Annonce


Kongen og dronningen på besøg
Skak.jpg
Damhus Skakklubs danske mester Bent Kølvig og hans modstander Flemming Bo Larsen før deres dyst i Rødovre Centeret lørdag. Foto: Privat
Skak Festpladsen i Rødovre Centrum fik lørdag besøg af skakspillets konge og dronning, da Damhus Skakklub afholdt en håndfuld publikumsvenlige kampe.

De handlende kunder i Rødovre Centrum kunne lørdag stoppe op på Festpladsen og overvære et spil skak eller to på det dertil indrettet, overdimensionerede skakbræt.

Det var Damhus Skakklub, der afholdt fem kampe af cirka en times varighed. Deltagerne talte blandt andre den tidligere Danmarksmester Bent Kølvig og skakklubbens bedste spiller, Søren Boeck.

Annonce

Skakklubbens formand, Ernst Mader Hansen, er glad for, at klubben har mulighed for at promovere den såkaldte mentale sport foran centrets lørdagshandlende.

”Vi har et kanon samarbejde med Rødovre Centrum, og vi er glade for, at vi har muligheden for at benytte centrets store skakbræt. Vi prøver hvert år at spille her 1-2 gange,” siger han.

Damhus Skakklub har til huse i Kulturhuset på Højnæsvej 63 og søger altid nye medlemmer fra alle aldersgrupper.

”Vi spiller som minimum hver tirsdag aften fra kl. 19.30 og alle er meget velkomne. Vores yngste medlem er 14 år, mens alderspræsidenten vist nok er 85 år. Så der er plads til alle, og man får en lille prøveperiode, inden der skal betales kontingent,” siger Mader Hansen, der vandt lørdagens første kamp mod Peter Sumberg.

Sjovt at spille på stort bræt
Kampene i Rødovre Centrum var kendetegnet ved at være publikumsvenlige, og der var da også flere interesserede blikke fra de forbipasserende.

”Der kommer tilskuere, som lige vil overvære et spil skak. Overskueligheden på et almindeligt størrelse skakbræt er bedre, men det er meget sjovt at prøve at spille på et stort bræt,” forklarer Ernst Mader Hansen.

Sten Bauers, der tabte sin kamp til Bjørn Enemark, fortæller lidt om skakspillet.

”Det er jo en intellektuel form for sport, hvor man får spænding på en helt speciel måde. Det er stimulering af hjernen, og så er det et spil for alle,” siger han.

Damhus Skakklub blev stiftet 26. maj 2009 og er en sammenslutning af et par klubber. Der er omkring 65 medlemmer, og klubben har i alt fire hold. Det bedste af dem spiller med i Mesterrækken.

Interesserede personer kan klikke ind forbi www.damhusskakklub.dk og læse meget mere om turneringer og medlemskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top