Annonce


Skoleelever hitter med rapsang mod mobning
WEB_rap_drenge_roedovre_sko.jpg
Fire drenge fra 2.C på Rødovre Skole har lavet deres egen sang og musikvideo. Sangen hitter i øjeblikket på youtube, hvor den er vist mere end 25.000 gange. Foto: Red.
sang med budskab Fire drenge fra 2.C på Rødovre Skole har lavet deres egen sang og musikvideo. Sangen har et klart budskab og går i øjeblikket sejrsgang på Youtube, hvor den indtil videre er vist over 25.000 gange.

De kommer fra fire forskellige lande, men har hjertet placeret samme sted. Både det der slår under brystkassen samt det der skaber nye venskaber og tager afstand til mobning og drillerier.
Gustav, Louis, Ibrahim og Sadiiq har selv oplevet at blive mobbet og drillet i skolen. Derfor tog de sagen i egen hånd. Eller rettere mikrofonen. Sammen med Kasper Nyemann, der er pædagogstuderende på Rødovre Skole, besluttede de sig for at skrive og indspille en sang om mobning og livet på skolen.
Musikprojektet har knyttet de fire venner tæt sammen og blevet en stor succes på Youtube, hvor musikvideoen indtil videre er set over 25.000 gange.
“Det er et rigtig vigtigt emne at bringe op på en skole, og jeg tror det hjælper bedre, når det er børnene selv, der siger det i stedet for de voksne,” fortæller Kasper Nyemann, der udover at studere til pædagog også selv laver musik.

Scorer damer
De fire drenge fra 2. C er overraskede over deres succes med sangen. Den hitter på youtube og det smitter af i skolegården, hvor drillerierne nu finder sted i mindre grad.
“Drengene fra de større klasser driller os ikke ligeså meget mere. Det ender med slåskampe, når man mobber hinanden, så vi er glade for vores sang,” fortæller Louis, der har mexicanske rødder. Sadiiq er enig. Han glæder sig dog mest over de andre fordele sangsuccesen fører med sig.
“Nu kan vi nemmere score nogle damer,” fortæller han, inden han bryder ud i et grin og forsikrer, at det kun er for sjov.

Annonce

MGP
Sangen og musikvideoen har forløbig gået sin sejrsgang på Rødovre Skole, men de fire klassekammerater, der tilsammen kalder sig selv fra ‘Capflow’, drømmer om at vise sig frem på den store scene.
“Vi stopper ikke med at lave musik. Vi vil gerne stille op i MGP,” fortæller Gustav.
Hvilket emne vil i så bringe op næste gang?
“Det ved vi ikke helt endnu, men vi har snakket om at skrive en sang om, at vi kommer fra fire forskellige lande,” slutter Gustav.

[yt]uc9824E05aM[/yt]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top