Annonce


Bag om Smidt – kaptajnen
WEB_42-Michael-smidt_RMB-He.jpg
Michael Smidt går forrest på isen, men er også god til at få alle frem udenfor isen. De unge bliver hørt, og det er bl.a. Smidts fortjeneste. Foto: Brian Poulsen
ishockey Vi går bag om Rødovres kaptajn, Michael Smidt, for at få de mere sjove og skæve historier, end dem der normalt kommer frem i forbindelse med en ishockeykamp.

Han er i sit hverv som holdets kaptajn samtidig også en af holdets største indpiskere. Michael Smidt har i indeværende sæson været en kraftig årsag til, at Rødovre har haft masser af succes på isen. Det er blevet til 26 (11+15) point i 30 kampe.
Vi satte kaptajnen i stævne inden en normal træning for at fravriste ham de mere sjove og anderledes oplysninger.
Det er ikke kun ishockey, der fylder i Smidts hverdag. Han arbejder nemlig ved siden af ishockeyen, og en typisk hverdag med aftentræning ser således ud:

Kl. 08-16   Arbejde i Valby
Kl. 17.15-18.15 Istræning i Rødovre Skøjte Arena
Kl. 18.15-ca. 19  Løb eller styrketræning
Kl. 19.30  Hjemme igen 

Annonce

Hvis det er kampdag (hjemmebane), får Michael Smidt lov at gå et par timer før, så der kan lades op til kampen med lidt at spise og en eventuel lur. På udebaneturene slipper han fra arbejdet tids nok til, at bussen ikke triller af sted uden ham.
Smidt arbejder som it-chef i en virksomhed, der har til huse i Valby – cirka 10-15 minutters kørsel fra Rødovre Skøjte Arena.
Hvis tiden er knap inden træning, og mødet trækker ud på jobbet, så er det en bonus at være en hurtig og effektiv ’omklæder’. Og det må så sandelig siges om Michael Smidt.
”Jeg er meget hurtig til at klæde om og få alt udstyret på. Når jeg er i tidsnød, er jeg under fem minutter om det, og så sidder udstyret, som det skal. Min rekord er faktisk på to minutter,” lyder den overraskende melding. Og det er med tiden blevet til at hav af omklædninger for den 32-årige Rødovre-fighter.
”Jeg har nok klædt om mindst 5.000 gange. Det er noget i den stil. Dertil skal så lægges de mange ungdomsår.”
Der er dem, som ikke ønsker at afsløre deres ritualer inden en kamp, og så er der dem, der glædeligt deler ud af de ting, tilskuerne normalt ikke har indsigt i.
”Der er mange andre, der gør det, men jeg skal helst tage venstre side på først. Skøjte, handske og så videre. Det er et ritual for mig, og ligger mig helt naturligt. Desuden skal jeg helst også have en RedBull,” afslører kaptajnen, der i kraft af sin rolle på holdet, står for at gejle holdet op, inden det betræder isen.
”Jeg kommer med en lille peptalk i omklædningsrummet, hvor jeg får styr på drengene. Træneren holder kort forinden et oplæg til kampen, og jeg fortsætter så med at lægge vægt på de ting, som han siger. Jeg hiver lige op i holdet, inden vi går på isen.”

Skieventyr i Canada
Optaktens sidste opgave bliver den korte samling foran eget mål umiddelbart før kampstart, hvor de vigtigste punkter ridses op, og der laves kampråb.
Vi fortsætter med at stille Michael Smidt ’enten-eller’-spørgsmål. Det bliver dog hurtigt klart, at valg af en ting, frem for en anden, er en svær situation.

Øl eller Vin?
”Øl.”

Solferie eller skiferie?
”Jeg vil umiddelbart sige solferie. Jeg elsker at tage ned i solen. Jeg har først lige stiftet bekendtskab med ski, da jeg for nylig var i Montréal. Her fik jeg snust til et lille skieventyr, kan jeg godt røbe, og det var en sjov oplevelse. Så jeg vil nok vælge skiferien på et tidspunkt.”

Steak eller fisk?
”En god bøf med det hele er rigtig skønt. Men det vil jeg nok blive ved med at spise resten af livet. Jeg kan også rigtig godt lide sushi. Det er i toppen af min favoritliste.”

Action eller komedie?
”Det kommer lidt an på situationen. Jeg kan godt lide begge typer film.”

Pop eller rock?
”Jeg lytter meget til radiostationer som The Voice eller Radio 100. Jeg er nok mest til noget elektro eller house. Men jeg lytter også til lounge, pop eller en smule rock. Jeg er over i den lidt blødere musik.”

Lars Eller Michael?
”HaHa. Ja, men jeg er nok stadig nødt til at sige Michael. Men jeg kan være rigtig stolt af Lars. Jeg ville ønske, at jeg havde de samme muligheder som ham, da jeg var yngre, så jeg kunne have opnået det samme. Jeg er ikke ligefrem misundelig, for jeg under ham det meget. Jeg er utrolig stolt,” siger Smidt og fortsætter:
”Jeg husker stadig dengang, hvor vi alle som små drenge legede rundt nede i kælderen hos mor. 15 år senere spiller han så i verdens største ishockeyklub. Og senest laver han imponerende fire mål i én NHL-kamp.”

’Manden med lynlåsen’.
Michael Smidt var i december på besøg hos netop lillebror Lars Eller hos Montréal Canadiens i Canada. Her fik tyrenes kaptajn sig en stor oplevelse med tilskuerrollen til et par NHL-kampe i verdens mest fanatiske ishockeyarena.
”Det er et show at overvære. De kan tilbyde alt, og der er mange penge i det. Der sidder 20.000 tilskuere, der lever sig helt ind i kampen og leverer en fantastisk stemning. Jeg vil gerne anbefale alle mennesker at opleve bare én kamp derovre. Så vil man måske for alvor få øjnene op for sporten,” siger Rødovres #11 til Rødovre Lokal Nyt.
Han slutter interviewet af med at fortælle en sidste lille og anderledes historie fra Rødovres omklædningsrum.
”De andre spillere kan godt lide at kalde mig ’manden med lynlåsen’. Og det er selvfølgelig i forbindelse med min hurtige omklædning. Det ene øjeblik ser de mig med alt tøjet på, og i det næste er jeg klar til at spille ishockey,” lyder det med et smil fra kaptajn Smidt.

1 kommentar om “Bag om Smidt – kaptajnen”

  1. rmbfan siger:

    Han må aldrig Stoppe!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top