Annonce


Etnisk basar i Kærene?
WEB_karene.jpg
Startskuddet lyder snart til en helt ny indgang til Rødovre, i form af et kæmpe brag, når de to højhuse i Kærene den 13. maj sprænges i luften. Foto: Arkiv
fremtidens by For 50 år siden besøgte udsendinge fra hele Verden Rødovre Syd for at se, hvordan man kunne indrette en forstad bedst muligt. Håbet er, at området fra Trekantsgrunden til Rødovre Station igen kan rejse sig og blive en ny attraktiv indgang til Rødovre, når støvskyen fra de to tomme højhuse endelig har lagt sig.

Startskuddet lyder snart til en helt ny indgang til Rødovre, i form af et kæmpe brag, når de to højhuse i Kærene den 13. maj sprænges i luften.

Siden evakueringen den 1. januar 2007 har hele Rødovre Syd kæmpet for at bevare den identitet, som binder området sammen. Rødovre Syd var engang et forbillede på, hvordan man kunne bygge en forstad op omkring gode billige boliger, rekreative områder, skoler og let erhverv. Efter rømningen af højhusene lider Rødovre Stationscenter en tilsyneladende langsom død, og på kanten til Brøndby er Vestbad ved at drukne i regninger, mens udendørs faciliteterne for børnenes vedkommende ikke længere er attraktive.

Annonce

Drømmen om Sky Village, der ville tilføre området haver i himmelhøjde blev ikke til noget, men vinderne af en arkitektkonkurrence foreslog sidste år at bygge hen over Avedøre Havnevej for at skabe flere grønne områder og mere samhørighed. Vinderforslaget præsenterer et princip om, at alle, der bor og arbejder i Rødovre Syd, skal kunne nå grønne gårde på ét minut til fods, nå grønne

lokale attraktioner på fem minutter til fods og større grønne udflugtsmål som Damhussøen og Vestvolden på 10 minutter på cykel.

Under cafédebatten blev det omvendt foreslået, at der skulle køre en sporvogn midt på Tårnvej helt ned til Rødovre Stationscenter, hvor idéerne til forvandling var mange.

Ungdomsboliger, detailhandel, metrostation, et legeland for børn og et ikonbyggeri, der kan sætte Rødovre på landkortet var bare nogle forslagene for det døende center.

Fra asken af højhusene drømte borgerne om blandede boliger og erhverv, flere legepladser, samt en generel forskønnelse af de mange gårdmiljøer. 

Kun formanden for beskæftigelsesrådet satte ord på det, mange må have tænkt:

”Der foregår utrolig mange spændende ting dernede, og jeg drømmer om, at man kan bruge den eksisterende samling af ungdoms- og uddannelsesinstitutioner til at skabe et centrum for ungdomsuddannelser. Måske KTS kunne flytte derned, og man kunne bygge ungdomsboliger også. Men mest af alt synes jeg, at man skal spille positivt på, at vi har en bydel med masser af personer af forskellig etnisk oprindelse, så lad os dog lave en eksperimenterende basar,” foreslog Anni Arnoldsen Pedersen.

 

Idékonkurrencen for Rødovre Syd

Rødovre Kommune offentliggjorde i marts 2011 resultatet af en idékonkurrence om Rødovre Syd. Konkurrencen gav mange forskellige bud på nye udviklingsmuligheder for den sydlige del af kommunen. Vinderforslaget skaber nye, grønne byrum og bedre sammenhæng i området. Det skal være med til at gøre

Rødovre Syd til et endnu bedre sted at bo og arbejde. Rødovre Kommune modtog 26 forslag til, hvordan den sydlige del af Rødovre kan udvikles. En af udfordringerne i konkurrencen har været, hvordan området kan knyttes tættere sammen, samtidigt med at de attraktive grønne områder bevares og trygheden øges.

Det har vinderforslaget løst ved at præsentere en grøn strategi, som skaber flere små byrum, der alle bliver forbundet i et netværk af boulevarder, promenader, parker, pladser og bytorve. Blandt de nye, grønne byrum er de matrikler, hvor de to landskendte højhuse Agerkær og Ruskær i dag står tomme. Vinderforslaget

præsenterer et princip om, at alle, der bor og arbejder i Rødovre Syd, skal kunne nå grønne gårde på ét minut til fods, nå grønne lokale attraktioner på fem minutter til fods og større grønne udflugtsmål som Damhussøen og Vestvolden på 10 minutter på cykel.

 

 

Baggrunden for konkurrencen

Rødovre Kommune udskrev i 2010 en offentlig idékonkurrence om Rødovre Syd, nærmere betegnet den del, der omfatter en del af Milestedet samt området omkring Rødovre Station. Baggrunden for konkurrencen var et ønske om at få belyst mulighederne for en ny bæredygtig helhedsplanlægning af dette område. Den overordnede vision om, at Rødovre skal revitaliseres ved også at fokusere på de bløde værdier i byomdannelsen, skal også afspejles i udviklingen af den sydlige del af Rødovre. Kommunen skal være et godt sted at bo og arbejde med grønne byrum og mødesteder, samt pæne og velfungerende gaderum. Smukke omgivelser medvirker til positive oplevelser i hverdagen, ligesom de medvirker til at styrke den lokale identitet. Vinderen af konkurrencen- LiW Planning – har i efteråret 2011 videreudviklet stationsområdet til et markant og livligt byområde som indgangsport til kommunens sydlige del.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top