Annonce


Studerende må sejle egen SU-sø
WEB_RG-studenterkoersel1_26.jpg
Hvert år fanges færdige studerende mellem offentlige instanser, som ikke kan blive enige om, hvorvidt de unge er studerende eller erhvervsaktive. Foto: Arkiv
dødvande Hvert år fanges flere unge i dødvandet mellem arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. "Men reglerne er helt enkle, man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at modtage kontanthjælp," understreger Rødovres formand for beskæftigelsesudvalget.

95 procent af en årgang skal have en uddannelse, der skal flere i arbejde og flere skal fastholdes i uddannelserne. Flotte mål er der nok af, men de kan være svære at få øje på, hvis man, som Camilla Pedersen, er fanget mellem to offentlige instanser.
“Den 10. februar i år afsluttede jeg mit grundforløb på TEC i Hvidovre, med et flot 12-tal som lager- og logistikoperatør. Derfor er jeg jo af gode grunde ikke berettiget til SU mere, da jeg den 1. marts 2012 startede i lære og nu tjener lærlingeløn,” starter hun.
Desværre er SU-Styrelsen helt enig, og Camilla, der er mor til to børn, har derfor ingen indtægt i mindst en måned.
“Jeg gik på jobcenteret den 10. februar for at søge kontanthjælp. Her fik jeg en tid til en samtale på jobcenteret torsdag den 23. februar, hvor jeg fik at vide, at jeg også skulle til samtale med Økonomisk Team. Der henvendte jeg mig med det samme, hvor jeg fik at vide, at de ikke havde tid til at snakke med mig, og at jeg måtte henvende mig efter weekenden, men ikke engang mandag kunne hun love mig en samtale. Nå men tirsdag lykkedes det mig så endelig. Jeg kom positiv ind til samtalen og i godt humør, og gik derfra grædende med kun én tanke i mit hoved: ‘Jeg bliver sat på gaden med mine to børn.’Jeg fik nemlig at vide, at jeg ikke kunne få kontanthjælp, fordi kommunen ser mig som studieaktiv,” forklarer Camilla Pedersen, der med SU-styrelsens påpegning af det modsatte, følte sig helt fortabt.
Men på Rødovre Rådhus, er der ingen kære mor, ligesom der i øvrigt ikke er nogen andre steder i landet.
“Jeg kan ikke kommentere enkeltsager. Reglerne for at modtage kontanthjælp er helt enkle; man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet – og det er man ikke, hvis man er tilmeldt et studie,” forklarer formand for Beskæftigelsesudvalget, Anni Arnoldsen Pedersen (A).

Lån af familien
Hun kan sagtens genkende Camillas situation, der er et tilbagevendende problem.
“Dette giver hvert år problemer for bl.a. nyudklækkede studenter, som først starter deres uddannelse i september. Det er naturligvis et problem, at unge på den måde er nødt til at tage banklån eller låne af familien i den mellemliggende tid. Og det ligger bestemt ikke i tråd med vores ønske om, at flere unge skal gennemgøre en uddannelse. Men reglerne for kontanthjælp er som sagt meget stive,” understreger hun.
Det hjælper imidlertid hverken Camilla eller andre i samme situation, tværtimod.
“Det kan ikke være rigtigt, at ingen vil tage ansvar for os studerende. Vi bliver presset ud i uddannelse, men lige så snart vi har behov for hjælp, er der intet at hente fra det offentlige. Jeg ved ikke hvordan det skal gøres, men nogen må kunne ændre i reglerne, da der er mange folk, der havner i samme problem som mit, og derfor aldrig får sig en uddannelse,” slutter Camilla Pedersen.

Annonce

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top