Annonce


Topscorer bliver i Rødovre
WEB-andy-contois_RMB-AaB_QF3_05_280212_BP.jpg
Andy Contois bliver i Rødovre mindst en sæson mere. Foto: Brian Poulsen
ishockey Topscorer for Rødovre i denne sæson, amerikanske Andy Contois, tager en tørn mere for tyrene. Han har forlænget sin kontrakt med en enkelt sæson.

Rødovre Mighty Bulls har i hård konkurrence med flere andre klubber – danske som udenlandske – sikret sig en kontraktforlængelse med Andy Contois. Amerikaneren har i 47 kampe for Rødovre i denne sæson lavet 55 (19+36) point. Han beskriver det helt unikke ved Rødovre.

”Man kan mærke, at det er en speciel klub. Der er helt fantastisk sammenhold – ikke kun blandt spillerne, men også med alle omkring holdet og vores fans. Alle kan byde ind, og det er også utroligt at se alle de frivillige, der hjælper til. Flere af spillernes – og flere af de tidligere spilleres – familier hjælper til i klubben, og det er jo helt unikt,” siger han.

Annonce

Som så mange andre tidligere spillere på Vestegnen, så har den amerikanske forward fundet sig godt tilpas.

”Jeg er blevet taget rigtig godt imod og er faldet godt til i København. Klubben fungerer meget professionelt, og vi har et godt hold med mange talenter, så jeg ser meget frem til, at vi kan gøre det endnu bedre i den kommende sæson,” udtaler Andy Contois.

Én af ligaens hurtigste
En anden nordamerikaner, den canadiske cheftræner Brad Gratton, er naturligvis glad for, at topscoren fortsætter for Rødovre.

”Andy er en topspiller og én af ligaens hurtigste skøjteløbere – hvis ikke den hurtigste. Som assisterende kaptajn har han haft en meget vigtig rolle på vores hold, som han har levet fuldt op til. Andy går forrest, har blik for spillet og kæmper altid for holdet både i kampe og til træning. Det er virkelig en indstilling, som jeg værdsætter,” siger ’Gratts’ og fortsætter.

”Samtidig er han meget professionel og en holdspiller både på og uden for isen. Og så er han aldrig tilfreds og vil altid forbedre sig.”

Gratton råder altså over Contois i yderligere en sæson, og det passer træneren aldeles godt.

”Det har ikke været svært at beslutte, at jeg gerne så Andy forsætte i klubben. Det giver også en rigtig god følelse, at han selv har været meget interesseret i at forsætte her. Så jeg er meget tilfreds og ser allerede nu frem til at forsætte samarbejdet den kommende sæson,” siger Brad Gratton.

Andy Contois er den syvende forward, der indtil videre har kontrakt med Rødovre for sæson 2012/2013. Herudover er fire backs og målmand Sebastian Dahm også sikret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top