Annonce


Medrivende derby havde alt
RMB-Copenhagen_11_251111_BP.jpg
Rasmus Astrup scorer til 2-0 i RMB's 6-3 sejr over naboerne fra Hvidovre Foto: Brian Poulsen
Ishockey Det var en medrivende derby-forestilling, som udspillede sig fredag aften i Arenaen. Rødovre vandt med 6-3 over Copenhagen, der tilbragte det meste af kampen i udvisningsboksen. Tyrene havde seks forskellige målscorere – heriblandt Tobias Ruelykke, der for første gang nogensinde scorede i liga-regi.

Rødovre Mighty Bulls – Copenhagen Hockey 6-3
(2-0, 3-2, 1-1)
12:40 1-0 Mikkel Nielsen (Rasmussen, Linnet)
13:59 2-0 Rasmus Astrup (Contois, Smidt)
25:39 2-1 Peter Persson (Rosenthal, Brendstrup)
28:06 3-1 Tobias Ruelykke (Ekström, Astrup) pp1
29:44 4-1 Mike Daugulis (Karvinen, Bigler)
34:19 4-2 Nikolaj Murholt Rosenthal (Paquet)
38:33 5-2 Mike Berry (Karvinen, Rådde) pp2
49:09 5-3 Christian Vaagensøe (Nielsen, Paquet) pp1
58:32 6-3 Jannik Karvinen (Bau Hansen, Hansen)
Udv.: RMB 4×2, CH 13×2 + 1×10 (Jaeger) + 1×25 (Hansen)
Skud: 45-20 (9-8, 17-7, 19-5)
Tilskuere: 1.531

Rødovres kæder:
Målmand: Sebastian Dahm
1. Tobias Ruelykke – Mike Rådde. Andy Contois – Rasmus Astrup – Michael Smidt
2. Morten Allesøe – Emil Bigler. Mathias Bau – Mike Berry – Jannik Karvinen
3. Tobias Hansen – Søren Pærregaard. Adrian Ekström – Mikael Christensen – Mike Daugulis
4. Sebastian Bergholt. Ulrich Linnet – Mikkel Nielsen – Patrick Rasmussen

Annonce

Rødovre var uden Jesper Malle. Kampens hoveddommere var Jacob Grumsen og Thomas Lassen.

1. periode
Morten Allesøe fik kampens første udvisning efter halvandet minut for interference. Copenhagen kom slet ikke til fadet i de to overtalsminutter, mens Andy Contois fik vist sin farlighed på en kontra.

Der var en stor chance til Copenhagens Nicklas Carlsen efter fem minutter, men Sebastian Dahm fik lukket af i situationen.

Dahm valgte en blokering efter syv minutter efter skud fra udeholdets Daniel Patick Høhl.

Kampen var startet med hurtige angreb frem og tilbage over isen, men uden de helt store chancer til nogen af holdene. Der blev gået til den i nærkampene og vist en god fight.

Copenhagen fik to store chancer inden for et halvt minut, men begge forsøg gik forbi mål. Mikael Christensen trak en udvisning efter ti et halvt minut, da han blev hooked ned bagfra af udeholdets Martin Nielsen. Rasmus Astrup viste stort overskud i overtal, da han fintede sig forbi et par spillere og afsluttede på Copenhagen-målmand, Brett Jaeger.

Jannik Karvinen forsøgte sig fra distancen i samme moment, som Martin Nielsen løb på isen igen. Karvinen, der i aften havde muligheden for at vise sig frem for landstræner Per Bäckman, som fulgte kampen fra tilskuerpladserne.

I næste skift fik fjerdekæden chancen, og de greb den hundrede procent. Det var Mikkel Nielsen, der efter en flot pasning fra Patrick Rasmussen sendte pucken sikkert ind bag den canadiske målmand. 1-0 til tyrene og stor jubel i Arenaen.

Under ét minut senere øgede Rasmus Astrup til 2-0 tæt under mål efter en ripost. Stærkt arbejde af Rødovre-spillerne, der ikke levnede naboerne mange chancer i dét angreb.

Med seks minutter til pausen røg Copenhagens kaptajn, Peter Persson, til afkøling i to minutter for tripping. Rødovre spillede et fint powerplay, men det blev ved 2-0-føringen, og gæsterne kunne ånde lettet op for en stund. Rødovre havde klart fået momentum efter de to scoringer.

