Annonce


Grønvaldt klar for Mighty Bulls
WEB_simon_gronvald.jpg
Simon Grønvaldt har i dag skrevet under på en kontrakt med Mighty Bulls for resten af sæsonen. På billedet står han sammen med Rødovre Mighty Bulls direktør Brian Møller. Foto: Red.
ishockey Simon Grønvaldt har i dag skrevet under på en kontrakt med Mighty Bulls for resten af sæsonen. ”Flere danske klubber har vist interesse, men for mig var der kun Rødovre,” siger Simon Grønvaldt, som også får roser med på vejen af sin nye træner Brad Gratton.

Den 9. januar blev Simon Grønvaldt fritstillet af sin klub Belleville Bulls.
”Det var i sidste time af transfer-deadlines, at jeg blev fritstillet. For mig var det fuldstændig uforståeligt, så det kom som et stort chok. Jeg var trods alt top 2 back og var kåret af den lokale avis til bedste defensive spiller for Belleville Bulls i denne sæson.”

Bulls havde mange skader på forwardssiden og manglede generelt målskytter, og da Bulls købte ind nærmest panikagtigt, var der pludselig for mange såkaldte ’overage’ spillere. Derfor blev Grønvaldt ofret.

Annonce

”Jeg kunne komme til Amerika og spille, men det krævede en arbejdstilladelse, som kunne tage op til seks uger. Det har jeg slet ikke tid til at vente på, for jeg vil spille ishockey og det er nu, det er sjovt. Og jeg ville rigtig gerne hjem til Rødovre og spille slutspil med min barndomsklub. Derfor var valget ikke så svært for mig,” slår Grønvaldt fast og understreger:
”Flere danske klubber har vist interesse, men for mig var der kun Rødovre.”

Det var det heller ikke for træner Brad Gratton:
”Den her signing er en god ting for truppen. Han har god erfaring fra OHL, som er en stærk række, selvom det er juniorhockey. Uden at forklejne den danske liga, så er det på nogle områder hårdere at spille i OHL,” siger Gratton og henviser til det netop afholdte A-VM for U20 spillere, hvor niveauet var særdeles højt med rigtig mange spillere fra OHL. Gratton Fortsætter:

”At han har spillet i OHL betyder, at han er klar til vores nordamerikanske spillestil og derfor vil falde nemt ind i spillet, hvilket er vigtigt for mig. Han har trænet med hos os tidligere, så jeg kender Grønvaldt godt og håber han vil byde positivt ind i kampene. Jeg mener, at han vil blive en af vores nøglespille i defensiven, en top 4 back, og han skal være med til at lukke ned for modstandernes topkæder.”

Selvom Grønvaldt især er kendt for sin defensive kvaliteter, mener han, at han også kan bidrage med noget offensivt.
”I min sidste kamp fik jeg lov til at spille powerplay igen, og der scorede jeg på et slagskud. Så jeg kan også offensivt.”

”Jeg forventer, at jeg får en vigtig rolle på Rødovres hold, som jeg vil gøre alt for i de sidste grundspilskampe, og som jeg forhåbentlig kan være med til at hjælpe langt i slutspillet. Det er jo en drøm, at kunne få lov til at løfte DM-trofæet med sin barndomsklub.”
”Men jeg forventer også, at jeg kan udvikle mig yderligere i Rødovre, og gøre det så godt, at jeg måske kan blive landsholdsaktuel,” slutter Simon Grønvaldt, som har comeback på tirsdag ude mod SønderjyskE.

Første hjemmekamp er på torsdag i en formentlig fyldt Rødovre Skøjte Arena, hvor til der er gratis adgang. Kampen er nemlig købt af Rødovre Lokal Nyt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top