Annonce


Frivillige på finansloven
WEB_tine-frivilligcenteret1.jpg
Da Rødovre Frivilligcenter lever op til Socialministeriets krav, har man modtaget 350.000 kroner i støtte til blandt andet selvhjlæpsgrupper. Foto: Arkiv
frivillig Da landets frivilligcentre i år er kommet på finansloven, bliver der ekstra penge til dem, der gør en ek-stra indsats. Og her står Rødovre Frivilligcenter forrest i køen. Pengene skal bruges på selvhjælpsgrupper og bekæmpelse af ensomhed.

Det bliver nemmere at hjælpe sig selv og hinanden gennem en svær tid. Rødovre Frivilligcenter har netop modtaget en kvart million kroner til at opstarte forskellige selvhjælpsgrupper. I alt har frivilligcenteret modtaget ca. 350.000 kroner fra Socialministeriet, og det har muliggjort ansættelsen af en fast selvhjælpskoordinator.
“Vi har længe haft lyst til at hjælpe unge menne-sker, der har det svært, og der er selvhjælpsgrupper en af de gode måder, så vi har store forventninger. Men vi forpligter os samtidig til at skabe socialt engagement blandt frivillige og informere borgere om tilbud, noget der er i tråd med de ting, vi allerede satser meget på,” siger formand for Rødovre Frivilligcenter, Jette Jensen.
Hun forklarer, at frivilligcenteret i dag har et budget på mere end én million kroner, hvis man også tæller den støtte man modtager til forskellige poster fra Rødovre Kommune.
“De nye penge, og den støtte vi havde i forvejen betyder, at vi kan blive ved med at udvikle os, i stedet for at hvile på den gode start vi har fået,” siger Jette Jensen, der glæder sig til, at ensomhed bliver et nyt fokusområde sammen med en tættere dialog med sundhedscenteret om forskellige frivillige patientforeninger.
På rådhuset glæder formand for Social- og Sundhedsudvalget, Britt Jensen (A) sig over de nye penge.
Hjørnesten. “Frivilligcenteret spiller en meget stor rolle i lokalsamfundet i Rødovre og er både sparring for foreninger og er med til at skabe endnu flere lokale frivillige aktiviteter i Rødovre til gavn for rigtig mange borgere,” siger hun og fortsætter:
“Frivilligcenteret er blevet en vigtig hjørnesten i vores kommune med støtte til de frivillige og vores borgere, der benytter de frivillige tilbud. Frivilligcenteret har fingeren på pulsen og ved, hvad der sker af frivillige aktiviteter, hjælper med at sætte nye aktiviteter igang, samt medvirker til at rekruttere og matche frivillige med foreningerne. Det er fantastisk fordi den frivillige verden kan møde borgerne på lige vilkår og kan understøtte de personlige relationer mellem mennesker på en måde, som en kommune ikke kan – fordi kommunen er en myndighed og ses som sådan af borgerne,” slutter Britt Jensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top