Annonce


Maries Blog
blog1-marie.jpg
Blog - Årgang 93 Mit navn er Marie. Jeg er hverken politiker, en del af kultureliten, sportsstjerne eller særlig magtfuld – endnu!

Jeg er udstyret med en nogenlunde intakt integritet, et relativt stort ordforråd og almindelig sund fornuft, så chancerne for at score hurtig berømmelse ved at skabe mig foran et kamera iført for lidt tøj og for høj promille er nok også begrænsede. Hvis man skal tro medierne, er det nemlig de unge med mindst hjerne og størst behov for at iscenesætte sig selv som smådumme, der fortjener de bedste sendetider.
Alligevel har jeg ved et svineheld fået tiltusket mig spalteplads herinde, og det giver mig håb om, at man godt kan være en smule interessant, selvom man jævnligt gider åbne en avis og interesserer sig for andet end farvestrålende drinks og størrelsen af ens egen røv.
Naivt? Måske. Men herinde er det mig, der sætter dagsordenen!

DE GROVE FACTS:
Jeg er født i 1993 og har været bosat i Rødovre siden foråret 1996, da småborgerligheden og behovet for at have egen have indhentede mine forældre, og de derfor besluttede at rykke til forstaden. Siden har jeg brugt 10 år på Valhøj Skole og 2½ år på Rødovre Gymnasium, hvilket forhåbentlig sikrer mig en pæn hue til sommer.
Jeg har tilbragt oceaner af tid i Rødovre Centeret og på Byggeren, været til byfest, drukket øl på Hood’en, været til koncerter i Viften og spillet teater med ungdomsskolen.  Til gengæld ved jeg ikke, hvad borgmesteren før Erik Nielsen hed.

Annonce

Jeg holder meget af
– Saltlakridser, ginger ale og ordentlig rock
– En god diskussion (specielt hvis jeg får ret)
– Retten til at henvise til det akademiske kvarter
– 6a-bussen (mit forhold til den minder vel nærmest om det forhold, unge fra Whisky-bæltet har til deres fædres sportsvogne)

Til gengæld er jeg træt af …
– Midaldrende mandlige jakkesæt, der – halvt kvalt i slips og egen selvfedme – udtaler sig om min virkelighed uden at være en del af den.
– De medier der appellerer til unge ved at smide uintelligente, fordrukne folk op i et sommerhus.
– De unge mennesker, der mener, at ansvar og selvstændig tankegang er en by i Rusland.

Kort sagt: Jeg kan revse både min egen generations dybt useriøse indstilling, politikernes til tider manglende indsigt og mediernes måde at tegne et billede af unge, der – for at bruge min redaktørs ord – er ret vilde med intelligensfornærmende programmer som Vild med Dans i Paradise (om ordvalget var et forsøg på at være morsom, eller et udtryk for, at han vitterligt ikke aner noget om underholdningsprogrammerne i dag, skal jeg ikke kunne sige … ).

Jeg kan altså hverken love jer gratis øl eller intriger, men jeg garanterer til gengæld for faktiske holdninger, relevante argumenter og alt det andet jeg egentlig mener, burde fylde en større del af mediernes sendeflade. Aktualiteter og banaliteter; lige fra de problemer unge løber ind i, henover gymnasieliv, til bedste tidsfordriv på internettet. Altså: 1 stk. blog om ungdomsliv fra mig til jer!

4 kommentarer om “Maries Blog”

  1. Mark Elvius siger:

    Du har vist været for meget sammen med Andre. Pas på. Jeg har selv været gennem hans mølle. ;0)
    Vi glæder os til dine blog indlæg. Held og lykke.

  2. Chrumme siger:

    Godt brølt, Marie.

    Fandme rart at se en ung få tale tid og udtale sig i det offentlige rum, som ikke er Amalie, De Unge Mødre, Grufulde Gustav, Sydney Lee, Ulven Peter eller andre galninge fra mediekonceptet “Ung og Dum”. Dejligt at se at vi faktisk godt vil høre fra og på unge som har andet at byde på, end at de er blevet bollet tykke som 16 årig eller har en IQ lidt over IQ’en på en Guldkaramel!

    Så kære Marie, revs løs og del springskaller og kyshånd ud med rund hånd eller knyttet næve. Der er desværre en reel risiko (Gud forbyde det) for at småborgerligheden og hangen til egen have også rammer dig og tørklædet om halsen virker som en burka for dobbelthager..Tro mig, da jeg gik jeg 3.g kæmpede jeg for retten til medlidenhedsdrab på alle over 30. Nu er jeg så blev 16 år OVER de 30, og rimelig glad for at det ikke blev vedtaget ved lov.

    Efter du er kommet til, vil jeg nu kravle ned fra barrikaderne give dig pennen og drage hjem i haven, løsne slipset og lade dobbelthagen falde på plads, tage en Martini og nyde at min Rhododendron snart blomstrer og brokke mig over naboens afslappede holdning til hækkeklipning og se frem til næste sæson af vild med dans

    Mvh
    Christian Chrumme

  3. Kære Marie,

    Jeg glæder mig til at læse nogle klare holdninger og argumenter – jeg vil måske endda give en kommentar engang i mellem 🙂

    Du kunne jo evt. starte med en diskussion omkring stemmeret til dig og dine på RG – den diskussion deltog jeg selv i for et par år siden, og tager gerne en tur til. Det ligger sig jo meget godt op af din “De unge mennesker, der mener, at ansvar og selvstændig tankegang er en by i Rusland”-tema.

    Mvh
    Chris

    Ps: kunne redaktionen ikke sørge for, at der var feed til blogsne, så man fik en notifikation, ved nye blogindlæg? Det kunne måske bidrage til større læselyst?

  4. Marie Heldgaard Seestedt siger:

    Mange tak for indspark 🙂 – og undskyld et lidt forsinket svar (der har jo været lidt tekniske problemer på siden)

    Mark: Mange tak 🙂 skulle ikke mene at jeg tilbringer for meget tid med André, men eftersom jeg har været på U-Land i efterhånden 1½ år vil jeg ihvertfald ikke udelukke at han har påvirket min måde at skrive på en smule…

    Christian:
    Jeg bukker og takker for pennen – vil forsøge at bruge den flittigt, før småborgerligheden indhenter alle mine idealer.

    Og det er jo altid rart at vide, at jeg ikke er den eneste, der er en smule træt af det yderst entydige billede af en ignorant ungdom, som medierne formår at skabe.

    God fornøjelse med næste sæson af Vild Med Dans 😉

    Chris: Jeg takker for interesse og input – var jo selv en af de unge, der oplevede prøvevalget for 2 år siden (og vil vove at påstå, at der var andre problemer med det end de unges manglende interesse – men det jo en diskussion, der kan tages på et andet tidspunkt)

    Ideen om en feed vil jeg give videre til André 🙂

    //Marie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top