ligesom da de vandt i 2010, og så spiller de sig op. De bliver altså bedre som turneringen skrider frem, og det vil gavne Danmark i åbningskampen. Vi vinder efter overtid.

Den anden kamp er desværre allerede mod Italien, for jeg tror italienerne vil miste gnist og blive trætte i løbet af turneringen. Det bliver en svær kamp, som vi alligevel vinder.

De svenske værter i Globen. Kampen over dem alle for mange af de danske spillere. Der er lige før, men næsten, at en sejr over Sverige i Globen vil være større end at vinde VM. Det bliver en god kamp, men svenskerne svigter ikke og vinder knebent efter en hård kamp.

Så er det russerne. Fokus vil lægge på de næste vigtige kampe, og jeg håber Bäckmann vil spare vores bedste spillere ved at spille med fire kæder. De teknisk dygtige og fysisk stærke russere vinder uden den store danske modstand.

Så er det tid til en nøglekamp. Jeg har læst mig til, at tyskerne har satset på nogle teknisk dygtige spillere, der ikke er så fysisk stærke. Det bliver til Danmarks fordel, som kommer til at spille sin hidtil bedste kamp. Vi vinder stort, det vil sige med 4-5 mål.

Letland bliver kampen over dem alle. Kvartfinalen er på spil, og vi kan med en sejr måske sikre os 3. pladsen. Det bliver en lige kamp, men grundet vores bredde og flere virkelig dygtige topspillere der kan afgøre kampe, vinder vi. Måske en 2-måls sejr, hvor den sidste scoring er i tomt mål.

Norge er forhåbentlig ude og klar til nedrykningsspil sammen med Italien, når vi skal møde dem. Derfor vil de komme på en halv skøjte, for de vil have fokus på nedrykningsspillet. Vi vinder nemt og er klar til kvartfinalen langt mere friske end i 2010, og så kan alt ske.

Måske er jeg helt skævt på den – hvad mener du?

2 kommentarer om “Et spændende landshold”

  1. Oliver siger:

    Hej Peter,

    Interessante kæder du stiller op. Jeg er dog ikke helt enig, omend det kunne være super sjovt at se en ren Rødovre-kæde!
    Jeg synes 1. kæden burde bestå af Hardt – Nielsen – Hansen, som også vil kunne blive en af VM’s bedste kæder med lidt held. Hardt og Hansen på wingerne er sindssygt eksplosive i deres spil – sætter hårde hits og backchecker ikke mindst fremragende. Nielsen er en af verdens bedste defensive centere, og denne kæde vil derfor kunne dræbe alt offensiv modstand og vende spillet abnormt hurtigt, tror jeg.

    2. kæden kunne således være Jakobsen, Eller og Mads Christensen, som vil udgøre en skøjtestærk, teknisk velfungerende og hurtig offensiv kæde. Den skal så vidt muligt matches op mod en 2. eller 3. kæde, så spillet hovedsageligt vil foregå offensivt.

    3. kæden vil så kunne bestå af Jesper Jensen, Morten Madsen og Morten Poulsen – altså ikke nogen dum kæde med Madsen som den defensive sikring, der giver plads til at Jensen og Poulsen kan folde sig ud.

    4. kæden må derfor blive med Green som center og Møller/Lykkeskov som wings. Er enig i at Starkov ikke skal spille, medmindre det bliver som en direkte erstatning i de øverste kæder.

    Der er heldigvis mange muligheder – det er jo kendetegnet ved et stærkt hold.

    PS.
    Jeg mener altså ikke, at der er nedrykningspil i år – den sidste i gruppen rykker bare ned. Derfor kan vi jo risikere at Norge stadig vil komme med fuld kraft og jagte en 4. plads – eller at de kæmper som lyn og torden for ikke at ligge sidst.

  2. moffe siger:

    Hej Peter.

    Der er ikke nedrykningsspil mere. Det blev afskaffet da man sidste år vedtog at spille i to puljer med 8 hold i hver.

    Det sidste hold i puljen rykker ned, de fire første gør op om medaljerne, medens 5-7 rejser hjem efter de indledende kampe.

    Et spændende WM står for døren og man skal ikke sætte overliggeren for lavt, men realismen siger at vi som minimum skal undgå sidstepladsen, og derefter er alt åbent. Kommer vi blandt de fire hold i puljen kræver det sejre over Letland, Italien, Norge og Tyskland. Det er muligt, men der er ikke plads til svipsere. Store nationer som vi kan og skal matche.

    Jeg glæder mig også rigtigt meget til det går igang, og kampen i aften giver forhåbentlig grobund for optimismen….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top