Annonce


Fastelavn uden frosne fødder
WEB_fastelavn_.jpg
Rødovrehallen inviterer til indendørs tøndeslagning og lotteri med flotte præmier. Foto: Bee-Line
fastelavn Man behøver ikke finde termounderbukserne frem, når brugerbestyrelsen i Rød- ovrehallen søndag den 26. februar inviterer til et storstillet fastelavnsarrangement med tøndeslagning og lotteri. Det hele foregår nemlig indendørs.

Overtræksbukser, uldne vanter og store halstørklæder er med til at fjerne den eventyrlige stemning, der er over at være klædt ud som Spiderman eller prinsesse.
Mange børn ligner hvert år små udgaver af Michelinmanden, når de forsøger at blive kattekonge eller dronning, men sådan bliver det ikke i Rødovrehallen i år.
Den sibiriske kulde har lagt sig som en tung dyne over hele Danmark, men man behøver ikke at frygte kolde tæer og frosne fingre, når der søndag den 26. februar bliver afholdt fastelavnsarrangement i Rødovrehallen.
Det hele foregår nemlig indenfor i varmen, hvilket med andre ord betyder, at børnenes festlige udklædningstøj ikke skal presses ned over en flyverdragt.

Flotte præmier
Det er brugerbestyrelsen i Rødovrehallen der står bag det festlige arrangement og idrætsinspektør Jørgen S. Rasmussen fortæller, at der udover den traditionsrige tøndeslagning også vil være lotteri med flotte præmier.
“Der vil være tøndeslagning, lotteri og fine præmier i begge dele. Deltagerne vil få noget for deres penge, børnene vil få tøndeslagning og en godtepose og de voksne vil også skulle slå til tønden, samt de får en kop kaffe med en fastelavnsbolle til,” fortæller han og fortsætter:
“Arrangementet løber af stablen den 26. februar kl. 14.00 og er lagt denne dato, af hensyn til de mange små fastelavnsarrangementer som bliver holdt på fastelavnsdagen som er den 19. februar. Vi håber at så mange som mulig vil synes, at dette er et godt tiltag til at komme i en sportshal, for det er ikke kun brugerne af Rødovrehallen dette laves for, nej alle er velkommen,” forklarer han.

Annonce

Mere liv i halle
Brugerbestyrelsen i Rødovrehallen vil gerne skabe mere aktivitet i hallen og de forsøgte tidligere at starte en lektiecafé op i samarbejde med Røde Kors. Lektiecaféen lukkede allerede efter tre måneder på grund af manglende tilmeldinger, men det har ikke slået bestyrelsen ud. De håber stadig på mere aktivitet og fastelavnsarrangementet er et af de første tiltag.
“Vi har et tilbud til ventende forældre og andre borgere, omkring et mindre motionsrum. Her kan forældre dyrke lidt motion, mens ens barn er til træning. Der er også mulighed for, at kunne låne forskellige spil i cafeteriaets åbningstid, så man kan sidde og hygge sig lidt efter træningen eller før,” slutter Idrætsinspektør Jørgen S. Rasmussen.

2 kommentarer om “Fastelavn uden frosne fødder”

  1. Brit siger:

    Fantastisk flot arrangement, bare synd at man ikke kan se hvor at man skal få billetter fra og pris.
    Avisen udkommer d. 14 og fik afvide den 18 at det var sidste tilmelding d. 17 og at der var udsolgt.
    Så måske jeg allerede nu kan bestille billetter til arrangementet næste år.
    Venligst Brit Hansen

  2. Jørgen S. Rasmussen siger:

    Desværre står der ikke noget om prisen i denne artikel, men kun i avisen, prisen er 25 kr. for børn og 50 kr. for voksne (kaffe og fastelavnsbolle) og nej vi har ikke udsolgt så det bare om at hente billetter, enten hos vagten eller på kontoret, samt i Cafeteria i Rødovrehallen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top