Annonce


Danskerne er ineffektive!
WEB_Chrumme.jpg
Foto: Sille
Chrumme "Danskerne er for ineffektive", siger Helle Thorning. Der kunne man godt fristes til at nævne den gode gamle talemåde om stenen og glashuset.

Måske endda fristes til at bruge børnenes talemåde: Spejl. Man fristes lige til at nævne boligpakke, betalingsring og andet djævelskab, som ikke helt blev til noget. Og en socialminister, som mener at vi bruger vores penge elendigt mht. sociale ydelser.
Når regeringen indkalder til ministermøde på Marienborg, med eet punkt på dagsordenen: Ikke flere bommerter. Så er det lidt svært at føle sig specielt ineffektiv, ikk’?
Men hvad gør man, når man nu er en effektiv statsminister som synes, at danskerne er ineffektive? Ja, man gør som man plejer, når der er noget galt i Danmark: Man nedsætter en kommission. En Produktivitetskommission. DET lyder fandme effektivt. De er SÅ effektive, at de allerede har en rapport klar i 2013…. Lur mig om ikke de når frem til at den bedste gulerod for øget effektivitet er mere i løn, og så dropper man det igen. Lige som den gang man lavede en Velfærdskommission. De havde en masse gode ideer, men den anden regering brød sig ikke om rapporten. Så døde den der. Så jeg slapper helt af og regner ikke med, at jeg skal være effektiv lige med det samme.
Jeg synes nu ellers er jeg er OK effektiv. Jeg sørger f.eks. altid for at gå i Fakta kl. 20, så er der ikke et øje og jeg kan hurtigt og effektivt sørge for mine indkøb. Om personalet i Fakta så synes, at det er super effektivt at have åbent til kl. 22, ved jeg ikke noget om. På Borgerservice er det omvendt, der har man åbent fra 10.00-14.00. Meget humoristisk at kalde det for borgerservice. Lidt lige som at have en døgnkiosk, der lukker kl. 17.30.
Lige på siddende baller, kan jeg kun komme i tanke om to virksomheder som virkeligt er effektive, det er postvæsenet og Seven-Eleven. Postvæsenet, som til sidst opgav at dele pakker ud i dagtimerne hvor folk ikke er hjemme alligevel og opsatte “selvhenteren”. Og Seven-Eleven, for at love at de har åbent fra 07.00-23.00, men faktisk holder længere åbent.
Så alt i alt har Helle nu ikke helt uret, vi kunne måske godt være lidt mere effektive. I dag kørte jeg f.eks. forbi en radarfartkontrol OG en fotofælde. Begge gange kørte jeg for stærkt, men jeg blev ikke nappet. Jeg kalder det for held, men andre ville måske kalde det for ineffektivitet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top