Fjerdekæden var på isen igen og viste masser af gå-på-mod. Ulrich Linnet kæmpede stort og fremtvang en blokering hos Brett Jaeger. Godt og aggressivt spil fra de unge tyre.

Rødovre havde siddet på spillet siden scoringerne, og Copenhagen forsøgte at finde fodfæste efter en vanskelig start.

Andy Contois fik periodens sidste store chance, inden pausesignalet lød og dette med stillingen 2-0.

2. periode
Andy Contois startede perioden stærkt, og amerikaneren havde allerede haft to gode chancer efter tre minutter.

Søren Pærregaard blev udvist for cross checking på Nicklas Carlsen efter tre et halvt minut. Emil Bigler opfangede en situation og fik fravristet en Copenhagen-spiller pucken. En back, der virkelig har taget fat i sin debutsæson for Rødovre.

Copenhagen kom på tavlen i powerplay, da Peter Persson snød Sebastian Dahm tæt under mål, og der var reduceret til 2-1.

Kort efter blev Copenhagens Martin Nielsen udvist i to minutter for tripping. Mike Daugulis var millimeter fra at øge føringen, man canadieren missede tæt op ad den ene stolpe.

Rødovre spillede et rigtig fornuftigt overtal, og belønningen kom også, da backen Tobias Ruelykke opfangede en retur i slottet (fra Adrian Ekström), og den danske U20-landsholdsspiller øgede med et trækskud til 3-1 for hjemmeholdet. Et flot mål af tyrene i et kanon skifte, og Ruelykke havde ikke bare scoret sit første mål i sæsonen – men i det hele taget i liga-regi.

Rødovre fortsatte nærmest i powerplay, og der kom da også en afventende udvisning på en Copenhagen-spiller. Men det ét fedt, idet Mike Daugulis flot styrede pucken op i nettaget efter en afslutning fra Adrian Ekström. 4-1 til RMB, og det så ganske interessant fra hjemmeholdets synspunkt.

Tobias Ruelykke forsøgte at fordoble sin elitekarriere-målhøst efter ti minutter, men backen måtte denne gang sande, at Brett Jaeger var på sin plads.

Copenhagen fik en kæmpe chance, men Sebastian Dahm viste klassen. Nicklas Carlsen lavede en frustrationsudvisning på kaptajn Michael Smidt med otte et halvt minut til pausen. Han måtte ud i to minutter for en knætackling.

Morten Allesøe fik en stor chance fra helt åben position midt for mål, men afslutningen sad lige i favnen på målmanden. Jannik Karvinen var den næste i overtal til at teste Jaeger, men også dén puck voldt ingen problemer for keeperen.

Mike Berry prøvede med en fræk afslutning ved nærmeste stolpe, men pucken gik i sidenettet. Copenhagen så ualmindeligt forpustede ud og havde svært ved at få pucken ud af zonen. Det blev ved 4-1 med seks minutter til pausen.

Copenhagen fik dog en tiltrængt reducering, da Nikolaj Rosenthal sendte pucken ind ved Dahms stokhandske til 4-2. Det lignede et mål, som den ellers solide keeper skulle have haft. Spændingen var atter tilbage i lokalderbyet.

Copenhagens Peter Persson blev udvist i to minutter for slashing med tre et halvt minut til pause. Det skulle blive bedre for tyrene, idet Kasper Pedersen blev udvist i to minutter for tripping imod Michael Smidt. Der skulle spilles fem mod tre i lidt over halvandet minut.

Fire sekunder før første udvisnings udløb kom Mike Berry på tavlen med en smart, smart ’styring’ venstre for målet. Det var Karvinen, der faktisk spillede canadieren, men centeren forsøgte sig, mens målmanden sideforflyttede sig, og ind gik pucken til 5-2. Rødovres andet powerplay-mål i kampen.

Copenhagen blev fuldtallige med ét minut igen. Morten Allesøe sendte pucken på overliggeren kort efter, og pucken gik ud af spil. Det så rigtig fornuftigt det, som tyrene havde gang i i øjeblikket.

