Annonce


Målet er finalen
RFC_herrer_16_030312_BP.jpg
Foto: Brian Poulsen
Floorball Op til slutspillet i Floorball-ligaen, der begynder den kommende weekend, tog Rødovre Lokal Nyt en sludder med Rødovre FCs træner Kasper Sindt, om hvad slutspillet kommer til at bringe.

Det har ikke været optimalt for Rødovre FC, at møde Øst-rækkens dårligste hold op til slutspillet. Det ligges der ikke skjul på i RFC. Det var derfor også ironisk, hvor meget en 21-2-sejr kan gøre ondt på en træner, der vil forsvare et mesterskab. Da Rødovre Lokal Nyt spurgte RFC-træner Kasper Sindt om sidste kamp FFK kunne bruges til noget, var han også klar i spyttet:

”Nej. For os er det her en fuldstændig ligegyldig kamp. Vi fik nogle i spil, som vi ikke får i spil til daglig, og det er klart, dem får vi også brug for i slutspillet. Vi har fået en skade op til, og de kommer givet vis også i slutspillet,” fortalte han med henvisning til Jannik Trolle, der har brækket foden og med 100 % sikkerhed ikke kommer i spil i kvartfinaleserien.

Annonce

Flere mål end Hafnia. Ligesom hos spillerne var træneren irriteret over, at møde hold som FFK, der stillede med mindre end to kæder, og hvis niveau var klasser under Rødovres.

”Det er fuldstændig uhørt, at vi skal møde det her i ligaen,” rasede Sindt, der dog erkendte, at det var en del af gamet. Rødovre havde på forhånd godt anet, at det ikke blev FFK, der forhindrede dem i at gå ubesejret gennem sæsonen, og havde derfor lavet en ny målsætning for kampen:

”Vi har haft målet om at gå ubesejret gennem ligaen. Vi har i dag så også lavet det mål, at vi også gerne ville være det hold, der scorer flest mål. Hafnia har lavet lidt flere mål end os,” konstaterede Sindt, der efter Hafnias kamp måtte nøjes med uafgjort i den dyst. Begge hold havde nemlig lavet 210 mål på 21 kampe.

Gentagelse i kvartfinalen. I kvartfinalen møder Rødovre FC Team Århus Floorball. Det bliver en gentagelse af semifinalerne fra sidste år, hvor Rødovre FC vandt, og det er en modstander, Kasper Sindt nærer respekt for:

”Vi har altid godt kunne lide at spille imod Århus, fordi Århus er nogle gode gutter med hjertet på det rette sted. De går hårdt til den fysisk, og det synes vi er sjovt. Vi har et indbyrdes godt forhold med dem. Vi kender dem og tager 100 % favoritværdigheden på vores skuldre,” lød det ærligt fra Sindt, der tror, at slutspillet bliver anderledes for Rødovre FC i år efter sidste års præstation.

”Ja, jeg tror i hvert fald, der er en del respekt omkring os. Det kan jeg også godt forstå, hvis man ser på, hvordan vi er gået igennem Øst-serien i år. Jeg synes ikke, det er et retvisende billede. Jeg synes ikke, Øst-serien har været særlig stærk i år,” forklarede en Kasper Sindt, der på ryggen af fire storsejre næppe har følt sig udfordret til det sidste.

Skal skabe serien. Da Lokal Nyt forhørte sig, var der ingen forventning fra Kasper Sindts side om, at Team Århus Floorball vil gøre Rødovre FC nogle tjenester og prøve at skabe serien.

”Vores trup er god og rimelig rutineret, så vi skal nok forvente, at de prøver at stå kompakt imod os,” lød det fra træneren, der ikke frygter et tempochok fra de sidste kampe til slutspillet.

”Det kan godt være, at vi får et lille tempochok, men der sidder også så mange spillere her på bænken i Rødovre, som har prøvet det her så mange gange før. Så jeg er ikke så nervøs. De skal nok ramme spændingsniveauet, når vi kommer dertil,” sagde han selvsikkert.

Konkurrenterne. Udover Århus bliver det et jysk felt af konkurrenter, der kommer til at forsøge at stikke en kæp i hjulet på RFC, vurderede Sindt:

”Det bliver Brønderslev, der er godt kørende med en 17-4-sejr over Århus, og så Frederikshavn Bulldogs, som vi mødte i finalen igen sidste år,” spåede ham, men han ville ikke ud med et svar på det helt store spørgsmål forud for RFCs titelforsvar:

Bliver I mestre i år?

”Vi skal i finalen, og så tager vi den derfra,” smilede han kryptisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top