Annonce


Her er der plads til alle
WEB_gam3.jpg
Hermela Haile Berhane er en af de mange unge frivillige, som er med til at udvikle gadeidrætten i de tætte byområder, men også gennem dette arbejde byområderne selv. I mandags tog hun hul på GAM3´s nye sæson i Kærene. Foto: Red.
gam3 Hun er ikke selv særlig god til hverken fodbold eller basket, men hun forstår alligevel at gøre en kæmpe forskel på banen. Selvom Hermela kun er i starten af 20’erne er hun nemlig en af de mange frivillige i GAM3, der bringer idræt og unge tættere på hinanden. Ja, faktisk er hun projektleder.

For bunden af Rødovres tunge højhuse ligger en lille oase af sort asfalt. Her mødes børn og unge fra hele området hver dag for at spille fodbold og basketball. Men selvom dét i sig selv altid er sjovt, er det nogle gange lidt mere alvor end andre.
To gange om ugen fløjter frivillige nemlig op til træning med professionelle instruktører, og det har givet gadeidrætten i Danmark et kæmpe boom. Men når uformelle mødeformer er en del af strukturen, er der brug for overblik.
I Kærene er det Hermela Haile Berhane, der har det store forkromede overblik.
“Vi er et utrolig godt team af mange frivillige, som arbejder sammen om at få tingene til at køre. Vi kommer her sammen med trænerne, hjælper med tilmeldinger, og taler med de børn og unge, som står på sidelinjen,” siger Hermela, der til dagligt er i gang med at skrive speciale i Internationale Udviklingsstudier på RUC.
For mange vil ordet gadeidræt måske lyde forkert, men den særlige kultur, der er omkring arrangementerne vokser for tiden overalt i Danmark, hvor unge fra sociale boligområder blandt andet oplæres som playmakere og ambassadører og på den måde tager aktivt ansvar for deres lokalmiljø.

Tilgængeligt
“Der er mange, som ikke ved, hvad det er, men idéen er at flytte foreningsmentaliteten ud til et sted, hvor det er mere tilgængeligt og åbent og for alle, og er mindre formelt. Mange af de unge i Kærene bliver nok skræmt væk af alt det der med dyre kontingenter, generalforsamlinger og bestyrelser,” påpeger Hermela.
I Kærene gør man derfor en dyd ud af at sikre, at rammerne inviterer folk til.
“Hvis man ikke kan se og høre, hvad der sker, så opsøger man ikke stedet. Derfor gør vi meget ud af at have fed musik, når der er træning på Multibanen, hvor vi også laver streetdance og streetfit, som er rigtigt hårdt skal jeg hilse at sige,” lover Hermela.
Hun har været frivillig i tre år, men selvom hun kommer fra området, havde hun faktisk tilmeldt sig på Amager.
“Det er det gode ved GAM3. Når man har betalt 50 kroner, kan man træne i alle de byer, hvor der er GAM3. Det er fedt fordi det understreger den kultur, der er i gadeidrætten. Det skal være tilgængeligt for alle. Også hvis man lige er på ferie i Jylland eller ude at besøge nogle venner en hverdagsaften,” understreger Hermela.
Hun påpeger, at der derfor også er mange deltagere, som dyrker sport i en traditionel klub, men at der bare sker noget ekstra, når der er sol og fed musik, og to store amerikanske basket-stjerner på asfalten,” siger hun med et smil.

Annonce

Sjov og alvor
Efterhånden som de unge bliver bedre til det de laver, går der også en smule konkurrence i det hele. Således var to af pigeholdene tæt på at vinde guld i DM i streetbasket, og de træner ellers ikke normalt. Men der er også andet end sport på programmet.
“Hvis det regner, kan vi godt finde på at rykke indendørs og spille spil, eller leje film. En gang om året skal alle også lave noget socialt arbejde i nærheden af banen, et såkaldt streetprojekt. Vi valgte sidste år at samle ind til Red Barnet, og det blev en kæmpe succes, hvor de unge selv tog ansvar, så det prøver vi at gøre til en tradition,” siger Hermela, der har haft travlt op til startskuddet i mandags.
“Nu ser jeg frem til, når der er streetgames på rådhuspladsen i Rødovre den 13. juni. Det er en fed reklame for kulturen, når der er høj musik, dans, streetart og seje T-shirts overalt, samtidig med, at man kan kvalificere sig til DM i basket. Jeg håber bare, at Rødovres piger igen vil være med helt fremme,” slutter hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top