Holdene gik til pausen med stillingen 5-2 med den berømte Brøndby-intro ’Jump’ rungende ud af højttalerne. Copenhagen spillede udisciplineret, og det havde kostet i anden periode. Fortjent og komfortabel føring til hjemmeholdet.

3. periode
Mike Daugulis fik en ren ’direktør’ efter et minut, men den ellers fremragende tværpasning fra Mathias Bau blev misbrugt på det skammeligste.

Copenhagens Martin Nielsen fik sin tredje udvisning i kampen, og det gav Rødovre chancen i powerplay på ny. I overtal blev Andy Contois spillet op til en god chance, men pucken blev blokeret. Der blev lagt et godt pres på Brett Jagers mål, men stillingen var fortsat 5-2 efter tre minutter af perioden.

Tobias Ruelykke sendte pucken på roden af stolpen, men det skulle vise sig, at Copenhagen skulle få endnu en udvisning. Denne gang måtte Kasper Pedersen til afkøling i to minutter for holding. Rødovres Mike Daugulis fik i samme tid en udvisning for holding the stick. Der skulle spilles fire mod fire.

Andy Contois opsnappede pucken bag mål og fik afsluttet i fri position, men uden held. Søren Pærregaard kom godt tilbage i et Copenhagen-angreb og fik forhindret en afslutning efter syv minutter.

Begge hold blev fuldtallige, men det varede kort, for Rødovres Tobias Hansen blev udvist i to minutter for holding. Nu skulle naboerne fra syd forsøge sig i powerplay.

Copenhagen fik reduceret til 5-3 i powerplay, da Rødovre-spillerne glemte at markere og rydde op foran Sebastian Dahm. Det gav muligheden til udeholdet for at sætte en retur ind, og det var en ren gammel ’Rødovre’-scoring med Christian Vaagensøe som målscorer og Martin Nielsen og Nicklas Carlsen som oplæggere.

Gæsterne øjnene muligheden og havde skruet tempoet en anelse om med højt pres på Rødovre-spillerne.

Nu var kampen på sit kogepunkt. Copenhagen var frustrerede, og det resulterede i en udvisning til Phil Paquet med otte et halvt minut igen (2+2 min.). Efter 39 sekunder af udvisningen blev Kasper Pedersen udvist i to minutter for holding. Rødovre fik godt halvandet minut i fem mod tre.

Målmand Brett Jaeger hev en stor redning op af ærmet. Der var virkelig tryk på kampen i denne fase. Rødovre pressede på for et mål, og det gav flere blokeringer hos den canadiske målmand, der p.t. holdt hans hold inde i matchen.

Rødovre formåede ikke at udnytte den store mulighed i overtal, og det selvfølgelig ikke optimalt. Kampen skulle være lukket.

Det gik hurtigt den anden vej, hvor Copenhagen havde alle chancer for at reducere yderligere, men Rødovre holdt stand.

Tobias Ruelykke sendte et skud af sted fra distancen, som efterfølgende skabte kaos foran Brett Jaeger. Han foretog en blokering med to minutter igen.

Brett Jaeger blev trukket ud med 1:45, og der skulle kun gå godt 15 sekunder, før pucken lå i nettet i det tomme mål. Topscorer Jannik Karvinen fortsætter sin målstime med scoringen til 6-3. Kampen var dermed afgjort.

Copenhagens Rasmus Hansen fik tildelt en matchstraf med et minut igen, da han slog Patrick Rasmussen ned bag eget mål.

Mathias Bau sluttede aftenens underholdning med god mulighed, og sekunderne tikkede ud med slutresultatet 6-3 til Rødovre Mighty Bulls. Den hadske stemning holdene imellem blev sluttet af med et ’tak for kampen’, og tyrenes sejr var efter fortjeneste. Copenhagen tabte kampen på udisciplineret og sjusket spil.

Rødovre fandt effektiviteten frem ligesom ved sidste hjemmekamp mod AaB Ishockey, og det var til stor jubel for de godt halvandet tusind tilskuere til aftenens derby. Rødovre har dermed vundet tre ud af tre mulige opgør mod Copenhagen.

Angrebet var klart i plus, mens det til tider hang lidt i forsvaret. Men så var der Sebastian Dahm, som igen vogtede buret til godkendt.

Rødovre har nu hele otte dags pause, før turen går til Frederikshavn lørdag i næste weekend.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top