Annonce


En rivende udvikling
WEB_Chrummer_tv.jpg
Foto: Sille
chrumme Jeg har altid været en gadget nørd. Jeg har altid skulle have de smarte ting. Men jeg er holdt op med at købe det. Jeg kan simpelthen ikke længere finde ud af, hvordan de virker.

Én af mine investeringer har været et laser waterpas. Har ingen ide om, hvordan jeg bruger det. Jeg har læst brugsanvisningen, men det hænger hylderne sgu ikke mere lige af.
Jeg har også købt en dims, som kan fortælle mig, hvor der er rør og ledninger gemt i væggen. Har læst brugsanvisningen, men satte en skrue lige mit i et vandrør. Fatter stadig ikke, hvordan jeg skal bruge det.
Jeg plejede også at skifte mobiltelefon ret ofte, men det er jeg også stoppet med. Nu skal man jo nærmest være datalog, for at finde ud af, at få sine kontakter med fra den gamle til den nye telefon.
Selv TV apparatet er en gåde. Jeg har det der TDC Home Trio. De to halvfede naturister fra TDC reklamerne kan finde ud af det, så kan jeg vel også. Men NEJ, det kan jeg ikke. Jeg synes hele tiden at skærmen bliver sort og hvad skal man så gøre? Det sker jo som regel midt i ‘Vild med Dans’ eller noget andet livsnødvendigt og så er man sat under tidspres.
Så skal man ned i kælderen og slukke for sin router. Tænde og slukke HD-Boxen 4 gange med nøjagtigt 25 sekunders mellemrum, lade HD-boxen opdatere i ”adskillige minutter” også kommer billedet. Måske. Hvis ikke det kommer, må du prøve igen. Eller ringe til TDC – Det tager så ca. 30 minutter at komme i gennem til dem. Så måler de på signalet og desværre kan de første sende en tekniker i løbet af næste uge.
Ihh jov, hvor er digital TV i HD smart – nå det virker. I gamle dage når antennesignalet forsvandt, var det som regel en teknisk fejl fra DR’s side eller fordi min antenne var blæst ned fra taget. Det er det vi kalder fremskridt, men for hvem?
I gamle dage skulle jeg rejse mig for at skifte kanal, så fandt man på en fjernbetjening. Smart. Men så skulle man også have stoppet med det. Nu har man minimum 3 fjernbetjeninger for at kunne se TV eller en DVD. Og hvis man tænder for apparaterne i forkert rækkefølge. Så går skærmen i sort og du må atter en gang i kælderen. Sgu det være nemmere? Og disse lortefjernbetjeninger bruger ikke AAA batterier som tidligere. Næ, nu er det små flade batterier. De findes sådan ca. i 150 varianter. Men den variant der er i min fjernbetjening, er ikke dem man kan købe 10 stk af for en 20’er. Næh, dem måtte jeg købe i en fotoforretning til 50 kr STYKKET. Sgu det nu være nemmere? Fjernbetjeningen er ikke blevet mindre eller pænere.
Når der sprang en forlygtepære på bilen, så kunne man selv skifte den. I dag tager den en mekaniker 1½ time. Hvem fanden har fundet på det?
Alle i hustanden har en mobiltelefon, men bruger de samme slags lader? Øhh, nej.
Jeg har 3 kreditkort, 2 benzinkort og en Blockbuster kort. Samme kode? Øhh, nej.
Det er nemmere for mig at hæve penge og betale kontant. For jeg kan kun rumme én kode, maximum to. Men hvis jeg kan huske to, husker jeg ikke til hvilket kort, nr. 2 kode hører til!
Hvad hjælper det at verden er i en rivende udvikling, nå man selv nærmest er i en
rivende afvikling?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top