Annonce


Avarta lukkede Hvidovre ned
Avarta-Hvidovre_09_090412_BP.jpg
Foto: Brian Poulsen
Fodbold For første gang i denne sæson måtte Hvidovre gå målløse fra banen, da de gæstede Espelunden Stadion. Til gengæld havde Avarta heller ikke meget at byde ind med, så kampen endte 0-0.

Avarta – Hvidovre IF: 0-0(0-0)

Tilskueretal: 523

Annonce

Avartas startopstilling(4-5-1): Rasmus Pryts – Henrik Voldquardsen, Erkan Aslan, Jesper Kristoffersen, Casper Windfeld – Haydar Said(´26 Danni Jensen), Morten ”Mojo” Johansen, Jesper Larsen(´77 Casper Johansen), Michael Ø. Poulsen, Mikkel Tribler(´68 Sebastian Nielsen) – Morten Seifert Bierrings

Mange af de trofaste fans af traditionsklubben Hvidovre IF havde mandag taget turen til Espelunden Stadion og fyldte tribunen til randen og udlignende hjemmebanefordelen for Avarta.

Derudover blev Avarta ramt af uheld under opvarmningen, hvor Saban Özgodan måtte forlade startopstillingen pga. en lårskade. I hans sted spillede tilbagevendte Morten ”Mojo” Johansen. Desuden var der debut til Erkan Aslan, der torsdag sluttede sig til Avarta-truppen efter i efteråret at have spillet for Birkerød.

Han fik noget at arbejde med fra start, hvor Hvidovres angriber Jakob Ingvarsen smuttede fra sin direkte oppasser og fik bolden i dybden. Heldigvis for både Aslan og keeper Rasmus Pryts var afslutningen lige i brystet på Pryts.

5 minutter senere fik Hvidovre et indirekte frispark inden i feltet, da Rasmus Pryts tog Henrik Voldquardsens tilbagelægning op i hænderne. Skuddet blev i første gang blokeret af en bravt kæmpede Avarta-mur og siden clearet.

Hvidovre forsøgte gennem hele første halvleg med tålmodigt og bredt spil at overløbe Avarta på kanterne. Specielt den lille Marc Olsen gav venstre back Casper Windfeld problemer. Derfor var gæsterne, som forventet, meget på bolden. Avarta knoklede rundt for at lukke huller i defensiven, og det lykkedes. Hvidovre kunne ikke finde vej igennem muren af heroisk kæmpende Avarta-spillere.

På en sjælden kontra-chance til Hvidovre, fik Jonas Hebo Rasmussen vist, hvorfor storklubben Arsenal i sin tid hentede ham til deres ungdomsafdeling. Efter et par fikse træk kom der en kvalificeret afslutning, der gik lige over mål.

En anden tilbagevendt Avarta-dreng, Jesper Larsen, var i første halvleg en hovedrolleindehaver, når hjemmeholdet skulle skabe chancer. Han fik stresset HIF’s venstre back Stefan Sørensen til flere dumme boldtab, uden Avarta fik udnyttede chancerne.

Mod slutningen af halvlegen blev den voldsomme Hvidovre-dominans lidt mindre, som regnen begyndte at sile ned over ”Lunden”. Kampen blev i højere grad præget af fysiske dueller, og det passede Avarta godt, da de stille og roligt kunne arbejde sig ind i kampen.

Den bedste mulighed til Avarta kom, da Mikkel Tribler i venstre fik sprintet sig plads til et indlæg, der næsten lå i panden på Jesper Larsen, som akrobatisk fik sendt bolden mod bagerste stolpe, hvor den sneg forbi på det ’forkerte’ side set med Avarta-briller.

I slutminutterne af første halvleg blev kampens eneste mål scoret og annulleret igen, da en Hvidovre-dødbold via en rød trøje blev sendt i mål. Der var ingen store protester over annulleringen. I overtiden fik Jakob Ingvarsen igen muligheden på en halv friløber, men igen var afslutningen lige på Rasmus Pryts.

Anden halvleg blev en kamp for hver meter. Hvidovre forsøgte tålmodigt og ihærdigt at skubbe spillet tættere og tættere på Avartas mål, mens hjemmeholdets spillere løb rundt og dækkede for åbninger og frygtløst tacklede bolden for at bryde rytmen i spillet, når muligheden bød sig.

Det tunge Hvidovre-pres kastede ingen store målchancer af sig, og der skulle et kikset clearingsforsøg fra Casper Windfeld til skabe næste friløber, som indskiftede Sulemani brændte på fornem vis.

Kræfterne var nu ved at slippe op hos Avarta, og de offensive løb blev mere og mere sjældne. Faktisk brød venstre back Casper Windfeld flere gange igennem i venstre side, blot for at finde ud af, at han var komplet alene i angreb mod Hvidovre-forsvaret.

Som tiden gik, og lystavlen stadig viste 0-0, blev gæsterne i højere grad frustrerede. Frustrationerne kom tydeligt til udtryk, både når dommeren fløjtede og ikke fløjtede – ja selv når dommeren fløjtede, hvad Hvidovre ønskede, kom der frustrationsudbrud.

De eneste muligheder Hvidovre fik, var når de trykkede af fra distancen, men alt for sjældent ramte skuddene målet. I stedet blev det Avarta, der fik kampens sidste store chance, da Danni Jensen fandt en fri Morten Seifert, der havde lusket sig lige ind i feltet, men anførerens afslutning strøg over overlæggeren efterfulgt af et skuffet suk fra tribunen.

Jonas Hebo Rasmussen og Henrik Voldquardsen forsøgte begge fra distancen lige før lukketid, men ingen af skuddene voldte keeperne nogle problemer, og det sluttede som det startede. 0-0.

Hvidovre gik for første gang i denne sæson fra banen uden at have scoret et mål. Samtidig blev deres perfekte udebane statistik med 9 kampe og 9 sejre ødelagt. Avarta derimod er stadig ubesejret i forårssæsonen og hentede endnu et uventet point til samlingen. De grønne fra Espelunden er dermed stadig over stregen.

2 kommentarer om “Avarta lukkede Hvidovre ned”

  1. Uffe Grooss siger:

    Flot defensiv af drengene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top