Annonce


Kaptajn frustreret over dommerstandard
michael-smidt-RMB-herlev11_181011_BP.jpg
Foto: Brian Poulsen
Ishockey Der var frustration over især to ting efter nederlaget til Herlev: målmand Joel Martin og dommerne. ”Dommerne i Danmark er ikke på niveau med ligaen, og jeg synes, at det er helt berettiget at give kritik,” siger kaptajn Michael Smidt og erkender samtidig, at Rødovre er alt for uskarpe i powerplay.

Rødovres kaptajn, Michael Smidt, evaluerede nederlaget på 3-1 til Herlev med tydelig skuffelse.

”Der er god fart på, og Herlev er et hold, som kan lide at spille frem af banen og med tempospil. Men begge hold følger godt med i kampen, og 1-1 ved første pause var som sådan udmærket,” siger RMB-kaptajnen og lufter frustration for aftenens dommere såvel som i almindelighed.

Annonce

”Dommerne herhjemme har et meget lavt niveau, og det går ikke kun ud over os, men alle hold. Vi bliver frustrerede, når vi modtager otte udvisninger, mens det andet hold slipper i nogle situationer. Der er ikke nogen tydelig linie,” lyder det fra Smidt. Han fortsætter.

”Dommerne i Danmark er ikke på niveau med ligaen, og jeg synes, at det er helt berettiget at give kritik, hvis man vil det. Jeg ved godt, at dommerne lægger et stort arbejde i at gøre deres bedste, men det fungerer bare ikke rigtig.”

Det hører med til historien, at den ene af aftenens hoveddommere, Jacob Grumsen, bliver nævnt som en af Danmarks bedste dommere.

 

Alt for uskarpe
Rødovre havde mange muligheder i powerplay, men samtlige fem gange to minutter til Herlev blev ikke omsat til scoring.

”Vi har en lav udnyttelsesprocent i powerplay, og vi er simpelthen bare ikke skarpe nok. Vi skal være meget skarpere. Herlev laver to mål i overtal, men vi laver ikke nogen. Der går det bedre i fem mod fem. Herlev var skarpere på dagen,” udtaler Michael Smidt.

Herlevs målmand, Joel Martin, var ’outstanding’ i aftenens kamp, og det var tydeligvis til stor frustration for Rødovre-spillerne.

”Han er en dygtig målmand. Vi skaber nogle chancer, man han tager det hele. Sådan er det nogle gange, og det er selvfølgelig lidt frustrerende for os,” siger Smidt.

Der var godt gang hos holdenes to fangrupper, og Rødovres var højlydt i flere perioder i kampen.

”Tilskuerne skaber en fantastisk stemning i mange kampe, og det er rigtig dejligt. De kan høres, og det hjælper os i mange situationer. Det var en intens kamp både på tribunen og på banen,” slutter Michael Smidt.

Roser fantastisk stemning
Vi talte også med tilbagevendte Mike Daugulis, der mener, at kampen kunne være forløbet til Rødovres fordel.

”Kampen kan gå begge veje i aften. Herlev udnytter deres powerplay, og deres målmand frustrerer os,” siger han og roser ligeledes tilskuerne.

”Der var en fantastisk stemning. Det er altid ’amazing’ med mange fans. Det er dejligt, og det gør meget for os.”

Jesper Duus, ’the grand old man’ er nuværende Herlev-spiller, og han har sammen med holdet oplevet et formdyk indtil de sidste par kampe.

”Vi har været inde i en lille nedtur med flere nederlag i træk. Det gør selvfølgelig noget ved os, og det var derfor dejligt med en sejr i Hvidovre i torsdags. Den selvtillid tog vi med i dag mod Rødovre,” siger den 43-årige back, som har fødselsdag i næste uge.

Han roser Rødovre for en foreløbig god sæson i AL-Bank Ligaen.

”Rødovre har overrasket positivt og gjort det godt i denne sæson. Holdet ser stærkt ud,” slutter Jesper Duus, inden han kan tage ud på sin obligatoriske ’løbe af’-tur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top