Annonce


Forhandlere bløder på nyt spillemarked
WEB_FORSIDE_tips_palle.jpg
Spilmonopolet er brudt, og det har givet oddsene et nøk opad. Spillerne jubler, men forhandlerne græder. Danske Spil har nemlig halveret forhandlernes provision. Foto: Red.
kioskdød Spilmonopolet er brudt og Danske Spil har som en naturlig konsekvens hævet oddsene for at være konkurrencedygtige. Spillerne jubler, men forhandlerne græder. Deres provision er nemlig faldet drastisk.

“Manchester United vinder i aften!” 25-årige Patrick Rischel er ikke i tvivl om, at ‘De røde djævles’ hjemmebane kommer til at gøre forskellen i aftenens storkamp.
 Han sætter det første kryds på spillekuponen, inden han igen retter blikket mod spilletavlen for at lede efter flere høje odds. For dem er der kommet flere af.
“Jeg spiller mest for hyggens skyld. Før i tiden spillede jeg sjældent hos Danske Spil, men med de højere odds kan det godt betale sig at gå i kiosken, frem for at spille hos en udenlandsk spiludbyder,” fortæller han, inden han begynder på en længere udredning om, hvorfor Manchester United vinder aftenens fodboldkamp.
Patrick Rischel er glad for, at Danske Spils monopol er blevet brudt på sportsspil, men på den anden side af disken er begejstringen mere afkølet. Hvis ikke iskold.
Det nye liberaliserede marked giver nemlig økonomiske lommesmerter hos landets mange forhandlere af spil.

Forventer stort tab
For mens forhandlerne før fik en fast provision på otte procent af Danske Spil, modtager de nu markant mindre på de mest populære spil.
“Jeg synes ikke, det er rimeligt, at vores provision er faldet så meget, men der er ikke meget, vi kan gøre ved det. Jeg forventer et stort tab i år, men tallene er også nye for os, så tiden må vise, hvilke konsekvenser det helt præcist får,” forklarer indehaver af Torvekiosken på Damhustorvet i Rødovre, Cem Akoglu. Han er især fortørnet over, at Danske Spil har valgt at sænke hans provision på single- og doublespil med henholdsvis 50 og 45 procent.
“50 procent er en halvering, og det kan vi allerede mærke nu. Vi tjener mange af vores penge på single- og doublespil, da det oftest er her kunderne spiller store penge. Vi har nogle kunder, der spiller flere tusinde kroner på en kamp, og det gør ondt, at vores indtjening nu er halveret på det spil,” fortæller han.

Annonce

Kioskdød
Hos brancheorganisationen ‘De Samvirkende Købmænd’ er man også bekymrede for Danske Spils udhuling af spilforhandlernes indtjening.
Brancheorganisationen har ca. 1.300 medlemmer, hvor mere end halvdelen er forhandlere af Danske Spils produkter. Vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen forudser et hårdt 2012 for mange af medlemmerne, og afviser ikke, at konsekvenserne af det nye liberaliserede spillemarked kan medføre kioskdød.
“De nye procentsatser gør ondt på mange af vores medlemmer. Mange kiosker lever af salg af tobak, aviser og spil, og den markante nedgang kan meget vel betyde, om man lever eller om man dør som kioskejer,” forklarer han.    

Nødvendig konsekvens
Forhandlersalgschef hos Danske Spil, Flemming Eriksen, er en af hovedkræfterne bag den nye procentsatsstruktur til forhandlerne. Han kalder den nye provision på single- og doublekampe for en naturlig konsekvens af et nyt liberaliseret spillemarked.
“Hvis Danske Spil skal have en vare, der er attraktiv for kunden, er vi nødt til at have samme høje odds som vores konkurrenter. Desuden er pengene der simpelthen ikke til at fastholde den provision, som vi havde tidligere.
Vi håber selvfølgelig, at forhandlerne kan opretholde en tilsvarende indtjening, men der kommer til at skulle gå flere penge gennem kassen. Vi skal alle sammen løbe lidt stærkere for at tjene det samme,” forklarer Flemming Eriksen, inden han fortæller, at han ikke synes de nye tal er drasti- ske.
“Jeg synes faktisk, vi kan være stolte af de tal. Sådan er et liberaliseret marked. Til gengæld får forhandlerne også en mere attraktiv vare,” forklarer han.

Skifter gerne bookmaker
 I kiosken på Damhustorvet kan Cem Akoglu ikke mærke, at Danske Spils højere odds har betydet en større omsætning og han er ikke afvisende over for tanken om at tilbyde spil fra en anden spiludbyder på det nye liberaliserede spillemarked.
“Vi har indtil videre ikke haft nogen stigning i vores omsætning og hvis der er en udenlandsk bookmaker, der vil tilbyde mig højere provision, så skifter jeg gerne,” fastslår han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top