Annonce


Sælg svømmehallen
WEB_vestbad-boernebasin2_25.jpg
Venstre mener, at det bør undersøges om Vestbad kan sælges til en privat virksomhed Foto: Arkiv
vestbad Det bør undersøges om Vestbad kan sælges til en privat virksomhed, så borgerne i Rødovre ikke får flere ubehagelige regninger fra den hårdt ramte svømmehal, mener Venstre, der vil sælge Vestbad.

Når kommunalbestyrelsen igen må godkende tillægsbevillinger i millionstørrelsen til Vestbad, kommer det til at gå ud over Rødovres andre servicetilbud. Det mener i hvert fald Venstres Claus Gisselmann Olsen, der sammen med de andre borgerlige folkevalgte i Rødovre, tirsdag aften stemte imod et nyt ekstraordinært tilskud til Vestbad.
“Vi har lige været igennem et indkøb og ansættelsesstop der har trukket store veksler på borgere og medarbejdere i RK. Vi vil derfor ikke være med til på første møde i et nyt budgetår at godkende en tillægsbevilling, der kan få konsekvenser for skoler, daginstitutioner, ældreplejen,” siger Claus Gisselmann Olsen. Han kalder det for en farce, at svømmehallen sender regningen videre til borgerne uden at have en plan for at få afviklet underskuddet. 

Islevbadet.
“For et par år siden lukkede vi ned for den offentlige adgang til Islevbadet. Og overlod det til borgerne selv at finde ud af, hvordan de kan komme til at bruge Islevbadet. Nu håber jeg ikke at det viser sig at det var det forkerte svømmebad vi satsede på i Rødovre,” siger Claus Gisselmann Olsen polemisk.
Claus Gisselmann Olsen frygter, at svømmehallens udfordringer med både indendørs og udendørs renoveringer er meget mere omfattende end man tror. Han kunne derfor stadigvæk godt tænke sig, at få undersøgt muligheden for at sælge Vestbad A/S til en professionel virksomhed der har indgående kendskab til at drive en svømmehal eller et lignende anlæg. Og derefter indgå i et offentligt privat partnerskab.
“Det tror jeg vil være det bedste for borgerne i Rødovre,” slutter Claus Gisselmann Olsen.

Annonce

1 kommentar om “Sælg svømmehallen”

  1. Per Bergmann siger:

    Fra SF Rødovre
    I RLN 8. februar udtrykker Venstres Claus Gisselmann Olsen, at det vil være det bedste for borgerne i Rødovre, hvis Vestbadet bliver solgt til en professionel virksomhed.
    Det er da et bud på den aktuelle situation – men hverken overraskende eller nyskabende. Vanen tro er holdningen i den borgerlige side af det politiske spektrum, at kan en given offentligt drevet institution ikke betale sig, skal den enten sælges eller lukkes.
    Ikke overraskende har vi i SF en anden holdning. Et samfund – vores fællesskab – er ikke en forretning. Der skal investeres i et samfund til gavn for borgerne. Og skal det, set isoleret fra en økonomisk betragtning, altid kunne betale sig?

    Vi mener bestemt det kan betale sig, at fokusere på hvad der er det bedste for borgerne i Rødovre.
    Er det i borgernes interesse, at Vestbadet drives som en hardcore forretning, der har overskud som eneste succeskriterie? Eller er borgerne bedre tjent med, fortsat at bevare Vestbadet som et tilbud til alle om motion, socialt samvær, genoptræning, idræt m.v? Vel at mærke et tilbud de har råd til at benytte? Måske vi skal fokusere mere på, hvad det vil betyde for det enkelte menneskes trivsel og velvære – og på længere sigt – for udgifterne til ekstra pleje og hospitalsophold. Det er ikke her, Rødovre kommune skal spare – det er her der skal investeres.
    Claus Gisselmann Olsen udtaler også: ”Det kan få konsekvenser for skoler, daginstitutioner, ældreplejen”. Det skal ikke benægtes, at alle beslutninger har konsekvenser. Men er vi i den situation, at underskuddet i Vestbadet, får økonomiske konsekvenser for de nævnte områder? Eller er vi i den situation at fornuftig økonomi i Rødovre betyder, at vi har midler i kassen til at imødekomme sådanne situationer?
    At indgå et offentlig / privat partnerskab, kan umiddelbart lyde besnærende. Men hvad der ofte glemmes i begejstring over en villig investor er, at kommunens handlefrihed låses i en mangeårig kontrakt. At deponere vores frihed til at tage selvstændige og uafhængige beslutninger, kan vel ikke ligefrem være kendetegnende for liberal politik?
    Per Bergmann / SF Rødovre

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top