Annonce


Årets spiller har god følelse
RMB-AaB-QF1_54_230212_BP.jpg
Sebastian Dahm holdt nullet i den første kvartfinalekamp mod AaB. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Sebastian Dahm blev inden kampen kåret til årets spiller for Rødovre, og han glæder sig over ønskestarten på serien. ”Man står med en rigtig god følelse lige nu. Vi har spillet en kanon kamp og leveret et stort stykke arbejde,” siger han. Vi har også en kommentar fra årets talent, Mathias Bau.

Rødovres spillere blev efter 3-0-sejren over AaB hyldet i stor stil af en veloplagt ’Sumpen’, der til aftenens kamp var pænt besat. En af de spillere, der fik solo-applaus, var målmand Sebastian Dahm.

Keeperen lavede et shutout i landstræner Per Bäckmans nærvær, men målmanden glæder sig først og fremmest over, at Rødovre er kommet stærkt fra start.

Annonce

”Man står med en rigtig god følelse lige nu. Vi har spillet en kanon kamp og leveret et stort stykke arbejde. Det er kun kamp 1, så der er tre sejre, før vi rigtig kan juble. Men det var et vigtigt første skridt for os, og vi har hele tiden troet på, at vi kunne slå det her AaB-hold,” siger Dahm, der spillede en fantastisk kamp. Han fortæller videre om vejen til succes i serien.

”Vi skal gå ind hver gang og levere en 100 procent indsats. Vi skal være disciplineret hele tiden, hvis vi vil videre.”

Masser af blokkede skud
Både Rødovre og AaB havde muligheden i fem mod tre plus et hav af andre store chancer.

”Der er store chancer til begge hold, men angriberne blokerede masser af skud, og jeg kunne selv se pucken, så jeg fik lavet en masse redninger. Jeg er sikker på, at får vi fem mod tre igen, så sætter vi den også ind,” udtaler Rødovre-målmanden.

Rødovre er dermed foran med 1-0 i kvartfinaleserien og har momentum til den kommende kamp i Aalborg.

”Det er altid vigtigt at komme godt fra start, specielt når man har hjemmebanefordelen, så er det vigtigt, at man vinder den første på hjemmebane. Nu er der tre kampe tilbage, vi skal vinde, og vi tager en ad gangen. Det vigtigste er, at vi hele tiden leverer på samme niveau og ikke falder tilbage. Men når det er slutspil, så har alle lige 10 procent ekstra i tanken og kaster sig ned i skuddene,” siger Dahm og kommer med en kommentar til opbakningen fra lægterne.

”Det er helt fantastiske fans, og dem nede i Sumpen er steget et ekstra niveau. Og jeg er så beæret, hver gang man får lov at komme ud og blive råbt op igen. Når man har publikum i ryggen, bliver det også lettere at få momentum, og det gør også, at vi er et svært hold at slå på hjemmebane.”

Alt lykkedes for årets talent
Dahm blev inden kampen kåret til årets spiller for Rødovre, og det er noget, der glæder den stærke keeper.

”Det er helt fantastisk, og jeg glad for, at andre lægger mærke til, at jeg gør det godt i målet. Det er lykkedes godt for mig at holde modstanderen fra mål, og jeg sætter stor pris på at blive kåret til årets spiller. Det er en fed følelse og et klap på skulderen,” slutter Sebastian Dahm over for rnn.dk.

Rødovres første mål blev scoret af en ihærdigt kæmpende Mathias Bau. Og han var også tilfreds med indsatsen kampen derpå.

”Det var klart en af mine bedre kampe, hvor jeg fik mere ud af det, end jeg plejer. Det lykkedes bare det hele for mig i dag,” siger han og forklarer om kampen.

”AaB spiller meget nede i vores zone, men vi er gode til at holde dem på ydersiden. Til sidst i kampen skulle vi bare spille simpelt, og de går lidt ned, da de ikke får scoret på deres powerplay.”

Men forude venter en ny kamp, og det gælder for Rødovre om at være fokuseret.

”Vi skal huske at blive nede på jorden og være klar til næste kamp igen,” siger Mathias Bau og slutter med en kommentar til hans kåring som årets talent for Rødovre.

”Det er dejligt. Jeg er meget glad for prisen, og jeg synes også, det er gået godt i år. Jeg har fået mere fysik, og så skal der arbejdes hårdt for flere kilo i sommerferien.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top