Annonce


“Hvornår kommer der så en ambulance”
WEB_yousef-taste-spice_05_1.jpg
En stærkt blødende kvinde fik besked på at tage en taxa til skadestuen. Yousaf Mohd ringede flere gange efter hjælp fra sit pizzaria på Slotsherrensvej og han er chokeret over, at der ikke blev sendt en ambulance. Foto: Brian Poulsen
112-PANIK Yousaf Mohd har mere end svært ved at forstå, hvorfor der ikke blev sendt en ambulance, da en blødende kvinde kom ind på hans pizzaria "Hvor meget skal der egentlig til før de sender en ambulance af sted?" spørger han.

Vreden lyser ud af Yousaf Mohd. De mange blodspor på hans pizzaria ‘Taste & Spice’ på Slotsherrensvej er for længst blevet fjernet, men oplevelsen har han stadig i frisk erindring, ligesom den blodige oplevelse har sat dybe spor i hans bevidsthed.
“Jeg er rystet og stadig lidt i chok. Jeg kan virkelig ikke forstå, hvorfor der ikke bliver sendt en ambulance, når jeg ringer til 112 og forklarer, at blodet strømmen ud fra kvindens arm,” siger han.
Yousaf Mohd har haft pizzariaet siden starten af 80’erne og han har aldrig oplevet noget lignende. Han føler ikke at hans opkald blev taget alvorligt og han spørger undrende om, hvad der egentlig skal til for, at man skal ringe 112.

Annonce

Svært at vurdere
Hos Region Hovedstaden har man undersøgt sagen og her lyder svaret fra operativ leder af vagtcentralen, Pernille Hvolbøl, at kvindens skader ikke var livstruende og at der ikke blev sendt en ambulance, da det var svært at få oplysninger ud af personen der ringede 112.
“Vi får 124.000 112-opkald om året og det kan nogle gange være vanskeligt at få præcise oplysninger. I dette tilfælde er det i første omgang vurderet at det ikke var nødvendigt med en ambulance med udrykning,” fortæller hun.
 
Hellere én for meget
Tilbage i pizzariaet sidder Yousaf Mohd uforstående tilbage. Han er glad for, at der til sidst blev sendt en ambulance med udrykning, men han forstår stadig ikke, hvorfor det først skete, da en kunde ringede 112 fra den nærliggende Aldi forretning.
Den undren kan Pernille Hvolbøl godt forstå og hun indrømmer, at hele situationen godt kunne være håndteret bedre fra Region Hovedstadens side.
“Vi skulle have sendt en ambulance, da der blev ringet anden gang. Hellere sende en for meget end en for lidt,” siger hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top